Nødvendigheden af en Mellemreligiøs Dialog

Folk taler om fred, tilfredshed, økologi, retfærdighed, tolerance og dialog. Uheldigvis forstyrrer den fremherskende materialistiske verdensanskuelse balancen mellem menneskeheden og naturen og indeni det individuelle menneske. Denne harmoni og fred kan kun opstå, når de materielle og spirituelle riger forsones. Religion forsoner modsætningerne: religion versus videnskab, dette liv versus det hinsides, naturen versus Guddommelige Bøger, materialisme versus spiritualisme og ånd versus krop. Den kan indeholde videnskabelig materialisme, anbringe videnskaben på dens rette plads og afslutte langvarige konflikter. Naturvidenskaberne, der burde føre menneskene til Gud, er i stedet årsag til udbredt mangel på tro. Da denne tendens er stærkest i Vesten, og fordi Kristendommen er den, der mest er påvirket, er en muslimsk-kristen dialog uundværlig.

En mellemreligiøs dialog søger at virkeliggøre religionens grundlæggende enhed og enighed og troens universalitet. Religion omslutter alle trosretninger og racer i broderskab og ophøjer kærlighed, respekt, tolerance, tilgivelse, barmhjertighed, menneskerettigheder, fred, broderskab og frihed via dens profeter.

Islam har en profetisk tradition, at Jesus vil vende tilbage i de sidste dage. For muslimerne betyder dette, at værdier som kærlighed, fred, broderskab, tilgivelse, altruisme, barmhjertighed og åndelig renselse vil være i forgrunden. Eftersom Jesus blev sendt til jøderne og alle jødiske profeter ophøjede disse værdier, må en dialog med jøderne etableres, såvel som en nærmere relation mellem Islam, Kristendom og Judaisme.

Der findes fælles berøringspunkter for en dialog. Michael Wyschogrod skriver, at der findes ligeså mange teoretiske grunde eller trosbekendelsesgrunde til, at muslimer og jøder kommer hinanden nærmere, som der er for, at jøder og kristne nærmer sig hinanden. [1] Yderligere har muslimerne et godt ry m.h.t. behandling af jøderne: Der har næsten ingen diskrimination været, intet holocaust, nægtelse af menneskerettigheder, intet folkedrab. Faktisk blev jøderne budt velkommen i vanskelige tider, som da det Osmanniske Rige tog imod dem, da de blev fordrevet fra Spanien.

Muslimske Vanskeligheder i en Dialog

* Alene i det seneste århundrede er langt flere muslimer blevet dræbt af kristne, end alle de kristne, muslimerne har dræbt gennem hele historien. [2] Mange muslimer mener, at Vesten forsøger at underminere Islam med stadigt mere subtile og sofistikerede metoder.

* Man husker vestlig imperialisme. Den osmanniske stat faldt sammen på grund af europæiske angreb. Fremmede invasioner af muslimske lande blev fulgt med stor interesse i Tyrkiet. Islams gradvise "transformation" til en konfliktens ideologi og reaktion eller til en parti-ideologi har også gjort folk mistænksomme over for Islam og muslimer.

* Islam var den stærkeste dynamik i muslimsk uafhængighed. Den er blevet betragtet som et element af separation, en hård politisk ideologi og en masseideologi for uafhængighed, der rejste mure mellem den selv og Vesten.

* Kristenhedens historiske portrættering af Islam som en grov, forvrænget version af Judaisme og Kristendom samt Profeten som en svindler, nager stadig.

Dialog er en Nødvendighed

For at en mellemreligiøs dialog skal lykkes må vi glemme fortiden, ignorere polemik og fokusere på fælles punkter. Vestens synsmåde har ændret sig. Lyt til Massignon, der siger, at Islam er "Abrahams tro, genoplivet ved Muhammad". Han mente, at Islam har en positiv, næsten profetisk mission i den post-kristne verden, for: "Islam er religionen for tro. Den er ikke en religion af naturlig tro på filosoffernes Gud; men tro på Abrahams, Isaks og Ishmaels Gud, tro på vores Gud. Islam er stort mysterium i den Guddommelige Vilje". Han troede på Koranens Guddommelige forfatterskab og på Muhammads Profetgerning. [3]

Vestens syn på vor Profet har også mildnet sig. Kristne gejstlige og religiøse mennesker som Charles J. Ledit, Y. Moubarac, Irene-M. Dalmais, L. Gardet, Norman Daniel, Michel Lelong, H. Maurier, Olivier Lacombe og Thomas Merton udtrykker varme for Islam og Profeten og støtter en dialog.

