Ved Tærskelen til et Nyt Årtusinde
Ligesom ethvert daggry, enhver solopgang og hvert kommende forår betegner en ny begyndelse og håb, gør også hvert nyt århundrede og hvert nyt årtusinde. I denne henseende har menneskeheden – inden for tidens hjul, som vi ikke har nogen kontrol over – altid søgt en ny gnist af håb, et åndedrag så friskt som daggryets brise, og har håbet og ønsket at træde ind i lyset fra mørket så let som at træde over en tærskel. Vi kan kun fantasere om, hvornår den første mand og kvinde dukkede op på Jorden, der er lig med Himlene på grund af den guddommelige kunst, den udstiller, dens ontologiske mening og dens værdi, som hovedsageligt stammer fra dens vigtigste indbygger: menneskeheden. Ifølge den kalender, vi bruger i dag, er vi nu på tærskelen til det tredje årtusinde efter Jesu fødsel, må fred være med ham.
Men eftersom tiden drejer og skrider fremad i en heliocidisk relativitet, findes der forskellige mål for tid rundt om i verden. For eksempel er verden nu, ifølge den for tiden mest udbredte tidsregning, ved at træde ind i en ny tusind års periode. Ifølge den jødiske kalender befinder vi os allerede i anden halvdel af det ottende millennium. Inden for hinduernes tidsramme befinder vi os nu i æraen Kali Yuga. Hvis vi følger den muslimske kalender nærmer vi os afslutningen af første halvdel af det andet årtusinde.
Imidlertid skal vi huske på det faktum, at hvert mål for tid blot er relative udmålinger. Medens et århundrede er baseret på en 100-års periode, kan man også nævne ideen om et 60-årigt århundrede, baseret på levealderen hos en gennemsnitlig person. Fra denne vinkel er vi allerede i det fjerde årtusinde efter Jesu fødsel, må fred være med ham, og det tredje årtusinde efter Hijra, der er udgangspunktet for den muslimske kalender. Jeg tager dette op på grund af den åndelige uro, især i Vesten, der stammer fra de frygtelige spådomme, der menes at være forbundet med det tilstundende millennium.
Menneskene lever i et bestandigt håb, og er på denne måde håbets børn. I det øjeblik de mister håbet, mister de også livets "ild", uanset om deres fysiske tilværelse fortsætter. Håb er direkte proportionalt med at have tro. På samme måde som vinteren udgør en fjerdedel af årstiderne, vil det, der svarer til vinteren i en persons eller et samfunds liv, også være korte. De Guddommelige gerningers hjul drejer sig omkring sådanne omfattende vise og barmhjertige formål; ligesom dagens og nattens kredsløb opbygger ens håb og genoplader ens ånd, og hvert nyt år bringer forventninger om forår og sommer, således er også katastrofernes tider korte og følges af gode tider i både individets liv og i en nations historie.
"Guds Dages" kredsløb er centreret i Guddommelig Visdom, og giver ingen grund til frygt eller pessimisme for dem, der har tro, indsigt og ægte modtagelige evner. Tværtimod er det en kilde til fortsat betragtning, ihukommelse og taksigelse for de, der har et lyttende hjerte, indre opfattelse og evnen til at høre. På samme måde som dagen fødes i nattens hjerte, og ligesom vinteren udgør den livmoder, hvori foråret vokser, således renses også ens liv, modnes og bærer frugt inden for dette kredsløb. I dette kredsløb bliver også Gudgivne menneskelige evner til kunnen og talenter, videnskaber blomstrer som roser og væver teknologi ind i tidens vævestol, og menneskeheden når gradvist dens forudbestemte mål.
Efter fremlæggelsen af dette generelle synspunkt, som hverken er personligt eller subjektivt, men snarere en objektiv kendsgerning om menneskets historie, må man ikke tro, at vi holder af hverken vinter eller vinterlignende begivenheder, der har sine paralleller i sorg, sygdom og katastrofe. På trods af det faktum at sygdom i sidste ende forøger kroppens modstandskraft, styrker immunforsvaret og driver den medicinske forskning fremad, er den patologisk og skadelig. Det samme gælder jordiske og himmelske katastrofer. Fra en teologisk og moralsk synsvinkel er de resultat af vore synder og undertrykkelse, der er nok til at ryste Jorden og Himlene, og fra at deltage i handlinger, der er blevet erklæret forbudne og foragtes af både lov og etik (både religiøs og sekulær). Selvom de vækker folk op til deres fejltagelser og forsømmelser, og fremprovokerer udvikling inden for geologi, arkitektur, ingeniørkunst og beslægtede sikkerhedsforanstaltninger; selvom de ophøjer de troendes ødelagte ejendele til velgørenhed og de troende selv til martyrium, forårsager disse katastrofer megen ødelæggelse og skader menneskeheden.
