Enhed, Harmoni og Enighed
Gud's Budbringer erklærede gentagne gange, at et samfund, der levede i harmoni, ville tiltrække Gud's barmhjertighed og velsignelser. Bediüzzaman siger, at de bedste midler til at fortjene Gud's hjælp er at leve i harmoni og enighed. Hvis Gud ønsker, at et menneske skal sikres fremgang, er der adskillige attributter, der kan benyttes for at nå det mål. For eksempel er tro og oprigtighed i éns handlinger vigtige. Andre ting er urokkelig fastholden og loyalitet overfor et mål: Folk med sådanne egenskaber bliver måske løftet til ophøjede stationer af Gud. Loyalitet overfor religion betyder, at man konstant tjener religionen indtil slutningen på éns liv, uden at udvise nogen træthed eller døsighed. Ethvert dyr, der har tjent sin herre i ti år, har fortjent en særlig plads i sin herres hjerte. Så det er sikkert, at Gud tillæger dem særlig værdi, som har lagt deres hoved på Hans tærskel, som har gået frem gennem livet uden vaklen frem mod Ham. Selv hvis sådan et menneske skulle vakle på vejen, vil Gud ikke forlade vedkommende. Derfor er loyalitet meget vigtig. Jo mere konstant man er, des højere er éns placering i Gud's øjne.
Opgive egoisme
Harmoni og enighed er endda vigtigere end vedvarenhed med henblik på at modtage Gud's hjælp. Det betyder, at vi ikke må give plads til nogle mislyde eller uenighed, når man arbejder sig frem mod et fælles mål. Vi skal altid stræbe efter enighed og af den grund helhjertet søge forsoning og forståelse. Hvis man ikke kan føle nødvendigheden for enighed og harmoni og hvis man ikke kan sige: "Jeg kan ikke klare mig uden mine brødre og søstre", har man ikke fattet vigtigheden af enhed i samfundet. Enheden i samfundet kræver, at hvert menneske afbalancerer dets egen særegenhed og egenskaber mod andre menneskers.
Hvis enhed og enighed er vigtige midler for at modtage Gud's hjælp, burde vort største begær være at søge disse attributter. Vi bør afslutte egoisme eller ego-centrerethed og tillade os selv at smelte ind i samfundets vide sfære, stige op over alle betragtninger om os selv og tværtimod forsøge at være én blandt folk. En sådan holdning vil Gud med sikkerhed belønne med Hans mystiske hjælp. I hver eneste af Hans handlinger er der, i virkeligheden, skjult et mysterium. Hvis Han for eksempel siger: "Tilbed Mig, så Jeg kan indlade jer i Paradiset", er det, der kræves af os, at koncentrere os om betydningen af at følge Hans ordrer og at tilbede Ham uden at tænke på, hvordan bare at tilbede Ham kan være nok til at lade os komme i Paradiset. Hvis Han har aflagt sådan et løfte, må vi gøre det, Han har beordret os at gøre, og aldrig tvivle på Hans løfte. På samme måde, hvis Han gør vor succes afhængig af enighed og enhed, da må vi leve i enighed og enhed.
Enhed og harmoni har en anden brug. Hvis folk kommer sammen og bliver forenede, kan de undgå konflikter, der opstår af fanatisme og partiskhed. Hvis ikke det gøres, og de forskellige elementer, der udgør et samfund, viser velvilje overfor dem, der har deres eget temperament, måde, verdensanskuelse eller etniske oprindelse, vil enkeltpersoners anstrengelser blive tilintetgjort af andre i et net af konflikter. En stor tænker udtalte, at et menneske, der fuldt ud har absorberet enhedens og harmoniens ånd, vil glæde sig over sit medmenneskes succes. Hvis medlemmerne af et samfund ikke deler andres følelser og ikke føler glæde ved deres glæde og ikke føler smerte ved deres smerte, er enhed og harmoni ikke mulig. Her vil jeg gerne udtrykke et andet kriterium for at opnå hjerters samstemmighed. Hvis én ikke beder for sine medmenneskers bedste og for deres hjerters forvandling, vil sådan et menneske ikke kunne regnes for et sandt medlem af samfundet. Dertil kommer, at hvis man beder sådan en bøn i den forestilling, at den, som man beder for, er åndeligt underlegen og derfor har brug for denne bøn, da er det ikke en bøn og ej heller er det en oprigtig adfærd overfor éns medmennesker. Enhver indre konflikt er nok til at styrte et helt samfunds anstrengelser i grus.
Drage lære af historien
Guds Budbringers, må fred og velsignelser være med ham, ledsagere udgjorde et rent samfund. Vi kan ikke forestille os noget dårligt at sige om dem. Men det er et historisk faktum, at selv dette rene samfund ikke kunne forblive uplettet af indre konflikter. Konflikterne var små og opstod af forskelle på meninger og holdning, men alle indenfor religionens rammer. Alle ønskede hele tiden at handle i enhed uden indre konflikter. Vi ønsker alle, at de sørgelige begivenheder, der foregik under 'Uthmans og Alis kalifater, må Gud være tilfreds med dem, ikke var fundet sted. Men de begivenheder var længe før blevet givet i historiens varetægt. Det, vi skal gøre, er at lære de nødvendige lektioner fra dette samfund og, da vi er et samfund, der tager ansvar for sine handlinger, må vi ikke gentage de samme fejl. Lad os ikke gå til grunde i et spind af interne konflikter og sammenstød. Vi skal søge tilflugt i Gud fra sådanne ting og bønfalde Ham om at skænke os harmoni og enhed.
