Et Udstrakt Ønske i Lyset af Historiske Gentagelser

Siden menneskehedens skabelse fulgte dag efter nat, og lys blev altid ledsaget af mørke. På samme måde som lyset veksler med mørke over Jorden, blev lyse dage fulgt af begsorte dage, og afslappede æraer blev erstattet med kriseperioder. Fra tid til anden var næsten hvert et hjørne dækket af konflikters og ateismens mørke. Veje lå hen uden belysning. Menneskeheden som overvundet af mørke. Nogle uhæmmede mennesker med tomme ideer myldrede på scenen, idet de sendte deres ildevarslende mumlen ud over verdenen. Til tider holdt den kollektive samvittighed vejret overfor den larm, de lavede, og trådte ind i en kontemplation af stilhed. Derpå fik ordet et dårligt rygte. Slaver fik autoritetens segl. Masserne blev demagogers legetøj. De blev manipuleret til stilhed eller handling efter forgodtbefindende. Uegnede personer blev erklæret stjerner, mens talentfulde mennesker blev hindret i at opnå stjernestatus. Falske prætentioner og dialektisk filosofi blokerede for logik og fornuft. Onde tanker erstattede anstændige ideer. De institutioner, hvorfra man forventede barmhjertighed og medfølelse, blev besat af grove sjæle, der var optaget af had og fjendskab. Ved at bruge disse institutioner såede de uvenskabets frø blandt menneskene, og gjorde dem til fjender af hinanden. Der blev gjort stor skade på den religiøse tænkning. De kriterier, der havde holdt længe, blev underminerede og alt blev til kaos. Kopper med søde drikke blev erstattet med giftbægre, skåle med honning og fløde med krukker af affald, og lys med mørke.

I disse frygtelige og uhyggelige æraer blev sindene så forvirrede, at folk ikke kunne andet end at føle vrede, selv når de rakte hånden ud mod de ædleste og mest anstændige ting. Uden nogen tillid omtalte vi hinanden som "vilde", "dyr", "utæmmede" og "barbariske". En lille gruppe trofaste og samvittighedsfulde mennesker blev, hvis de eksisterede, ydmygede og efterladt målløse. Mørkets slaver blev blodtørstige, mens de sjæle der længedes efter lys, ventede på at en hjælpende hånd skulle vise sig på de mirakuløse velsignelsers horisont; de hungrede efter solopgange; de dagdrømte om tider, der ville opstå af barmhjertighed. Når læber krusedes i det mindste af smil af disse betragtninger, blev det fejet bort af de følgende storme af bekymringer; midlertidige øjeblikke af glæde blev effektivt erstattet med årevis af sorger.

I tråd med anskuelsen af "historien gentager sig selv" gælder den ovenstående beretning også på vor tid. Pludselig bliver klare og solrige horisonter dækket med tåge og røg, og vore håb bliver knust, vort udsyn snævres ind og vore hjerter skælver i dysterhed. Glædelige dage er slørede. Mørke skygger over vore tanker; vore viljer er krakelerede, og vore håb er ødelagte. Sommetider føles det som om solen aldrig vil stå op igen og at dagslyset aldrig vil vise sig. Vildfarne sjæle ryster med indre desperation og ledsagende forbandelser.

Hvad os angår er vi, som altid, sikre på at det seneste kaos, der koger af affald, snart vil blive slukket, og lykkebringende dage vil komme, hvori guddommelig skæbne vil rydde vejene for vor nation. Faktisk fortælles der allerede historier fra hjertets mennesker overalt. Overalt er rene sjæle åndeløse i begæret efter at finde det Paradis, de har mistet. Hundredetusindvis af mennesker mediterer over sådanne betragtninger, kontemplerer formålet med skabelsen og naturens årsager. Alligevel går vi igennem en temmelig tåget tidsperiode angående vort åndelige liv. Derudover blæser en frysende vind nogen tid, der fylder luften med sorgens vibrationer. Selv de steder, der strømmer over af glæde, er af og til gennemsyret af bekymringer og fortvivlelse. Ikke desto mindre ved vi alle meget vel at bekymring og fortvivlelse ikke længere står fast. Og når horisonterne er lyse for at hjælpe os med at skelne det gode fra det onde, vil alle de vanskeligheder, man udholdt på vejen, blive formindskede. Afstande vil hurtigt indordne sig under bestræbelser og anstrengelser. Bakker bliver til dale og dalene vil blive mere jævne, og da vil idealer blive flettet sammen med rejsen, og intet spor af vanskeligheder kan mærkes i mødet med stråleglansen fra målets horisonter.

