Islam som en Religion af Universel Barmhjertighed
Livet er Guds fremmeste og mest manifesterede velsignelse. Det sande og evigtvarende liv er det i det Hinsidige. Da vi kan gøre os fortjent til det liv ved at glæde Gud, sendte Han Profeter og åbenbarede Skrifter og af Sin medfølelse for os. Af denne grund begynder Han, mens Han nævner Sine velsignelser over menneskene i Sura al-Rahman (den Al-Barmhjertige): Al-Rahman, Han lærte jer Koranen, skabte menneskeheden, og lærte den at tale (55:1-4).
Alle aspekter i livet er en øvelse for livet bagefter, og enhver skabning er optaget af dette mål. Orden er tydeligt tilstede i enhver anstrengelse, og medfølelse bor i hvert eneste resultat, der nås. Nogle "natur-begivenheder" eller sociale rystelser bryder man sig måske ikke om i begyndelsen, men vi bør ikke betragte dem som uforenelige med medfølelse. De er som mørke skyer eller torden og lyn, der, selvom de forskrækker, ikke desto mindre bringer de gode nyheder om regn. Således priser hele universet den Al-Medfølende.
Profeten Muhammad er som en kilde med rent vand i ørkenens hjerte, en kilde til lys i et altomsluttende mørke. Barmhjertighed var som en magisk nøgle i Profetens hænder, for med den åbnede han hjerter, der var så forhærdede og rustne, at ingen troede, de kunne åbnes. Men han gjorde mere end det: han tændte en fakkel af tro i dem.
Guds Budbringer prædikede Islam, den universelle barmhjertigheds religion. Imidlertid er der nogle selv-udråbte humanister, der siger, at den er "en sværdets religion". Dette er fuldstændigt forkert.
På samme vis er det også ret vigtigt at fordele medfølelse og finde ud af hvem, der fortjener den, fordi "medfølelse med en ulv skærper dens appetit, og da den ikke er tilfreds med det, den får, kræver den stadigt mere." Medfølelse med syndere gør dem endnu mere aggressive og opmuntrer dem til at modarbejde andre. I virkeligheden betyder sand medfølelse, at sådanne mennesker forhindres i at begå fejl. Da Guds Budbringer bad sine Ledsagere om at hjælpe folk, når de var retfærdige og uretfærdige, bad de ham om at forklare dette tilsyneladende paradoks. Han svarede: "I hjælper sådanne mennesker ved at forhindre dem i at begå uret." Så medfølelse kræver at de, som er årsag til uro enten hindres adgang til de midler, de bruger, eller at de stoppes. Ellers vil de til sidst få kontrol og gøre, som de har lyst til.
Guds Budbringers medfølelse indbefattede ethvert væsen. Han vidste, at hvis man tillod at blodbesudlede, blodtørstige mennesker kontrollerede andre, ville det blive den værst tænkelige form for tyranni. Derfor krævede han, ud af medfølelse, at lammene skulle kunne leve, sikret mod ulvenes angreb. Han ønskede selvfølgelig, at enhver blev vejledt. Faktisk var dette hans største bekymring: Nu kan det også være, at hvis de ikke tror på dette Budskab, at du vil fortære dig selv, følge efter dem, med sorg (18:6). Da han blev hårdt såret ved Uhud, løftede han hænderne og bad: "Oh Gud, tilgiv mit folk, for de ved ikke."
Mekkanerne, hans eget folk, tilføjede ham så megen lidelse, at han til sidst emigrerede til Medina. Selv efter det var de næste fem år langt fra fredfyldte. Men da han besejrede Mekka uden blodsudgydelse i sit Profetskabs 21. år, spurgte han polyteisterne i Mekka: "Hvordan tror I nu, jeg vil behandle jer?" De svarede enstemmigt: "Du er en adelsmand, søn af en adelsmand." Derpå fortalte han dem sin beslutning: "I kan gå, for der skal ikke bebrejdes jer noget på denne dag. Må Gud tilgive jer. Han er den Mest Medfølende." [1]
Budbringeren viste den allerstørste grad af medfølelse over for de troende: Der er kommet en Budbringer til jer fra jeres egne; jeres lidelser volder ham sorg; han ængstes for jer, er fuld af bekymring for jer, fuld af medlidenhed overfor de troende, medfølende (9:128). Han sænkede ned til de troende sin vinge af ømhed gennem barmhjertighed (15:88) og var de troendes vogter og nærmere dem end deres egne selv (33:6).