Betingelser for at virkeliggøre enhed
Alting burde vurderes på basis af retfærdighed og sandhed. Helt fra Islams begyndelse udholdt de troende alle vanskeligheder og forsøgte at bevare deres relationer med andre indenfor rammerne af tolerance og dialog. Mange kan ikke forstå, hvad sådan en holdning frembringer i menneskets hjerte og ånd. Vi kan komme i tvivl om, hvorvidt vi kan forblive trofaste overfor retfærdighed og sandhed, mens vi prøver at omfavne alle mennesker uden forskel med hensyn til tro eller verdensanskuelse, om hvorvidt vi altid kan efterstræbe Guds godkendelse og velbehag. Vi er dødelige, så det er altid muligt for os at begå fejl. Vi må ikke ofre Guds godkendelse og velbehag for noget andet mål. Det er derfor, vi skal passe på, at vi ikke viger bort fra den sande vej.
Sommetider foretager vi os ting, vi synes er utålelige. Vi kan følge vore egne lyster, snarere end udføre gerninger, vor fornuft og logik foreskriver. Vi kan forurene vore følelser. Gud erklærer i Koranen: Vi prøver nogle af jer gennem nogle andre (6:53). Vi bliver prøvet gennem nogle andre mennesker, og nogle mennesker bliver testet gennem os. Intet menneske udgør en målestok, udfra hvilken andre mennesker skal handle. Gud brugte ikke ufuldkomne tanker og beregninger i skabelsen af universet og fastlæggelse af de almindelige betingelser for menneskelivet. Det er Koranen, traditionssamlingerne (sunnahen) og de principper, Islams store lærde har udledt fra disse to grundlæggende kilder, der er de stråler, der oplyser vor vej. Af denne grund kan vi ikke ønske noget dårligt for andre, blot fordi de tænker anderledes, end vi selv gør. Jeg har ikke ret til at få andre til at blive forstået på en måde, der er forskellig fra, hvordan de i virkeligheden er. Hvis vi begår fejl i de ting, vi foretager os, fordi vi prøver at gøre det, vi tror er for folkets velfærd, er det muligt at komme sammen med andre og få rettet de fejl.
Nogle mennesker vil af og til vakle, miste deres entusiasme og indoptage forskellige ideer. Guds Budbringer sagde, at de, der etablerer en god vej, modtager belønningen af de, der følger den, uden nogen forringelse i deres belønning; mens de, der opretter en dårlig vej, vil blive bebyrdet med synderne af de, der følger den, uden nogen formindskelse af deres byrde. Så, ligesom det er en prisværdig handling at fjerne de stridigheder, der findes blandt folk, er det en stor synd at forårsage stridigheder blandt dem. Budbringerens ledsagere gjorde deres bedste for at føre folk sammen; det var næsten som om de konkurrerede i den henseende.
Engang have Abu Bakr og 'Umar en diskussion om et eller andet. Abu Bakr følte sig lidt stødt over 'Umars holdning og sagde til ham: "Hver gang, jeg siger noget, siger du det modsatte." Da 'Umar hævede stemmen, gik Abu Bakr hen til Budbringeren. Han sagde: "Oh Guds Budbringer! Jeg behandlede 'Umar uhøfligt, og jeg er bange for, at jeg har såret ham. Hvad vil du råde mig til at gøre?" Mens 'Umar fortrød alt det, der var sket, var han gået hen til Abu Bakrs hus, og da han ikke fandt ham der, gik han hen mod Budbringeren. Han fortalte Budbringeren alt, hvad der var hændt, og hvor meget han angrede. Budbringeren advarede ham let ved at sige: "Måske havde du såret min ven?" Abu Bakr blandede sig og knælede for Budbringeren, idet han sagde: "Oh Guds Budbringer! Det var min fejl, ikke 'Umars!"
En troende er et ædelt menneske
Det, vi har mest brug for i dag, er Abu Bakrs og 'Umars ædelmodighed. Det er helt naturligt, at folk er uenige i mange sager, og de kan af og til såre hinanden, selvom det må undgås for enhver pris. Det, vi altid må prøve at gøre, er at løse problemerne med venlige ord og god behandling, og vi skal prøve at tilbagevise det onde med det gode. Et menneske, især et troende, er en ædel ting. Det siges, at mennesker er slaver af god, gavmild behandling. Man kan erobre hjerter ved at gøre gode ting. Da jeg mødte en skribent, som havde skrevet kritiske ting om mig, var det første, han gjorde, at bede om en undskyldning. Han sagde: "Lærer, vi har skrevet imod Dem, uden at basere noget som helst på sandhed, så tilgiv os!" Jeg svarede: "Nej, I har gjort det, I skal gøre. I har gjort det, I mente, var for landets bedste. Vi har ikke været i stand til at vise vore aktiviteter i det lys, de burde vises i." Skribenten gik et skridt videre og sagde: "Sådan siger De af venlighed. Vi har altid nærmet os Dem med ondt." Hvis vi tager ansvaret for enhver uret, der er gjort i vort forhold til folk, vil vi aldrig tabe. Desuden bør vi ikke forvente samme behandling fra andre. Vi bør tale for tolerance og forståelse og aktivt repræsentere det, ud over hele verden; vi skal være legemliggørelsen af tolerance og dialog. Hvis nogen reagerer mod dig og forsøger at forgifte dig, bør du gå videre på din vej og ønske dem fred. Enhver handler i henhold til sin særegne karakter.
- Oprettet den .