I vore dage rækker hænder ud, om end svagt, mod hjertets reb, og sjælens åndedrag høres overalt. Fornuft og hjerte går hånd i hånd. Tanken omfavner inspiration med dens svimlende dybder. Logik underordner sig guddommelig åbenbaring. Videnskab fører os til tro; kundskab bliver ledet af intuitiv viden; laboratorier uddanner elever til bønnesalen; viljer er levende og resolutte ved hjælp af livets vand, der tilbydes af tro; øjne vandrer på de samme horisonter med indsigt; idet de modsiger fysikken springer metafysiske kilder op allevegne. Det synes indlysende at sne og is, uanset hvor kolde de er, ikke kan overleve længe i den varme, der er tændt i kilderne. Orkaner, uanset hvor kraftige de er, kan ikke slukke faklerne, der er beskyttede af menneskets naturlige tendensers lanterner – så længe de har tilladelse fra Gud. Selvom de fleste af os sommetider bliver purpurrøde, ryster ved forskellige bekymringer eller laver ståhej over stærke vinde, er det tydeligt at vi sender vore varmeste smil til vore omgivelser, som roser der springer ud fra deres knopper, overstadige som nattergale der flagrer fra gren til gren. Vi kan ikke nægte det faktum, at vore hjerter hopper i håb og forventning om at lydene fra "livets vandfald" vil nå os, om at "den hvide hånd" vil svæve over vore hoveder. De allerede vækkede sjæle tænker over disse betragtninger med tillid; det er som om de har nået deres hjerters grænser, og er fulde af glæde af begejstring over at have mærket Paradisets dufte, uanset hvor lille en brise, der er tale om.

Ja, de, der er i stand til at filtrere nutidige begivenheder gennem deres hjerter og sjæle, kan mærke forårets komme, som bringer en skinnende sol og alle afskygninger af grønt under vore fødder. Vandfalde af assistance og indsats gurgler i de guddommelige velsignelsers seng, på vej mod havet, befriet for alle forhindringer; de glider hen over eller ved siden af enhver forhindring de møder, og de forsøger at repræsentere missionen, skænket af guddommelig skæbne, i detaljer med de skønne geometriske linjer, de lader bag sig. Mens de går, hilser vejene dem; tilsyneladende uoverstigelige forhindringer bliver jævnede og nivellerede, som om de kaster sig i støvet for disse hellige (mennesker).

Egentlig er denne tilstand altid tilfældet for de modne sjæle: til alle tider udsender de dufte til deres omgivelser ligesom røgelseskar. Idet de brænder ligesom røgelsespinde, viderebringer de fryden ved at brænde til enhver gennem deres stønnen. Når det er nødvendigt, brøler de som løver og viser deres karakter. Når det er nødvendigt, synger de som nattergale og fylder sjæle med glæde og lettelse. Deres pander er prægede med seglet af at både være kær og ydmyg; de er hverken undertrykte eller tyranner. Det er et fantastisk syn, når de viser deres beskedenhed for deres Herre, idet de opfører sig ydmygt i højeste grad. Kort sagt er de helte, der har klaret at smelte løvelignende adfærd sammen med duelignende vaner i samme kar, og de som får den gave at kende deres indre dybsindigheder, ønsker at altid være sammen med dem.

Hvor jeg dog ønsker, at min krop altid vil skælve som svajende træer for min Herre, i en tilstand af åbenhed overfor denne sarthed, bankende på Hans dør med en længsel efter accept! Hvor jeg dog ønsker, jeg kunne beskæftige mig med mine egne mangler, i stedet for at koncentrere mig om de fejl, jeg ser her og der, at ignorere deres fejltagelser! Hvor jeg dog ønsker, jeg kunne mærke mine egne defekter og nederlag ved hvert et slag af mit pulserende hjerte! Det er mit oprigtige ønske, at de værdier, der skal afvejes på livets vægtskåle, må være produkterne af samvittighedsfuld vurdering, der er blevet filtreret gennem mine indre overvejelser. Det er mit oprigtige ønske at vægtskålen for mine anskaffelser altid er fyldt så meget som muligt, og at al ære går til Ham for mine anskaffelser – jeg længes kontinuerligt efter at fuldstændigt glemme komfort og sløvhed, at søge hjertets fred i arbejde og at blive rolig i vanskeligheder. Jeg ønsker at jamre som Job og græde ligesom David over mine mangler og for min fejlbehæftede adfærd, uanset hvor små – jeg længes efter at vie mig selv til menneskehedens fred og sikkerhed ligeså længe jeg lever. Jeg har et begær om at have så vældig en kærlighed, at den vil omslutte alle med varme og uden forskelsbehandling og jeg ønsker at kunne glemme raseri, had og fjendskab.

