Tolerance Ønsket af Alle
Islam er blevet klart defineret både i Koranen og i Profetens Traditioner, må fred og velsignelser være med ham. Vore lærde har defineret religion som en samling af discipliner og principper, som Gud har nedfældet, så mennesker kan nå til det gode i alle livets aspekter og i det Hinsidige ved at adlyde dem. Islam betyder overgivelse, og den lover fred og sikkerhed til alle. Den er symbolet på sikkerhed. Mange af Koranens vers understreger det næste liv, hvor de behandler emnet religion. Profeten betegner en muslim som et menneske, overfor hvis tunge og hænder alle kan føle sig sikre. Her vil jeg gerne spørge om, hvorvidt en religion, der er baseret på og sigter efter sikkerhed for alle og én der følger den, kan skade nogen anden? Jeg er ikke sikker på, om vi har forstået Islam, som vi skal forstå den. Sommetider bruger vi religion til at bestyrke vore egne tanker og dagdrømme og lader dem af og til fremstå klædt i religionens klædedragt. Islam er universel og kom for at inkludere alle mennesker.
Lægmandsstyre, sekularisme og republik
Vi diskuterer begreber som lægmandsstyre og sekularisme og andre begreber, der er blevet ideologier, som kemalisme. Og der er nogle mennesker på begge sider, der misforstår dem. Folk, der ignorerer eller overdriver disse begreber, har en tendens til at være stridbare. Der er unægteligt nogle kloge folk på begge sider; sådanne mennesker bør huskes med taknemlighed. Det er konstant blevet understreget, at dette kunstige skænderi er formålsløst. For eksempel er det blevet sagt mange gange: "Lad os tage hensyn til hinanden og acceptere alle, som de er." Uheldigvis er de tilgange, jeg her har skitseret, blevet fortolket på forskellige måder. Nogle mennesker har sagt: "Hvis du introducerer lægmandsvælde som i Vesten, vil jeg være den første til at forsvare det."
Det indebærer derfor, at der ikke er nogen, der vil indvende noget mod et velstruktureret lægmandsvælde, der vil sikre tanke- og trosfrihed, samt at staten og Kirken ikke blander sig i hinandens sager. De samme betragtninger gør sig gældende med hensyn til demokrati. Rent faktisk er der heller ikke nogen, der har forkastet Republikken endnu. I århundredets begyndelse sagde Bediüzzaman: "Jeg er mere republikaner end I alle. Da jeg var i Østen, gav jeg bønnerne i min suppe til myrer. Jeg blev spurgt hvorfor. Jeg sagde, at myrer og bier er republikanere. Jeg er en, der taler for republikken, men ikke den slags republik, der blot er det af navn og ceremonier. Jeg taler for den sande republik, der er baseret på rimelighed og retfærdighed med flertallets deltagelse", og han henviste til tiden med de Fire Retledte Kaliffer, som eksempel. Derfor tror jeg ikke, at selv det mest religiøst konservative menneske kan være imod ideen om en republik.
Nogle foretrækker at forstå lægmandsstyre på en anden måde. Ifølge en kommentar har der aldrig været et tidspunkt, hvor lægmandsstyret ikke har været implementeret i de tyrkiske stater. For eksempel har ikke-muslimer altid kunnet bo i sikkerhed blandt os. Der er aldrig blevet rørt ved deres religioner. Adskillige moderne fortolkere giver i dag verset "Lekum dinukum veliyedin" (I har jeres egen vej, og jeg har min) fra kapitlet al-Kafirun (De Utroende) som eksempel.
Hemmeligheden bag Osmannernes storhed
Hemmeligheden bag den osmanniske storhed, der satte dem i stand til at herske over en vældig, kosmopolitisk befolkning, hvoraf kun 1/20 var rent tyrkiske, på et område, der strakte sig over tre kontinenter gennem mange århundreder og satte dem i stand til at varetage sikkerheden på bedst mulig vis, ligger i osmannernes tolerance af alle trosretninger. Det vil sige, at de praktiserede sandt lægmandsvælde, sådan som det forstås af nogle.
I dag er der mange tyrkiske intellektuelle, der påstår at lægmandsinstiturionen ikke er særlig godt implementeret i Tyrkiet. Folk i Vesten siger det samme. Selvom situationen ikke er præcis, som de ser den, er der imidlertid nogle problemer i Tyrkiet. Lægmandsprincippet blev indskrevet som et vigtigt princip, da Republikken blev erklæret.
Jeg er ikke juridisk ekspert; men hvis vi sigter efter, at staten og religion ikke blander sig i hinandens affærer på en måde, der tillader enhver at dyrke sin religion i frihed, da ville det blive nødvendigt at revidere alting i Tyrkiet. Som kontrast hertil bliver lægmandsvælde og sekularisme ofte forvekslet med hinanden. Sekularisme er et system, der mener, at de etiske standarder udelukkende skal fastlægges med henvisning til folkets verdslige velfærd, uden henvisning til religion. Hvis vi kigger på England, er det for eksempel ikke nogen sekulær nation, for Kirken og regeringen er blandet sammen. Imidlertid er der ingen, der kan hævde, at Englands regeringssystem er teokratisk, og derfor er England ikke lægmandsstyret. I Islam findes der et legalt princip, der kaldes istihsan. Det betyder, at når man laver love, skal man tage folkets velfærd i betragtning. Så, baseret herpå, er der nogen, der endda påstår, at der var en slags sekularisme både i sejdukernes og osmannernes system. Kort sagt er der mange debatter og mange holdninger til disse emner.
