Poesi
Poesi er det digteriske udtryk for universets skjulte skønhed og symmetri, og den smilende og hjertebetagende måde at betragte tilværelsen på, som sensitive, inspirerede sjæle har. Blandt dem findes de, hvis hjerter er blevet til blækhuse og hvis blæk er den Hellige Ånds åndedrag.
Poesi er den lyd, der høres, når man afsøger det hinsidige, og sukkene fra dem, der er optaget med dette. Dens lyde og melodier er sommetider oprørende og andre gange spæde, for de afhænger af digterens åndelige tilstand og dybde. Derfor kan hvert af poesiens ord og lyde kun fattes fuldt ud, hvis lytteren kender til digterens åndelige stadie, på det tidspunkt, hvor han eller hun undfangede sit digt.
Poesi fødes af og tager form efter den tro, kultur og tænkemåde, der danner digterens synsvinkel og følsomhed. Det er kun inspiration, der gør den dybere og får den til at hæve sig over bevidstheden. I et hjerte, der strømmer over af inspiration, bliver et atom til en sol, og en vanddråbe til et ocean.
Uanset hvor stor en rolle intelligensen og tanken spiller i poesien, har menneskets hjerte en dyb egen retning. Med Fuzuli´s ord: "Mit ord er fanebærer foran digternes hær." Når tanker, der vokser i hjertet, får forestillingsevnens vinger, begynder de at tvinge uendelighedens døre åbne.
Poesi udtrykker, ligesom en bøn, såvel de op- og nedture som den entusiasme og tristhed, der findes i individets indre verden. I samme grad, som digteren koncentrerer sig om ophøjede sandheder, bliver digtet som åndedrag fra det hinsides. Enhver bøn er et digt, og ethvert digt er en bøn, forudsat at digtets vinger bærer mod evigheden.
Et digt, som vokser i evighedens tanke og flyver i de rene tankers himle med hjertets vinger og åndens styrke, ofrer ikke megen opmærksomhed på positivistisk tænkning. Det bruger blot den materielle, konkrete verden som et udtryksmiddel. Det sigter udelukkende på at finde og fange, det abstrakte.
Poesi er langt mere end tale der rimer, for der er mange udtryk, der ikke er metriske, der tiltrækker ånden og vækker undren og fortryllelse i hjertet med deres betydninger og udtryksform. Hvert af dem er, i sig selv, et poe- tisk monument.
På samme måde som med al anden kunst, er poesi uden forbindelse med det evige, gold og formørket. Menneskets ånd, der er fascineret af uendelig skønhed, menneskehjertet, der er besat af evigheden samt menneskets samvittigheds længsel efter det evige og evigheden, bønfalder kunstnerne om at trænge ind i det hinsides. En
kunstner, der modstår denne bøn, tilbringer sit liv i imitation af tingenes ydre, men bliver aldrig i stand til at se bag dette blondeslør.
Et digt, hvis form og indhold afspejler forholdet mellem ånden og legemet, uden at ofre den ene for den anden, vil opnå en harmoni, som alle vil elske og finde helt naturlig. Selv fantasien kan ikke foreslå et nyt motiv for et sådant digt.
- Oprettet den .