Det Andet Vatikanske Råd, som indledte denne dialog og således ikke kan ignoreres, viser, at den katolske kirkes holdning har ændret sig. I Rådets anden periode sagde pave Paul VI:

På den anden side ser den katolske kirke længere, hinsides Kristendommens horisonter. Den vender sig til andre religioner, som bevarer begrebet og meningen med Gud som En, Transcendental, Skaber, Hersker over Skæbnen og Viis. Disse religioner tilbeder Gud i oprigtige, hengivne handlinger...

For at bevare meningen med religion og tjeneste over for Gud, som er en nødvendighed og et behov i en sand civilisation, ønsker kirken at indtage sin plads som ens resolut advokat for Guds rettigheder over mennesket…

I vor verden, der er blevet mindre og mindre, og i hvilken relationerne er blevet tættere, forventer folk svar fra religion angående de mystiske gåder i menneskets natur, der vender op og ned på deres hjerter. Hvad er mennesket? Hvad er meningen og formålet med livet? Hvad er godhed og belønning? Hvad er synd? Hvad er kilden til og meningen med lidelse? Hvad er vejen til sand lykke? Hvad er døden, og hvad betyder dommen efter døden og at modtage frugterne af ens handlinger? Hvad er mysteriet, der omgiver begyndelsen og afslutningen på tilværelsen?...

Kirken opmuntrer sine børn til, sammen med troen og livet som kristen, at lære de, der følger andre religioner at kende med forsigtighed, medfølelse, dialog og samarbejde og at opmuntre dem til at udvikle deres åndelige, moralske og socio-kulturelle værdier. [4]

Pave Paul II indrømmer i sin Crossing the Threshold of Hope, at muslimer tilbeder på den bedste og mest omhyggelige måde. Han minder sine læsere om, at de kristne på dette punkt burde følge muslimerne.

Islams modstand mod materialistiske ideologier og dens vigtige rolle i den moderne verden, har forbløffet vestlige iagttagere. E. H. Jurji´s bemærkninger er sigende:

I dens selvrespekt, selv-opretholdelse og realistiske iver, i dens kamp imod racistiske og marxistiske ideologier, i dens utrættelige fordømmelse af udbytning, såvel som i dens fremføring af sit budskab til en vildfaren, blødende menneskehed, står Islam over for den moderne verden med en særegen fornemmelse for mission. Denne fornemmelse for mission er ikke forvirret og ikke sønderrevet af en masse teologiske subtiliteter eller begravet under et tungt læs dogmatik, derimod trækker den sin styrke fra en fuldstændig overbevisning om Islams relevans. [5]

Muslimer og kristne har kæmpet mod hinanden gennem næsten fjorten hundrede år. Vesten husker Islams militære magt og invasioner. Den nuværende muslimske modstand og harme over for Vesten gavner ingen. I vor globale landsby kan Vesten ikke udslette Islam, og muslimske hærstyrker kan ikke angribe Vesten. Begge sider kan få gavn af hinanden. Vesten har videnskabelig, teknologisk, økonomisk og militær overmagt. Islam sidder inde med en uforfalsket og levende spirituel tradition med rødder i Koranen og sunna.

Religionen er ikke undsluppet vantroens angreb. Muslimer kan ikke begrænse Islam til en politisk ideologi eller et økonomisk system eller anskue Vesten og andre religioner fra et historisk perspektiv og definere deres holdning derudfra. De, der tager Islam til sig som en politisk ideologi, gør det sædvanligvis udfra en personlig eller national vrede eller fjendskab. Vi må gøre en ende på denne praksis og basere vore handlinger på Islam som en religion. Profeten definerede en sand muslim som én, andre kan føle sig i sikkerhed for som den mest troværdige repræsentant for universel fred.

Muslimer må holde op med at handle udfra ideologiske eller politiske tilhørsforhold og iklæde det en islamisk dragt eller præsentere blot og bart begær som idéer. Dette har fået Vesten til at få et forvrænget billede af Islam. For eksempel underviser amerikanske universiteter i Islam som et politisk system i deres afdelinger for politisk videnskab eller internationale relationer. [6] Sådan en opfattelse findes hos vestliggjorte muslimer og ikke-muslimske asiater og afrikanere. Mærkeligt nok er der mange af disse grupperinger, der har sluttet op under Islams banner, eksporteret dette billede og faktisk styrket det.