Lad os nu hengive os til oplysningen af menneskeheden i dybden, lad os smelte som stearinlys i vore anstrengelser, så vore fjerne eller nære omgivelser bliver oplyst, fremfor i vore selviske begær. Hvor end vi går, lad os være sandhedens stemme og oversætter, med en ånd af virkelig hengivelse, meddeler Ham og viderebringer Hans budskab. Lad os være så fulde af respekt i vore relationer med Gud, og så oprigtige i underkastelse til Ham, at vi får himmelske engle til at misunde os vore manerer og får åndelige væsener til at træde et par skridt tilbage overfor de meninger, der strømmer over fra vore selv. Lad os svøbe os i farverne af de daggry, der følger de nætter hvor de mest inderlige bønner bedes til Gud, og påtage os den rolle, der er blevet os tildelt siden skabelsens tid; lad os være rimelige. Lad os stoppe vor behagelige tilværelse uden at frygte vanskeligheder, og løbe med sådan en hast, at fugle ser på os med ærefrygt; lad os råbe sandheden ud med sådan en ægthed, at de vilde søger tilflugt i deres huler i frygt. Når vi føler os som en løve, lad os ikke vække frygt i mennesker; lad os i stedet forsøge at kaste lænkerne på vor vilje af os. Når vi føler os som ild, lad os ikke antænde nye brande, men oplyse menneskene omkring os ved at tænde stearinlysene. Når vi bliver til en oversvømmelse, lad os da strømme mod haver og frugtgårde for at give dem liv. Når vi blæser som vinde, lad os bære frø med os til udspredning; lad os bringe dråber af fugt sammen for at lære skyerne, hvordan de skal blive til regn som en guddommelig barmhjertighed.

Vi bør virkelig vise ærlig respekt for dem, Gud har beæret. Gud behandler og betragter mennesker forskelligt. Han anbringer måske et menneske i spidsen for at tjene som et alter i herliggørelsen af Ham. Han hvisker måske eksistensens gåde ind i deres sjæl, idet Han kroner dem med et specielt kalifat. Ved at tage dette menneske til nye horisonter gennem tro og intuitiv viden, gør Han dem i stand til at mærke sandheden i Hans tilstedeværelse. Han gør evig glæde klar til sådanne mennesker i det Hinsidige. Han åbner indgange til Paradiset i deres hjerter; Han får denne grottelignende verden til at ligne et venteværelse til det kommende Paradis. Han beærer de, der styrer alle deres handlinger med basis i indsigt i denne verden, ved at tillade dem at se Hans skønhed i det Hinsidige. Han bringer tusinder af aspekter til en-dimensionelle liv. I deres magiske verdener omdanner Han have til Paradisets rosendækkede skråninger, og evigt kogende helveder til pludrende kilder til liv. Han skaber nye verdener med utrolige undere til dem hver dag.

De, som lever i denne verden som blinde, døve og døde, vil givetvis ikke få det mindste glimt af det ovenstående. De, som handler uforsigtigt, endda tager let på vore dages alvorlige forhold, vil sandsynligvis fortsætte med at hyle i anger i fremtiden. Lad os da være årvågne i dag, så vi ikke får besvær med søvn og hvile i morgen. Lad os græde rigeligt i dag, så vi ikke skal græde af fortrydelse i morgen. Lad os til alle tider koncentrere os om den horisont, vi er på vej imod, så vi ikke bliver distraherede af de attraktive ting i vejsiden. Hvis det ikke lykkes for os at betragte denne verden som en markedsplads, hvor der handles med anskaffelser, der skal tages med til det Hinsidige, og at styre vore liv i overensstemmelse hermed; hvis vi lever vore liv i henhold til de kødelige begærs indfald, da bør vi ikke blive overraskede, nå en dag, en eller anden lægger en paksadel på os og stiger op på os. Det er virkelig den slags behandling, de snæversynede, uduelige og bedragne mennesker vil modtage. Menneskehedens værdi er direkte proportional med graden af deres forbindelse med Gud og fortsættelsen af deres oprigtige relationer med Ham. En menneskeformet krop, der er forurenet af kødelige begær og er fremmed overfor Ham, vil have mindre værdi end mudder, selvom den skulle være dekoreret med guld, sølv og satin.