Hans medfølelse udstrakte sig endda til hyklerne og polyteisterne. Han vidste, hvem hyklerne var, men pegede dem aldrig ud, for dette ville have frataget dem deres fulde borgerrettigheder, som de havde opnået ved udadtil at bekende sig til troen og dens udøvelse.
Angående de vantro fjernede Gud deres kollektive ødelæggelse, selvom Han havde udslettet mange sådanne folk i fortiden:
Men Gud ville aldrig tugte dem, mens du var iblandt dem; Gud ville aldrig tugte dem, mens de bad om tilgivelse (8:33). Disse vers henvender sig ikke-troende til alle tider. Gud vil ikke ødelægge folkeslag fuldstændigt, så længe de, som følger Budbringeren, er i live. Derudover har Han ladet angerens dør stå åben indtil den Sidste Dag. Enhver kan tage imod Islam eller bede om Guds tilgivelse, uanset hvor syndige, de anser sig selv for at være.
Af denne grund er en muslims fjendskab over for vantro en slags medlidenhed. Da `Umar så en 80-årig, der var uden tro, satte han sig og hulkede. Da han blev spurgt om, hvorfor han gjorde det, svarede han: "Gud tildelte ham så langt et liv, men han har ikke kunnet finde den sande vej." `Umar var Guds Budbringers discipel, og denne sagde: "Jeg blev ikke sendt ned for at nedkalde forbandelser over folk, men som en barmhjertighed" [2] og "Jeg er Muhammad, og Ahmad (den priste) og Muqaffi (den Sidste Profet); jeg er Hashir (den endelige Profet, i hvis nærvær de døde skal genopstå); angerens Profet (Profeten for hvilken angerens dør altid vil stå åben) og barmhjertighedens Profet." [3]
Guds Budbringer var særligt medfølende over for børn. Når han så et barn græde, satte han sig ned ved siden af det og delte dets følelser. Han følte en moders smerte for sit barn mere end, hun selv gjorde. Engang sagde han: "Jeg står i bøn og ønsker at forlænge den. Men jeg hører et barn græde, og afkorter bønnen for at mindske moderens ængstelse." [4]
Han tog børn i favnen og gav dem knus. Engang, da han omfavnede sine elskede børnebørn, Hasan og Husayn, fortalte Aqra ibn Habis ham: "Jeg har ti børn, og aldrig har jeg kysset et eneste af dem." Guds Budbringer sagde: "Den, der ikke viser medlidenhed med andre, bliver der heller ikke vist medlidenhed med." [5] Ifølge en anden version tilføjede han: "Hvad kan jeg gøre for dig, hvis Gud har fjernet medfølelse fra dig?" [6]
Engang sagde han: "Hav medlidenhed med dem på Jorden, så at dem i Himlene vil have medlidenhed med jer." [7] Engang, da Sa'd ibn `Ubada blev syg, besøgte Guds Budbringer ham derhjemme, og da han så sin trofaste Ledsager i denne ynkelige tilstand, begyndte han at græde. Han sagde: "Gud straffer ikke på grund af tårer eller sorg, men Han straffer på grund af denne," og han pegede på sin tunge. [8] Da ´Uthman ibn Mad´un døde, græd han overstrømmende.