Islams Økumeniske Opfordring til Dialog

For fjorten århundreder siden lød fra Islam historiens største økumeniske opfordring:

Sig: "Oh, Bogens Folk! Kom til fælles forståelse mellem os og jer: at vi ikke tilbeder nogen anden end Gud; at vi ikke tilskriver Ham nogen partnere; at vi ikke tager os herrer og beskyttere fra os selv andre end Gud." Hvis de vender ryggen til, da sig: "Vær vidne på, at vi er muslimer (overgivet til Guds Vilje)." (3:64)

Islams trosbekendelse - Der er ingen anden gud end Gud - er en opfordring til at undlade at gøre visse ting, så tilhængerne af de åbenbarede religioner kan afslutte deres adskillelse. Den repræsenterede den bredest mulige erklæring, de religiøse mennesker kunne enes om. Hvis den blev forkastet, skulle muslimerne svare: "Jeres religion er for jer; min religion er for mig."

En kendt tyrkisk Koranrecitator, Elmalili Hamdi Yazir, bemærkede: "Forskellige samvittigheder, nationer, religioner og bøger kan samles i en essentiel samvittighed og sandheds ord. Islam har lært menneskeriget en sådan bred, åben og sand vej til frelse og frihedens lov. Dette er ikke begrænset til araber eller ikke-araber. Religiøs fremgang er mulig, ikke ved at samvittigheder er snævre og adskilte, men ved at de er universelle og bredtfavnende." [7]

Islam gav disse gaver. Said Nursi forklarer denne Islams bredeste horisont i en kontemplativ betragtning:

Jeg tænkte over vi i: Dig alene tilbeder vi, og Dig alene beder vi om hjælp (1:5), og mit hjerte spurgte, hvorfor vi blev brugt i stedet for jeg. Pludselig opdagede jeg dyden og hemmeligheden ved bøn i forsamling. Ved at bede sammen i Bayezid Moskéen, blev hvert individ som en slags mellemmand for mig. Så længe jeg reciterede Koranen der, vidnede alle for mig. Jeg fik mod af dens vældige og intense tjeneste til at præsentere min utilstrækkelige tjeneste for den Guddommelige Domstol.

En anden virkelighed åbenbarede sig: Alle Istanbuls moskéer forenede og kom under Bayezids herredømme. Jeg følte, at de bekræftede mig i min sag og tog mig med i deres bøn. Jeg så mig selv i denne jordiske moske, i cirklende rækker omkring Kaba´en. Jeg sagde:

"Prist være verdenernes Herre. Jeg har så mange mellemmænd; vi siger alle de samme ord, og de bekræfter mig."

Mens denne virkelighed foldede sig ud, mærkede jeg, at jeg bad foran Kaba´en. Så jeg tog disse tilbedere som vidner, og sagde: "Jeg bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Gud, og at Muhammad er Guds Sendebud." Jeg overgav denne trosbekendelse til den Sorte Sten. Mens jeg overlod denne tillid, åbnede et nyt forhæng sig. Jeg så, at den forsamling, jeg befandt mig i, havde delt sig i tre cirkler.

Den første cirkel var en stor gruppe af troende muslimer og de, som tror på Guds Eksistens og Enhed. Den anden cirkel indeholdt alle skabninger, der udførte den største bøn og påkaldelse af Gud. Enhver klasse eller art havde travlt med sin egen unikke påkaldelse og lovsang af Gud, og jeg var iblandt dem. Den tredje cirkel indeholdt et forbløffende rige, der udadtil var lille, men i virkeligheden var stort på grund af dets pligt og kvalitet. Fra mit legemes atomer til de ydre sanser var der en forsamling travlt beskæftiget med tjeneste og taknemlighed.

Kort sagt pegede vi´et i vi tilbeder på disse grupper. Jeg forestillede mig vor Profet, Koranens oversætter og fremlægger, henvende sig til menneskeheden i Medina: Oh menneskehed, tilbed jeres Herre (2:21). Ligesom alle andre hørte jeg denne befaling i min ånd, og ligesom jeg svarede alle i de tre grupper: Dig alene tilbeder vi. [8]

Relationer med ikke-muslimer

Koranen siger: Dette er Bogen; hvori der ikke findes nogen tvivl; en vejledning for de, der frygter Gud (2:2). Disse fromme er de:

Der tror på det Usete, er vedholdende i bøn og bruger af det, Vi har forsynet dem med; og som tror på det, der er sendt til jer, og som blev sendt før jer, og (i deres hjerter) har overbevisning om det Hinsidige. (2:3-4)

Helt fra begyndelsen opfordrer Koranen folk til at acceptere de tidligere Profeter og deres Bøger. At den stiller sådan en betingelse lige fra begyndelsen af, synes mig meget vigtigt, især når det drejer sig om en mellemreligiøs dialog.