Så kom og gør dig fri af kropslige bekymringer og kødelige vanskeligheder! Vend dig til Ham med hele din eksistens og hold dit blik fast på Ham, for på denne måde vil disse første gaver blive enormt forøget i værdi! Glem aldrig at Hans gaver gør en dråbe vand til et hav, en partikel til en sol, og omdanner din uduelighed og fattigdom til din største styrke. Hvis du, på den anden side, kun stoler på din egen kraft, vil du fejle – som at prøve på at opvarme en store kedler med en enkelt gnist, du vil bare stille op til latterliggørelse. Kend din styrkes og ressourcers begrænsninger, og læg dine planer i henhold til dette. Hvis du ignorerer dette vigtige punkt og begynder at bygge kendsgerninger på fantasier vil alt, hvad du gør, ramle sammen og knuse din tro og håb. Bedøm dig selv regelmæssigt gennem indre selvkritik og kontemplation, gør din stilling tydeligt klar med hensyn til dine evner og ressourcer, og vær opmærksom på forholdet mellem dit potentiale og det arbejde, du har udført. Undgå at blive til en "utroværdig bærer af guddommelige gaver", det vil sige, prøv på ikke at blive anset som et forkælet menneske, der er blevet arrogant overfor andre menneskers velvilje.

Stol på guddommelig nåde i den højeste grad, men undlad aldrig at opfylde alt, hvad fri vilje kræver af dig. Forvent ikke at sekundære vinde vil bære dig til dit mål; tænk på det faktum at de, der er blevet ført til højere planer af dagens vinde, en dag måske vil blive kastet i de dybeste afgrunde af morgendagens storme; forsøg på at leve i overensstemmelse med realiteterne.

Vid at religion er en vej, der fører til guddommelig nærhed, og hold ærligt fast i en livsførsel baseret på religion. Søg tilflugt i troens sikre havn og underkast dig Skaberen! Hav aldrig tvivl i din tillid til Ham, og hold altid dine manerer anstændige foran Ham; stræb efter at være en mådeholden troende uden nogen forfængelighed eller praleri! Righoldige hjerter er tavse som kasser ladet med malm. Tomme sjæle laver en masse larm ligesom børns pengekasser, der indeholder adskillige falske perler. Husk altid på at dit hjerte bliver overvåget af Gud mange gange hvert øjeblik og hold derfor dit hjerte rent og uplettet til hver en tid, og du er på vej mod det evige alter! Indtil nu har ingen af dem, der var på vej mod det evige alter, nogensinde tabt; mens ingen af dem, der søgte trofasthed fra andre kilder, har nogensinde vundet. Derimod har de, der søgte ly ved porten, holdt sig levende og er blevet beæret med evighed, frelst fra vanæren ved at være slaver af andre væsener. Når man finder Ham og møder Ham, når man åbenbarer sine inderste følelser i Hans nærvær, herliggør og ophøjer man Ham. At forblive tavs er at kontemplere i meditation og selvkritik. De, som klarer at være i Hans tilstedeværelse og nærhed, føler altid livets vande, selv hvis de befinder sig i en ørken; de, som stoler på Ham i alle deres gerninger, høster altid roser, om de så har sået tornebuske. Selv under helvedeslignende forhold er de altid i fred og er rolige. Og det følgende er deres motto:

Guds tjenere kan ikke være slaver for nogen anden slave,
Sande tjenere vil aldrig strande.
Deres sjæle er fyldte med glæde i genforening,
Aldrig vil de blive bedraget, selvom alle andre bliver det.

Måske vil vi finde en mulighed for at behandle dette emne en dag.

Tweet

Whatsapp