Engang slog et medlem af Banu Muqarrin-klanen sin tjenestepige voldsomt. Hun fortalte det til Guds Budbringer, som sendte bud efter manden. Han sagde: "Du har slået hende uden nogen retfærdig grund. Sæt hende fri." [9] Det var langt bedre for manden at sætte en slave fri end at han skulle straffes i det Hinsidige for denne handling. Guds Budbringer beskyttede og støttede altid enker, forældreløse, de fattige og handicappede, endda inden han erklærede sin Profetgerning. Da han ophidset vendte hjem fra Hira-bjerget efter den første åbenbaring, sagde hans kone Khadijah til ham: "Jeg håber, du bliver Profet for denne Ummah, for du siger altid sandheden, holder hvad du lover, støtter dine slægtninge, hjælper de fattige og svage og trakterer gæster." [10]
Hans medfølelse omfattede selv dyr. Vi hører fra ham: "En prostitueret blev ledt til sandheden af Gud og kom til sidst i paradis, fordi hun gav vand til en hund, der var ved at dø af tørst. En anden kvinde kom i helvede, fordi hun lod en kat dø af sult." [11] Engang, da de var på vej hjem efter et militært togt, fjernede nogle ledsagere nogle fugleunger fra deres rede for at stryge dem. Fuglemoderen kom tilbage, og da den ikke kunne finde sine små, begyndte den at flyve skrigende rundt. Da Guds Budbringer hørte om dette, blev han vred og beordrede, at fuglene blev lagt tilbage i reden. [12]
Engang i Mina angreb nogle af hans ledsagere en slange for at dræbe den. Det lykkedes den imidlertid at undslippe. Guds Budbringer, der betragtede dette længere borte fra, bemærkede: "Den blev frelst fra jeres ondskab, ligesom I blev frelst fra dens (ondskab)." [13] Ibn `Abbas fortalte, at Guds Budbringer engang så en mand hvæsse sin kniv lige foran det får, der skulle slagtes, og spurgte ham: "Vil du slagte det flere gange?" [14]
Han udslettede alle forskelle på racer og farver. Engang blev Abu Dharr så vred på Bilal, at han fornærmede ham: "Du, søn af en sort kvinde!" Bilal kom hen til Guds Budbringer og fortalte tårevædet om begivenheden. Budbringeren bebrejdede Abu Dharr: "Har du stadig spor efter jahiliyya?" Fuld af anger lagde Abu Dharr sig på jorden og sagde: "Jeg vil ikke løfte mit hoved (dvs. rejse sig op), medmindre Bilal sætter sin fod på det og går hen over det." Bilal tilgav ham, og de blev forsonede.[15]
[1] Ibn Hisham, Sira al-Nabawiya, 4:55; Ibn Kathir, al-Bidaya wa al-Nihaya, 4:344.
[2] Muslim, Sahih, "Birr," 87.
[3] Ahmad ibn Hanbal, Musnad, 4:395; Muslim, Sahih, "Fada'il," 126.
[4] Bukhari, Sahih, "Adhan," 65; Muslim, Sahih, "Salat," 192.
[5 Sahih al-Bukhari, "Adab," 18.
[6] Bukhari, Sahih, "Adab," 18; Muslim, Sahih, "Fada'il," 64; Ibn Maja, Sunan, "Adab," 3.
[7] Tirmidhi, Sunan, "Birr", 16.
[8] Bukhari, Sahih "Jana'iz," 45; Muslim, Sahih, "Jana'iz," 12.
[9] Muslim, Sahih, "Ayman," 31, 33; Ibn Hanbal, Musnad, 3:447
[10] Ibn Sa'd, al-Tabaqat al-Kubra', 1:195.
[11] Bukhari, Sahih, "Anbiya'," 54, "Musaqat," 9; Muslim, Sahih, "Salam," 153; Ibn Hanbal, Musnad, 2:507.
[12] Abu Dawud, Sunan, "Adab", 164, "Jihad," 112; Ibn Hanbal, Musnad, 1:404.
[13] Nasa'i, Sunan, "Hajj," 114; I. Hanbal, Musnad, 1:385.
[14] Hakim, Mustadrak, 4:231, 233.
[15] Bukhari, Sahih, "Iman," 22.
- Oprettet den .