Humanisme og Kærlighed til Menneskeheden
Kærlighed er et af vor tids mest omdiskuterede og efterstræbte emner. Kærlighed er som en rose i vor tro, der aldrig visner, en trone i vort hjerte, der aldrig rokkes. Ligesom Gud vævede universet som et tæppe på kærlighedens vævestol, er den mest magiske og opslugende musik i eksistensens ører kærlighed. Den stærkeste relation mellem individer, der danner familien, samfundet og nationen, er kærlighed. Kærlighed råder over den universelle kosmos, hvor den ene partikel hjælper og støtter den anden.
Dette er i så høj grad sandt, at den mest dominerende faktor i tilværelsens ånd er kærlighed. Hver skabning handler og opfører sig, individuelt i det universelle kor, på sin egen måde, i henhold til den magiske melodi, den har fået som gave fra Gud, i en melodi af kærlighed. Men denne udveksling af kærlighed fra tilværelsen til menneskeheden og fra den ene skabning til den anden, foregår ubevidst, fordi den Guddommelige Vilje fuldstændigt dominerer de skabninger, der ikke har nogen vilje(kraft).
Set i det perspektiv deltager menneskeheden bevidst i denne kærlighedssymfoni i eksistensen. Ved at udvikle kærlighed i deres sande natur, undersøger menneskene måderne at vise den på en menneskelig måde. Derfor skal enhver, uden at misbruge kærligheden i deres ånd og for kærligheden i deres egen naturs skyld, tilbyde virkelig hjælp og støtte til andre. De bør beskytte den generelle harmoni, der er blevet lagt i tilværelsens ånd, og tage hensyn til både den naturlige lov og de love, der er lavet for at regulere menneskets liv.
Humanisme er en tilgang til kærlighed og menneskelighed, der i vore dage ubetænksomt udtales og derfor med lethed bliver anvendt her og der. Nogle kredse forsøger at indføre en abstrakt og ubalanceret forståelse af humanisme ved at forvirre folk om Islam og vække mistanke i deres hjerter. Det vil blive svært, f.eks., at "have ondt af" de, der er blandet ind i anarki og terror. Det vil blive svært at forlige den mærkelige adfærd hos både de, som myrder uskyldige mennesker - og, mere afskyeligt, gør det i navn af nogle religiøse værdier og de, som ubesindigt beskylder Islam for at tillade terrorangreb - med humanisme.
Alle troende bør følge Profeten, må fred og velsignelser være med ham, i at viderebringe sandheden. De må aldrig opgive at overbringe folk principperne for lykke i begge verdener. Ledsagerne, der som samfund var et levende eksempel på sandheden, legemliggjort ved Profeten, blev eksempel på mådehold og balance i alle sager.
Nogle bemærkelsesværdige mennesker fra den heldige generation, der fulgte efter Ledsagerne, ville øjeblikkeligt gå til Kaliffen, hvis de ved et uheld havde trådt på en græshoppe, for at få at vide, hvad deres straf ville blive. Når vi ser på vore moskeers og minareters ydre mure, der udstråler lys, kan vi se små huller, der er lavet for at fuglene kan finde hvile, som udtryk for dybden i vore forfædres kærlighed. Vor historie er gennemvævet af sådanne yderst menneskelige bestræbelser på at beskytte dyr såvel som mennesker.
Indenfor rammerne af Islams universelle principper er overvejelserne og ideen om kærlighed meget afbalanceret. Undertrykkere og aggressorer har benægtet denne kærlighed, fordi ligesom den kærlighed og barmhjertighed, der vises overfor aggressorer gør dem mere aggressive, tilskynder den dem også til at krænke andres rettigheder. Af denne grund bør der ikke vises barmhjertighed overfor folk, der truer universel kærlighed. Barmhjertighed overfor undertrykkeren er den mest ubarmhjertige gerning, man kan gøre overfor de undertrykte. Men vi skal vise barmhjertighed overfor de, der uden at ville det, faldt i eller føler anger for deres fejl. Profeten sagde: "Hjælp jeres brødre/søstre uanset om de er undertrykkere eller ofre. I kan hjælpe undertrykkerne ved at få dem til at stoppe deres undertrykkelse (af andre)." [1]
[1] Bukhari, Mazalim, 4; Tirmidhi, Fitan, 68.
- Oprettet den .