At Tæmme
At tale for meget er en fejl i personligheden, der stammer fra åndelig og mental ubalance. Brug præcise ord, der ikke forvirrer lytterens sind, og brug ikke flere ord end nødvendigt for at overbringe det budskab, du ønsker. Faktisk kan det være meget skadeligt at bruge mange ord, for jo flere ord man bruger, des større er risikoen for modsigelser, hvilket vil forvirre lytteren yderligere. Den udvikling vil ikke gavne lytteren, tværtimod vil den tjene til skade for ham eller hende.
Fornuftige mennesker foretrækker at lade de mennesker tale, hvis ord måske er til størst gavn for tilhørerne. Hvis fuldkommengjorte individer, hvis sind er gennemtrængt med viden og hvis sjæle er mættede med Guddommelige åndelige gaver, er tilstede, er det en respektløs gerning at lade andre tale. I virkeligheden udgør disse fuldkommengjorte individers tavshed et tab for samfundet.
At tale lidet og lytte meget er dyder og tegn på modenhed. Begæret efter selv at blive hørt hele tiden er et tegn på åndelig umodenhed og skamløshed, selvom nogle bortforklarer det som en form for sindssygdom.
Ethvert ord, der ytres, bør være rettet mod løsningen af et problem eller som svar på et spørgsmål. I begge tilfælde bør den, der stiller spørgsmålet og den, der lytter til svaret, ikke kunne komme til at kede sig.
Det er naturligt, at man kun taler, når det er nødvendigt, og at bevare tavsheden, når ord ikke passer ind. Imidlertid er det altid bedst, at de ord, der er af stor gavn for andre, har forrang. Ikke desto mindre afhænger dette af, at bevare den gode opførsel og huske på tavshedens dyd. Denne slags visdom afspejles i et smukt ordsprog: De, der taler meget, laver mange fejl.
Folk afslører sig selv gennem deres ord, og synliggør deres spirituelle rang gennem deres opførsel. De, der opfører sig som om de alene har autoritet til at tale, bliver uundgåeligt upopulære og fordømt af deres venner. Som et resultat bliver ethvert værdifuldt ord, de måtte have, forkastet på forhånd. Og som en følge heraf får disse sandheder ikke den respekt, de fortjener.
At tæmme sin tunge har altid været en gylden regel, ligesom at spise og sove lidet, som de fuldkomne mænd og kvinder har fulgt. De, der ønsker at udvikle deres åndelige evner, bliver allerførst rådet til at tæmme tungen og afholde sig fra tom snak. De skal ikke bare sige, hvad der end falder dem ind.
Der er få mennesker, der er så ynkelige som dem, der fortæller andre mennesker hvad de skal gøre, uden selv at gøre det. På denne måde, med Den Mest Sandfærdiges ord (fvmh), er det at tæmme sin tunge og bevare sin kyskhed ved at afholde sig fra ulovlige seksuelle forhold, nøglerne, der åbner døren til Paradis.
Jo længere væk, man er fra at drukne andre i sine ord og at foretrække sine egne ord fremfor andre menneskers, desto nærmere og mere elskelig bliver man for Skaberen og det skabte. Hvis man ikke kan holde sig til denne sandhed, kan man ikke overholde sine pligter både overfor Gud og andre mennesker.
- Oprettet den .