Ligeledes læser vi i Koranen: Medmindre Gud hæmmede nogle (af jer) med andre (af jer), ville moskéerne, klostrene og synagogerne, hvori Gud tilbedes, være blevet til ruiner (22:40). Med andre ord ville Gud være så lidet kendt, at mænd og kvinder, der er tilbøjelige til ikke at anerkende noget som helst højere end dem selv og tror, at der ikke vil blive spurgt til deres gerninger i det Hinsidige, ville fare fuldstændigt vild og dermed gøre Jorden uegnet til menneskeligt liv. Der er også den guddommelige bestemmelse: I betragter noget som dårligt, selvom det er godt for jer; I betragter også noget andet som godt, selvom det er dårligt for jer (2:126) . For eksempel er krig tilladt. Selvom krige, der udkæmpes i henhold til bestemte principper og med hensigten om at forbedre den eksisterende situation, kan have fordele, bør man ikke forlange dem, da de bringer skade; de efterlader ødelagte huse, ødelagte familier og grædende forældreløse børn og enker.
Uanset hvad, kan man ikke negligere livets realiteter, og de bør heller ikke ignoreres. Menneskene er spejle af Guds Navne og Egenskaber, og er dermed adskilt fra resten af skabelsen, med æren af at være ansvarlige for at gøre Jorden rig i Hans navn. Hvis de ikke kan fatte den visdom og formålene bag ethvert gode eller onde, der bliver sendt til dem fra deres Skaber, kan de ikke undgå desperation og pessimisme. Som man kan se det i den eksistentielle litteratur, bliver livet for dem en meningsløs proces, eksistens bliver til et formålsløst tomrum, nonsens bliver det eneste kriterium, selvmord bliver en berømmet handling og døden bliver den eneste uundgåelige realitet.
Menneskehedens Basale Natur
Efter denne præsentation af de emner, der udgør grundlaget for dette subjekt som en indledning, kan vi nu vende tilbage til vore betragtninger vedrørende det tredje årtusinde.
Menneskets historie begyndte med to mennesker, der udgjorde menneskehedens essens, og komplementerede hinanden. Folk levede et roligt liv på de oprindelige forældres tid og de familier, der nedstammede fra dem. De udgjorde et sammenhængende samfund. De havde de samme synspunkter og delte de samme omgivelser og liv.
Fra den dag har menneskehedens essens været uforandret, og den vil forblive at være det. De realiteter, der omgiver deres liv, deres fysiske struktur, vigtigste egenskaber, grundlæggende behov, sted og tidspunkt for fødsel og død, udvælgelse af forældre og fysik, medfødte egenskaber såvel som den omgivende natur har ikke ændret sig. Alle disse kræver nogle essentielle og vitale uforanderlige realiteter og værdier. Derfor skal udviklingen og ændringerne i livets sekundære realiteter dreje sig om disse primære realiteters akse, så livet kan fortsætte som et paradis på Jorden under Himlens skygge.
Vi omtalte oven for nogle tilfælde, der virker skadelige og ubehagelige. På samme vis findes der menneskelige træk, såsom had, jalousi, fjendskab, ønsket om at dominere andre, grådighed, raseri og egoisme, der synes onde ved første blik. Et menneske har også andre, medfødte drifter og behov, der tillader fortsættelsen af vedkommendes jordiske tilværelse. Det er fx behovet for at spise og drikke samt lystens og vredens drifter. Alle menneskets drifter, behov og begær skulle rettes ind og trænes efter de evige, universelle og uforanderlige værdier, som henvender sig til menneskehedens fundamentale aspekter. I den henseende kan behovet for at spise og drikke og begæret, der associeres med lyst og raseri, tæmmes og omdannes til midler for absolut eller relativt godt.
På samme vis kan egoisme og had blive til kilder til fine egenskaber og godhed. Jalousi og rivalisering kan omdannes til konkurrence i velgørenhed og gode gerninger. Følelser af fjendskab kan omdannes til fjendskab overfor Satan, menneskehedens største fjende, og imod selve følelsen af fjendskab og had. Grådighed og raseri kan tvinge én til at gøre gode gerninger uden at trættes. Egoisme kan udpege den kødelige sjæls (nafs) onde aspekter og dermed søge at træne og rense sjælen ved ikke at undskylde dens onde gerninger.
Alle negative følelser kan omdannes til kilder til godt ved træning og kamp. Det er således, man når til niveauet for "Skabelsens bedste", ved at rejse vejen for omdannelse fra et potentielt menneskeligt væsen til et virkeligt og fuldkommengjort menneske, til at blive det fineste symbol, model og personlige repræsentant for skabelse og eksistens.