Gud befaler: Og diskuter ikke med Bogens Folk, undtagen med bedre midler (end blot disputeren) (29:46). Her viser Koranen, hvordan man skal komme videre. Said Nursis syn er meget betegnende: "Enhver, som glæder sig over sin opponents nederlag i en debat, er uden nåde." Han forklarer: "Du får intet ud af hans nederlag. Hvis du led nederlag, og han vandt, ville du have fået rettet en af dine fejl. Debatter bør lade sandheden komme frem.

Surah Mumtahana siger:

Med hensyn til de, der ikke bekæmper jer for (jeres) Tro, eller driver jer ud af jeres hjem, forbyder Gud jer ikke at behandle dem venligt og retfærdigt: for Gud elsker de, der er retfærdige. (60:8)

Nogle vers i Koranen kritiserer Bogens Folk for forkert opførsel, fejlagtig tankegang, modstand mod sandheden, skabelse af fjendskab og uønskelige egenskaber; Bibelen indeholder endda endnu stærkere udtryk. Men umiddelbart derefter bruger Koranen meget venlige ord for at vække hjerterne til sandheden og at plante håb. Dens kritik og advarsler om nogle holdninger og opførsel blandt jøder, kristne og polyteister var også rette mod muslimer, der tog del i sådan opførsel.

Alle åbenbarede religioner er baseret på fred, sikkerhed og verdensharmoni. Krig og konflikter er afvigelser, der skal kontrolleres. Der gøres en undtagelse for selvforsvar, som skal følge bestemte retningslinier. Islam etablerede regler til at afbalancere og begrænse krig. For eksempel tager den retfærdighed og verdensfred som et grundlag: Lad ikke andre had få jer til at vakle mod det fejlagtige og afvige fra Retfærdighed (5:8). Islam udviklede en forsvarslinie baseret på at beskytte religion, liv, ejendom, sindet og slægtens fortsættelse. Det har det moderne retslige system også gjort.

Islam giver menneskelivet den største værdi ved at sige, at hvis man dræber nogen, er det ligesom at have dræbt alle, for ét mord avler ideen om, at enhver kan dræbes (5:32). Adams søn, Kain, var den første morder. Bibelen giver flere detaljer om denne begivenhed, som indledte blodsudgydelsens periode. Af denne grund fastslår en Profetisk Tradition: "Hvis et menneske bliver dræbt uretfærdigt, vil noget af den synd uden undtagelse blive skrevet på Kains regning, for han åbnede vejen til uretfærdigt drab for menneskeheden." [9]

Dialogens Søjler

Kærlighed er et menneskes mest essentielle element. Den er det mest strålende lys, en mægtig kraft, der kan modstå og overvinde enhver magt. Kærlighed opløfter enhver sjæl, der suger den til sig, og forbereder den på evigheden. De, der kommer i kontakt med evigheden gennem kærlighed, forsøger at overføre dét til andre, som de modtager. De ofrer deres liv til dette og udholder enhver vanskelighed for dens skyld.

Altruisme frembringer kærlighed. Enhver, der har den største del af denne kærlighed, er menneskehedens største helt, én, der har rykket enhver følelse af had og bitterhed op med rode. Sådanne helte fortsætter med at leve selv efter døden, og mens de lever, bydes de velkommen og bliver elsket af folk.

Den mest direkte vej til ens hjerte er kærlighed, Profeternes måde. Dens følgere bliver ikke afvist; selv hvis de bliver afvist af nogle, bydes de velkommen af mange andre. Når de først bydes velkommen pga. deres kærlighed, vil de altid nå deres mål.

Da alle ting taler om og lover medfølelse, kan universet betragtes som en symfoni af medfølelse. For at være menneskelig, kræves det, at man viser medfølelse over for alle levende væsener. Medfølelse opløfter folk. For eksempel hører vi fra Profeten om en prostitueret, der kom i paradis, fordi hun gav vand til en hund, der var døden nær af tørst, mens en anden kvinde kom i helvede, fordi hun tillod en kat at sulte til døde.

