Medfølelse

Medfølelse er begyndelsen af væren; uden den er alting i kaos. Alt er kommet til verden gennem medfølelse, og ved medfølelse fortsætter det med at eksistere i harmoni. Jorden blev bragt i orden ved budskaber, der kom fra den anden side af himlene. Alting, fra makrokosmos til mikrokosmos, har opnået en ekstraordinær harmoni, takket være medfølelse.

Alle dette livs aspekter er en øvelse til livet efter døden, og hver skabning engagerer sig i aktiviteter med dette mål for øje. I hver en kamp er orden fremtrædende; i hvert et resultat, er medfølelse til stede. Det er umuligt at denne udstrømning af medfølelse skulle gå upåagtet hen.

Skyerne hænger over vore hoveder på medfølelsens vinger, fra hvis centrum regnen strømmer ned og kommer os til undsætning. Lyn og torden bringer os gode nyheder om regn, med et brøl fra medfølelsens hemmelige domæne. I hver partikel i sit væsen synger hele universet den Al-Medfølendes pris uden ophold. Alle væsener udtrykker medfølelse sammen, med stemmer der er særegne for hver især.

Betragt en orm. Den har meget brug for medfølelse, da den er under foden; men udviser selv medfølelse. Elskende muld omfavner den, den lægger til gengæld tusinder af æg i hver håndfuld af jorden. Gennem denne operation bliver jorden luftet, svulmer op og når en tilstand, hvor den er modtagelig for de frø, der bliver sået. Medens mulden er et middel for medfølelse for orme, er orme en velsignelse for mulden. Vi mangler ord, når vi vil beskrive de tankeløse mennesker, der afbrænder græs og rødder for at få gødning. Stakkels menneskehed! De ved ikke, at de er ubarmhjertige overfor både muld og orme. Se, hvilke vanskeligheder, disse kommer ud for, når de vil deltage i medfølelsens symfoni. Betragt bien, som den nærmer sig blomsten eller silkeormen, der begraver sig i sin puppe. Er det ikke muligt for os at mærke den smerte, disse væsener lider, for at forsyne menneskene med honning og silke?

Det er ikke alt. Har I nogensinde tænkt over, hvor heroisk hønen er, som lader sit hoved blive bidt af en hund, for at redde sine små, og hvor prisværdig ulven er, når den glemmer sin egen sult og giver sine unger den mad, den har fundet.

Alting taler om medfølelse og lover medfølelse. Derfor kan man kalde universet for en symfoni i medfølelse. Alle slags stemmer udtrykker medfølelse, så det er umuligt ikke at lægge mærke til det, og umuligt ikke at mærke den brede medfølelse, der omslutter alle ting. Hvor ulykkelige de sjæle er, som ikke opfatter det.

Et menneske har ansvar for at udvise medfølelse overfor alle levende væsener som et krav for at være menneskelig. Jo mere et menneske viser medfølelse, des mere ophøjet bliver vedkommende, mens jo mere han eller hun hengiver sig til synder, undertrykkelse og grusomhed, des mere bliver vedkommende vanæret og ydmyget, og bliver en skam for menneskeheden.

Vi hører fra sandhedens Profet, at en prostitueret kom i Paradis, fordi hun af medfølelse gav en hund noget vand at drikke, da den var ved at dø af tørst, mens en anden kvinde blev fordømt til Helvede, fordi hun lod en kat dø af sult.

Medfølelse avler medfølelse. Hvis man er medfølende på jorden, kommer der mange gode nyheder fra himlen. Da vore forfædre opfangede denne hemmelighed, grundlagde de særdeles mange medfølelses-hjem overalt, inklusiv legater til beskyttelse og fodring af dyr. En mand med medfølelse blev rørt så dybt af en fugl med brækkede ben og en stork med skadede vinger, at han oprettede et hospital for tilskadekomne fugle, og den form for adfærd var ganske almindelig hos de ottomanske tyrkere.

Vi burde være ligeså medfølende overfor mennesker, som vore forfædre var det overfor dyr. Men ak! Ligesom vi ikke har været medfølende overfor os selv, har vi også ødelagt næste generation ved at udvise komplet ligegyldighed og hjerteløshed overfor jorden. Vi har faktisk forårsaget ødelæggelsen af miljøet, hvor det bliver stadigt sværere at leve.

Men vi skulle påpege at misbrug af følelsen af medfølelse kan være ligeså skadelig som at være helt uden medfølelse.

Når man blander ilt og brint i det rette forhold, danner de et af de mest vitale stoffer. Men hvis dette forhold ændres, antager hvert af disse to elementer deres oprindelige, brændbare identitet. På samme måde er det vigtigt at tildele mængden af medfølelse og at vide hvem, der fortjener den. Medfølelse med en ulv skærper dens appetit, og idet den ikke er tilfreds med det, den får, forlanger den endnu mere. Medfølelse med en oprører gør ham blot mere aggressiv og opmuntrer ham til at krænke andre. Det er ikke passende at have medfølelse med den, der synes om at forgifte som en slange, medfølelse med sådant et menneske, overlader administrationen af verden til kobraer.

Medfølelse med en blodbestænkt, blodtørstig person er tyranni af værste slags overfor alle undertrykte og uretfærdigt behandlede mennesker. Sådan en holdning er at ligne med at forsømme lammenes rettigheder af medfølelse med ulvene; det får hele skabelsen til at sukke og stønne, uanset hvor meget det passer ulvene.

Pin It
  • Oprettet den .
Copyright © 2024 Fethullah Gülen Webside. Alle rettigheder reserveret.
fgulen.com er officiel kilde på Fethullah Gülen, den berømte tyrkiske lærde og intellektuelle.