Nogle mennesker overfører deres egne ideer på lægmandssystemet og sekularismen. De ønsker ikke at se noget som helst religiøst i folkets sociale liv. Men hvis demokrati er tænkt som et system, der skal tilfredsstille alle menneskets behov - hvis det hjælper de troende arrangere deres liv indtil graven, hvis det har evnen til at skabe en atmosfære, hvor folk kan søge svar på deres spørgsmål vedrørende det næste liv - vil det være i modstrid med lægmandsstyre?
Et menneske er ikke bare en krop. Mennesker har også en sjæl; de har et metafysisk aspekt udover de fysiske; de har åndelighed såvel som verdslighed. Man skal tage hensyn til alle deres karakteristika, så de kan mærke den velfærd, demokratiet lovede. Jeg synes, at et fuldkomment demokrati skal opfylde alle menneskers fysiske og metafysiske behov.
Efter min mening er det første, vi skal gøre, at justere vore følelser og tanker og derefter ændre vores holdning. Vi må have respekt for hinanden. Da vil skænderierne ophøre, og selvom nogle få mennesker stadig vil blive ophidsede, vil størstedelen af vor nation være lykkelige.
Den periode, vi går igennem
Nogle muslimer i Tyrkiet anser måske de folk, der ikke praktiserer Islam, som værende fjenden, fordi de ignorerer Islams grundlæggende principper. Desuden driver de dem længere bort fra både den religion, de repræsenterer og fra dem selv, idet de sommetider kalder dem for "folk fra den anden side", "syndere" eller "vantro". Men virkeligheden er ikke bare sort og hvid. Efter min mening tager både de muslimer, der opdeler samfundet i troende og ikke-troende, og de, som er i modsætning til dem, som reaktionære og antidemokrater, fejl. I vore dage er der en stigende hældning mod religion udover hele verden. Vi lever i en tid, hvor de religiøse værdier er ved at vende tilbage, og de døre til det metafysiske, der var lukkede, er blevet genåbnet. Derfor er ethvert ord og hver en mening, der udtales om religion, uhyre vigtig. Derfor bør vi prioritere det, som religionen prioriterer. Det er kærlighed, medfølelse, tolerance og dialog.
Vi har brug for en selvkritik
Jeg tror, at især de mennesker, der hævder at være førende repræsentanter for Islam for tiden, skal overveje, hvad de udtaler "på religionens vegne". De bør tænke på de religiøse fortolkninger og anvendelser hos store Imamer som Imam Rabbani, Imam Ghazali og Abu Hanifah, og tvivle på sine tanker og holdninger.
Hvis ikke de gør det, vil nogle hårde og strenge holdninger, de sommetider udviser, efter min mening, minimere den islamiske ånd og mening. Vi bør søge at nå til Profeten Muhammads, må fred og velsignelser være end ham, horisont. På hans horisont er der ingen overvejelser om jordiske positioner. Det eneste, der gælder, er Gud's godkendelse.
Lad os uddybe dette lidt mere: Hvis jeg, for den tjeneste, jeg forsøger at gøre, blev tilbudt Sultan Mehmets erobring af Istanbul samt hans hele herredømme, ville jeg beklage mig og sige: "Hvorfor har de kun givet mig så lidt?" Det er fordi, jeg ønsker en langt større ting: Gud's godkendelse og velbehag.
Jeg vil gerne gøre sagen helt klar for at undgå misforståelser: Jeg kritiserer ikke sultan Mehmet Erobreren. Han var en stor statsmand, belæst og en stor befalingsmand. Men jeg mener, at hans - og alle menneskers - virkelige storhed ligger i deres anseelse hos Gud og deres tilknytning til det største ideal: at opnå Gud's godkendelse og velbehag.
Sultan Mehmet stræbte faktisk også efter Gud's velbehag ved at bringe hjerter til Gud. Men på grund af tiden og på grund af hans egen position blev han nødt til at gøre det militært. Men i dag bør visdom, viden, åndelighed og moral stå i forgrunden. Som jeg sagde i et Tv-program, ville jeg sige, hvis den højeste jordiske position blev tilbudt mig: "Hvorfor ydmyger disse mennesker mig, og hvorfor foreslår de, at jeg stiger nedad." Jeg mener, at hvis Gud har givet menneskene evnen til at nå Gabriels stade, da bør de stræbe efter højere og højere mål end noget jordisk sådant.
Man kan sammenfatte det ved at sige, at folk, der handler udfra ønsket om en højere jordisk position, ikke kan tænke på en fornuftig måde. Vi kan blive blandet ind i intriger. Ord bliver misfortolket. Men historiens forløb har vist, at statiske kræfter altid er afgørende og motiverende for de dynamiske kræfter. I fremtiden vil nogle blandt dem, der ikke har nogen interesse i verdslige mål, måske begynde at hælde mod jordiske stillinger og positioner. Men jeg trækker altid opmærksomheden mod tjenesteskabet overfor Gud, som er den største af positioner, og det vil jeg fortsætte med, så længe jeg lever.
- Oprettet den .