På trods af denne kendsgerning følger menneskelivets realiteter ikke altid disse retningslinier. Negative følelser og egenskaber besejrer ofte mennesker, trækker dem ind under deres herredømme i en sådan grad, at selv religionerne, der leder folk til godhed og venlighed, bliver misbrugt ligesom de følelser og egenskaber, der er kilder til absolut godt. Menneskelivet, både på det individuelle plan og menneskeheden i sin helhed, er intet andet end summen af indre, personlige kampe og deres ydre manifestationer. Disse tidevand gør individets, samfundets og historiens verden til en krigsskueplads, strid, krig, undertrykkelse og tyranni. Resultatet er, at de som regel er menneskene selv, der lider under følgerne.
Mænd og kvinder vil altid modtage frugterne af deres gerninger. I den første del af historien levede menneskeheden et lykkeligt liv som et enkelt samfund, hvis medlemmer delte sorger og glæder. Men senere hen bandt de deres nakker og fødder med et rustent åg bestående af undertrykkelsens lænker som et resultat af jalousi, grådighed og misundelse over andres rettigheder og ejendele. Konsekvensen blev Kains mord på Abel. Som resultat heraf trådte menneskeheden ind på uenighedens vej. På trods af, at millennierne følger hinanden ligesom dage, årstider og år, fortsætter dette "kredsløb" stadig.
Det Andet Millennium
Det andet millennium begyndte med korstogene og derpå mongolernes invasion af den muslimske verden, som på den tid var ligesom jordens og historiens hjerte. Men trods krigene og ødelæggelserne og trods de forbrydelser, der er blevet begået, sommetider i religionens navn og sommetider i økonomiens, politikkens og den militære overmagts navn, har dette årtusinde set toppunktet af Østens civilisationer, baseret på spirituelle, metafysiske, universelle og evige værdier, og Vestens civilisationer, baseret på de fysiske videnskaber. Der er fremkommet mange betydningsfulde geografiske opdagelser og videnskabelige opfindelser.
Imidlertid eksisterede Østens og Vestens civilisationer adskilt fra hinanden. Denne adskillelse, der aldrig burde have forekommet, skyldtes, at den førstnævnte trak sig bort fra intellekt og videnskab, mens den sidstnævnte trak sig bort fra åndelighed, metafysik og evige, uforanderlige værdier. Som konsekvens har de sidste århundreder af dette årtusinde bevidnet katastrofer, der er vanskelige at fatte. Som følge af menneskehedens voksende arrogance og egoisme, der stammer fra dens resultater, har mænd og kvinder blevet nødt til at leve gennem verdensomspændende kolonialisme, umådelige massakrer, revolutioner, der kostede millioner af liv, ufatteligt blodige og ødelæggende krige, racediskrimination, umådelig social og økonomisk uretfærdighed, samt jerntæpper opbygget af regimer, hvis ideologi og filosofi søgte at fornægte menneskehedens essens, frihed, værd og ære. Det er delvist af denne grund og delvist på grund af nogle spådomme fra Bibelen, at mange mennesker i Vesten frygter, at verden igen vil blive vædet i floder af blod, sygdom og ødelæggelse. De er ret pessimistiske og bekymrede for det nye årtusinde.
Vore Forventninger
Moderne kommunikationsmidler og transport har forvandlet verdenen til en stor, global landsby. Så de, der tror, at nogen radikale forandringer i ét land udelukkende kan bestemmes af det land og forblive begrænset til det, er uvidende om dagens realiteter. Denne tid er en periode for interaktive relationer. Nationer og folkeslag har mere brug for, og er mere afhængige af hinanden, hvilket befordrer nærhed i gensidige relationer.
Dette netværk af relationer, som er kommet over den brutale kolonialismes periode, og eksisterer på grundlag af gensidige interesser, giver nogle fordele til den svagere part. Dertil kommer, at på grund af teknologiens fremskridt, især digital elektronisk teknologi, vokser tilegnelsen og udvekslingen af information gradvist. Som resultat kommer individet i forreste række, og gør det uundgåeligt at demokratiske regeringer, der respekterer de personlige rettigheder, vil erstatte undertrykkende regimer.
Da hvert individ er ligesom en art i forhold til andre arter, kan individuelle rettigheder ikke ofres for samfundets skyld, og sociale rettigheder ikke skal afhænge af individuelle rettigheder. Det er derfor, de grundlæggende menneskerettigheder og friheder, der findes i de åbenbarede religioner, begyndte at interessere et krigstræt Vesten. De skal nyde førsteprioritet i alle relationer. I spidsen for disse rettigheder er retten til livet, der er skænket, og kun kan tages, af Gud. For at tydeliggøre vigtigheden af denne ret i Islam er et grundlæggende princip i Koranen: Hvis et menneske dræber et andet uretfærdigt, er det det samme som, hvis han havde dræbt hele menneskeheden; hvis én redder en anden, er det det samme som, han eller hun havde reddet hele menneskeheden (5:32).