Det er også en stor fortjeneste at kunne tilgive. Som vi siger: "De unge begår fejl, de ældre tilgiver." At blive tilgivet betyder en reparation, en tilbagevenden til en essens og at finde sig selv igen. Af denne grund er den mest tilfredsstillende gerning den aktivitet, der udøves midt i denne tilbagevendens og søgens hjertebanken.

Skabelsen blev introduceret til tilgivelse gennem menneskeheden. Ligesom da Gud viste Sin Egenskab af tilgivelse gennem individer, satte Han tilgivelsens skønhed i deres hjerter. Mens Adam tildelte sin essens et hårdt slag ved sit fald, var det Guds tilgivelse, der ophøjede ham til Profetskab.

Når som helst vi fejler og søger tilgivelse og overvinder skammen ved personlig synd, gives der os mulighed for at nå til en uendelig barmhjertighed, og se igennem fingre med andre folks synder. Jesus sagde engang til en blodtørstig skare: Lad den, der er uden synd, kaste den første sten (Joh. 18:7). Hvis vi kan forstå dette, hvorledes kan vi så "stene" andre?

Ondsindet og had gør landet til et hul i helvede. Vi bør bære tilgivelse til dem, hvis vanskeligheder skubber dem i afgrunden. Udskejelserne hos dem, der ikke ejer tilgivelse og tolerance, gjorde de seneste par århundreder til de mest grufulde nogensinde. Derfor er den største gave, vore dages generation kan give, at lære dens børn at tilgive og være tolerante.

Vi bør ignorere hinandens fejl, respektere forskellige ideer og tilgive det, der er tilgiveligt. Vi skal gøre således for at røre hjerter og drage nytte fra modstridende ideer, der tvinger os til at holde vort hjerte, ånd og samvittighed i god form.

Tolerance er det mest essentielle element i moralske systemer og en meget vigtig kilde til spirituel disciplin og dyd. Den giver bedrifter nye dybder og udstrækker dem mod uendelighed, og får fejltagelser til at skrumpe ind til betydningsløshed. Guds behandling (af os) passerer gennem tolerancens prisme, og vi venter på, at det skal omfavne os og hele skabelsen. Denne omfavnelse er så vidtfavnende, at en drukkenbolt pludselig rystede sig fri, og blev en af Profetens Ledsagere, og en morder blev vendt til sandheden og nåede den højeste rang.

Vi forventer kærlighed, respekt, tolerance, tilgivelse, frisind og lidenskab, især fra Gud. Men kan vi forvente disse, hvis vi ikke først tilbyder dem til andre?

Det Sidste Ord

De, som ønsker at reformere verden, må først reformere sig selv; rense deres indre verden for had, bitterhed og jalousi samt smykke deres ydre verdener med dyder. De, som mangler selvkontrol, selvdisciplin og forfinede følelser kan synes tiltrækkende og indsigtsfulde ved første blik. Men det, de inspirerer i andre, dør hurtigt hen.

Godhed, skønhed, sanddruelighed og dydighed er verdens og menneskehedens essens. Uanset hvad der sker, vil verden en dag finde denne essens. Ingen kan forhindre dette.

[1] Ismail R. Faruqi, Dialogue of the Abrahamic Faiths (overs.) (Istanbul, 1995), 51-53.
[2] Graham E. Fuller og Ian O. Lesser, A Sense of Siege: The Geopolitics of Islam and the West (overs.) (Istanbul: 1996), 41-42.
[3] Sidney Griffith, "Sharing the Faith of Abraham: The 'Credo' of Louis Massignon," Islam and Christian-Muslim Relations 8
no. 2:193-210.
[4] Oversat fra Suat Yildirim, "What Drived the Church to Dialogue with Islam (overs.), Yeni Umit, no. 16, 7.
[5] Abu al-Fazl Izzeti, Introduction to Islam's History of Expansion (overs.) (Istanbul: 1984), 348.
[6] Ali Aslan, "Herkes Inancini Yasamali," (overs.) Zaman, 1. Feb. 1998. (Prof. Griffith er direktør for The Institute of Christian Oriental Research, The Catholic Uni. of America, Washington, DC).
[7] Hak Dini Kur'an Dili (Istanbul), 2:1131-32.
[8] The Letters, 29.ende Bogstav, 6. Punkt, (Istanbul).
[9] Imam al-Bukhari, Sahih al-Bukhari (se Diyat 2, Enbiya 1); Imam Muslim, Sahih Muslim (se Kasame 27).

Tweet

Whatsapp