Qalb -2 (Hjerte)
Tro er hjertets liv: tilbedelse er det blod, der flyder i dets årer; refleksion, selvovervågning og selvkritik er grundlaget for dets arbejde. En ikke-troendes hjerte er dødt; hjertet hos en troende, der ikke tilbeder, er døende; og hjertet hos en troende, der tilbeder, men som ikke udøver selvrefleksion, selvkontrol og selvkritik er udsat for mange åndelige farer og sygdomme.
Den første gruppe bærer rundt på en "pumpe" i deres bryst, men man kan ikke sige, at de har hjerter. Den næste gruppe mennesker lever i deres anelsers og tvivls uklare og tågede atmosfære, adskilt fra Gud, og er ude af stand til at nå deres bestemmelsessted. Den tredje gruppe mennesker, de der har taget en del af rejsen mod bestemmelsesstedet, er i risiko, fordi de endnu ikke har nået deres mål. De skrider vaklende fremad, kæmper på Guds vej, oplever gentagne tilfælde af fejl og succes, og tilbringer deres liv i forsøget på at krydse et bakket terræn, uden dog at kunne komme igennem det.
På den anden side lever de, der har en fast tro, som om de ser Gud, og i bevidstheden om at Gud ser dem, i fuldstændig sikkerhed og er under Guds beskyttelse. De studerer tilværelsen med indsigt, gennemtrænger eksistensens natur, opdager deres virkelighed ved Guds lys, og de opfører sig ædrueligt og med selvkontrol. De skælver af frygt for Gud, fulde af ængstelse og håb vedrørende deres endemål, og de søger Hans velbehag, ved at prøve på at behage Ham og leve på en måde, der viser deres kærlighed til Ham. Til gengæld elsker Gud dem og får andre troende til at elske dem. De elskes og æres af mennesker og jinn, og modtager en varm velkomst, hvor end de måtte bevæge sig hen.
Profeten Josef (Yûsuf), må fred være med ham, den sandfærdige helt i Sûra Yûsuf, omtales fem gange i denne sûra som en mand af fuldkommen godhed og dyb hengivelse. Hele skabelsen, indbefattet Skaberen og det skabte, ven eller fjende, Jorden og himlene bar vidne om hans strenge selvkontrol og selvovervågning: "Da Josef nåede til fuld manddom, overøste Vi ham med visdom og kundskab. Således belønner Vi dem, der er fuldkomment gode [tilbeder og handler i bevidstheden om altid at blive set af Gud]" (12:22). Her slår den Almægtige fast, at profeten Josef var en mand af fuldkommen godhed og selvkontrol, da han nåede puberteten. Mens han sad i fangenskab i Ægypten, erkendte alle fanger, både onde og gode, dybderne i hans sind og hans åndelige renhed, og de henvendte sig til ham for at få løst deres problemer: "Fortæl os om fortolkningen af begivenhederne, indbefattet drømme, for vi anser dig for [at være] blandt dem, der er fuldstændigt gode" (12:36). Josef lykkedes i alle sine prøvelser, og havde en plads i hjertet hos alle, både ven og fjende.
Gud nævner ham en gang til som en mand af fuldkommen godhed, en perfekt legemliggørelse af godhed, eftersom han ikke ændrede sig, da han blev udnævnt til en høj regeringspost: "Således satte Vi Josef i landet, at tage det i besiddelse, hvor han ønskede. Vi når til hvem Vi vil med Vor nåde, og Vi forårsager aldrig at de mister belønningen, som er fuldkomment gode [tilbeder og handler i bevidstheden om at de altid bliver set af Gud]" (12:56). Da hans brødre, der ellers altid havde misundt ham, anerkendte hans godhed og sandfærdighed, inden de opdagede, at den vellidte minister i Ægyptens kongelige palads var Josef, sagde de: "Oh, ophøjede herre. Han har en fader, der er ældet og ærværdig; så tag en af os i stedet for ham, for vi kan se, at du er blandt dem, der er fuldkomment gode" (12:78).
Til sidst, da profeten Josef var fuldkommen moden og efter at have opnået fuld åndelig tilfredshed, bevidnede han selv Guds velsignelser over sig: "Gud har sandelig været nådig over for os. Enhver, der handler i frygt for Gud, og i fuld underkastelse til Ham, og er tålmodig; Gud vil med sikkerhed ikke spilde belønningen til dem, der er fuldkomment gode" (12:90).
Det er utænkeligt, at et individ med sådant et sundt hjerte ville afvige eller blive frataget Guds velsignelser. Sådant et hjerte har den samme betydning med hensyn til dets ejer, som Guds Øverste Trone har med hensyn til universet, og er et poleret spejl, som den Almægtige ser i fuld anerkendelse. Et sådant spejl lader man ikke blot smide ud eller gå i stykker, for det er essensen og ånden i den menneskelige virkelighed, og det prises af Gud.
I det følgende lille vers erindrer Rumi dette:
Sandheden siger: Jeg betragter hjertet,
ikke formen, dannet af vand og ler.
Du siger: Jeg har et hjerte indeni mig, hvorimod
hjertet befinder sig over Guds Trone, ikke under.
- Oprettet den .