Firâr og I´Tisâm (Flugt og Søgen Ly)
Firâr, der bogstaveligt betyder at løbe væk fra noget, bruges i sufismen til at betegne rejsen fra det skabte til Skaberen, at søge ly for "skyggen" i "originalen" [1] og frasige sig "dråben" for i stedet at kaste sig i "oceanet". [2] Yderligere betyder det utilfredshed med glasstykket (hvori Solen spejler sig) og derfor venden sig til "Solen", [3] og dermed flygte fra selvbeundringens fængsel, og "smelte bort" i Sandhedens stråler. Verset flygt til Gud (51:50), der peger på den troendes rejse i hjerte og ånd, henviser til denne hjertets handling, det spirituelle intellekt.
Jo længere væk mennesker er fra den kvælende atmosfære af legemlighed og den kødelige dimension, des nærmere er de ved Gud, og des mere selvrespekt har de. Lad os høre fra Profeten Moses, må fred være med ham, en loyal hengiven ved Sandhedens dør, hvordan én, der flygter til og søger ly i Gud, bliver belønnet: "Da flygtede jeg fra dig [Farao], da jeg frygtede dig, og min Herre har givet mig evnen til at dømme (retfærdigt og skelnende mellem sandt og falskt og ret og uret) og har gjort mig til én af Sine Budbringere" (26:21). Profeten Moses fastslår, at vejen til spirituel glæde og til mødet med Gud og Guddommelig stedfortrædende samt nærhed går gennem flugt.
Almindelige mennesker flygter for at søge tilflugt i Guds tilgivelse og nåde fra livets tumult og syndernes hæslighed. De gentager eller overvejer meningen med: "Min Herre, tilgiv og hav medfølelse, for Du er den Bedste af de Medfølende" (23:118). De søger Guds beskyttelse i fuldstændig oprigtighed, idet de siger: "Jeg søger tilflugt hos Dig fra ondskaben i det, jeg har gjort." [4]
De der udmærker sig ved deres fromhed og nærhed til Gud, flygter fra deres egne ufuldkomne kvaliteter til de Guddommelige Egenskaber, fra at føle med deres ydre sanser til at skelne og betragte med hjertet, fra ceremoniel tilbedelse til dens inderste dimension og fra kødelige lidenskaber til spirituelle følelser. Dette omtales i: "Oh Gud; med Din tilladelse søger jeg tilflugt hos Dig for Din vrede, og med Din tilgivelse, fra Din tugtelse." [5]
De fremmeste i kundskab om og kærlighed til Gud og de fremmeste i fromhed flygter fra Egenskaber til Guddommelig Væren eller Essens, og fra Sandheden til Sandheden Selv. De siger: "Jeg søger tilflugt hos Dig fra Dig," [6] og er altid i ærefrygt over for Gud.
Alle der flygter, søger ly og beskyttelse. Eftersom bevidstheden om flugt er proportional med den åndelige dybde hos den, der flygter, vil kvaliteten af det bestemmelsessted, der nås, variere i henhold til søgerens opmærksomhed. De der hører til den første gruppe, ender med viden om Gud. De husker på Gud i alt, de ser og nævner Ham, nyder begær og forestiller sig ting, der er umulige for dem at virkeliggøre, og de finder til slut hvile ved at fornemme virkeligheden i: Vi har ikke været i stand til at kende Dig, sådan som det kræves at kende Dig, oh Du Kendte. De mærker hele tiden og gentager ekstatisk:
Væsener er på jagt efter kendskab til Dig,
Og de der forsøger at beskrive Dig, er ude af stand dertil.
Tag mod vor anger, for vi er mennesker,
der ikke kan kende Dig, som det at kende Dig kræver.
Medlemmerne af den anden gruppe sejler hver dag ud på nye oceaner af viden om Gud og bruger deres liv i bestandigt fornyede udstrålinger af Guddommelig manifestation. Men de kan ikke frelses fra de forhindringer, der blokerer dem vejen til den sidste station, hvor deres overstrømmende ånd vil synke til bunds. Med øjnene rettet mod trappetrinene, der fører til højere og højere rang, flyver de opad fra den ene rang til den næste; imidlertid ryster de også af skræk for at de skulle falde. Medlemmerne af den tredje gruppe, befriede for tilstandens tidevandstræk (se kapitlet: Hâl og Maqâm) og druknede i forbavselse (se kapitlet: Dahsha og Hayra), er så berusede af "den vin, der kommer fra alle tings kilde" at selv Isrâfîls [7] Trompet ikke kan få dem til at komme sig over denne bedøvelse. Kun én, der har opnået denne rang, kan beskrive dybsindigheden af deres tanker og følelser. Rûmi siger:
De illusioner er fælder for helgener, hvorimod de i virkeligheden er genspejlinger af dem med strålende ansigter i Guds have.[8]
"Guds have" henviser til manifestationen af Guddommelig Enhed - manifestationer af et, mange eller alle Guddommelige Navne igennem hele universet. "Dem med strålende ansigter" betegner de Guddommelige Navne og Egenskaber fokuseret på en enkelt ting eller et enkelt væsen. Så meningen i dette lille vers er: De fælder, som helgener falder i, er manifestationer af Guddommelige Navne og Egenskaber. Disse manifestationer består af illusioner i deres øjne, som er blinde for Guddommelige sandheder. Med Sari Abdullah Efendis ord er profeternes og helgenernes hjerter spejle, der gengiver Guds Navne og Egenskaber. Gud manifesterer også Sine Navne og Egenskaber som Herren - Hersker, Opretholder og Øverste - over universet, og gør det til en have med de evigt-fornyede skønheder og fortryllelser, der henrykker Profeten og helgenerne.
[1] Sufierne betragter skabelsen som en skygge af originalen, meningen, oprindelsen, i Viden om Gud.
[2] Sufierne betragter alle ting i verden som ikke mere end en dråbe, endda som en luftspejling, der er taget fra oceanet. Den materielle eksistens og dens glæder betragtes som ligeså betydningsfulde og værdifulde som en dråbe, mens den anden verden og de spirituelle glæder, der kommer af Guddommelig viden og kærlighed, symboliseres ved oceanet.
[3] Glasstykket symboliserer de Guddommelige manifestationer i verden, medens Solen symboliserer Gud, Ophavet til disse manifestationer.
[4] Al-Tirmidhi, "Da´awât", 15; Abû ´Abd al-Rahman ibn Shu´ayb al-Nasa´i, "Isti´âdha" i Sunan al-Nasâ´i, 8. bind (Beirut, 1930), 57.
[5] Muslim, "Salâh", 222.
[6] Ibid.
[7] Isrâfîl er en af de fire største engle. Han vil blæse i sin trompet lige før universets endeligt. Dette kan være billedligt.
[8] Mawlânâ Jalâl al-Din al-Rûmi, Al-Mathnawi al-Kabîr, 6. bind (Istanbul, intet år), 1:3.
- Oprettet den .