Andre rettigheder er friheden til religion og tro, tanke og udtryk, retten til at have ejendom og ens hjems ukrænkelighed, at gifte sig og få børn, at kommunikere og rejse samt retten og friheden til undervisning. Principperne i islamisk retslære er baseret på disse og andre rettigheder, som alle accepteres af moderne retslige systemer, såsom beskyttelsen af liv, religion, ejendom, fortsættelse af slægten samt intellekt såvel som menneskenes lighed baseret på den kendsgerning, at alle folk er mennesker og forkastelse af al form for diskrimination baseret på race, farve eller sprog. Alle disse vil blive og burde blive ufravigelige kernepunkter i det nye millennium.
Jeg tror og håber, at det nye millenniums verden vil blive et lykkeligere, mere retfærdigt og mere medfølende sted, i modsætning til nogle menneskers frygt. Islam, Kristendom og Judaisme kommer alle fra den samme rod, har næsten de samme kernepunkter og næres fra den samme kilde. Selvom de har levet som rivaliserende religioner gennem århundreder, gør deres fælles punkter og deres delte ansvar for at bygge en lykkelig verden for alle Guds skabninger det nødvendigt med en dialog på tværs af religionerne. Denne dialog er nu blevet udvidet til også at omfatte Asiens religioner samt andre områders. Resultaterne har været positive.
Som nævnt oven for vil denne dialog udvikle sig som en nødvendig proces, og tilhængerne af alle religioner vil finde måder til at komme hinanden nærmere og hjælpe hinanden.
Tidligere generationer blev vidner til en kamp, som aldrig burde have fundet sted: videnskab imod religion. Denne konflikt blev ophav til ateisme og materialisme, som fik større indflydelse på Kristendommen end på nogen anden religion. Videnskab kan ikke være i modstrid med religion, for dens formål er at forstå naturen og menneskeheden, som hver især er en manifestation af Guds Egenskaber af Vilje og Magt. Religion har sin oprindelse i den Guddommelige Egenskab af Tale, som blev manifesteret gennem menneskehedens historie som Guddommelige Skrifter, såsom Koranen, Evangelierne, Toraen og andre. Takket være kristne og muslimske teologers og forskeres anstrengelser ser det ud til, at den få århundreder gamle konflikt mellem videnskab og religion vil finde en afslutning, eller i det mindste vil dens absurditet blive erkendt.
Afslutningen på denne konflikt og en ny type uddannelse, der sammensmelter religiøs og naturvidenskabelig viden med moral og spiritualitet, vil frembringe ægte oplyste mennesker med hjerter illumineret af religiøse videnskaber og spiritualitet, sind illuminerede af positive videnskaber karakteriseret ved alle slags menneskelige dyder og moralske værdier og opmærksomme på socioøkonomiske og politiske forhold i deres tid. Vor gamle verden vil opleve en skøn "forårstid" før dens afgang. Dette forår vil se kløften mellem rig og fattig snævre ind; verdens rigdomme hovedsageligt fordelt retfærdigt i henhold til ens arbejde, kapital og behov; fravær af diskrimination baseret på race, farve, sprog og verdensanskuelse; og grundlæggende menneskerettigheder og friheder beskyttet. Individerne vil være i forgrunden og ved at lære, hvordan de kan virkeliggøre deres potentiale, vil stige op ad vejen til at blive "det mest ophøjede menneske" på vingerne af kærlighed, viden og tro.
I dette nye forår, når videnskabelig og teknologisk fremgang tages i betragtning, vil folk forstå, at det nuværende stade af videnskab og teknologi ligner det stade, hvor et spædbarn lærer at kravle. Menneskeheden vil arrangere ture ud i rummet, som om man rejste til at andet land. Rejsende på vejen til Gud, disse selvofre for kærlighed, som ikke har tid til fjendtligheder, vil bære inspirationerne i deres sjæle med sig til andre verdener.
Ja, dette forår vil rejse sig på et fundament af kærlighed, medfølelse, barmhjertighed, dialog, accept af andre, gensidig respekt, retfærdighed og rettigheder. Det vil blive en tid, hvor menneskeheden opdager sin virkelige essens. Godhed og venlighed, retfærdighed og dyd vil udgøre den grundlæggende essens i verden. Uanset hvad der sker, vil verden komme ind på dette spor, før eller siden. Ingen kan forhindre dette.
Vi beder og bønfalder den Uendeligt Medfølende Ene om ikke at lade vore håb og forventninger blive til intet.
- Oprettet den .