Gülen, Kungfutse og Plato Om det Menneskelige Ideal
De mest ekspansive og systematiske humanistiske filosofier byder på visioner af et menneskeligt ideal. I nogle tilfælde er idealet socialt eller kollektivt i sin natur og indbefatter politik, uddannelse, regering, sociale strukturer og så videre. I andre tilfælde er visionen rettet mod individet og hvordan det enkelte menneske kan nå det højeste og bedste i menneskelivet. Eksempler på det første inkluderer de tre kendteste af de klassiske grækere – Sokrates, Plato og Aristoteles. Den stoiske forfatter Epictetus, epikuræerne og Buddha er eksempler på det sidste. Men det, der sukker frem i næsten dem alle er en vision af et menneskeligt ideal som målet for menneskelig udvikling og kunnen.
Humanismen, i dens kamp for mennesket i disse tilfælde, holder et idealiseret, fuldkommen form af det frem som en målestandard, som et mål, alt arbejde sigter mod, enten blot for sig selv eller for det den giver med hensyn til en ultimativ, transcendent realitet som Gud.
I dette kapitel og det næste vil jeg konstruere en "trialog" mellem Gülen og to af de stærkeste fortolkere af menneskeidealet, verden kender til – Kungfutse og Plato. Interessant nok levede Kungfutse (551-479 f.Kr.) og Plato (427-347 f.Kr.) indenfor en generation af hinanden, den ene i Kina, den anden i Athen, og udtrykker lignende revolutionære visioner af samfundet og individet, baseret på det, de tror om menneskenaturens medfødte muligheder på den ene side, og tingenes orden eller "måde" i en større realitet, på den anden. Gülen skitserer en vision af et åndeligt fornyet samfund, hvis styrke og sammenhæng kommer i høj grad fra tilstedeværelsen og anstrengelsen af mennesker, der har fuldkommengjort sig selv i størst mulig grad, ifølge Islams læresætninger. I værkerne af alle tre, Kungfutse, Plato og Gülen, ser vi en fælles påstand, der driver det hele i deres respektive visioner; samfund fungerer bedst, når det bliver styret og er sammensat af mennesker af moralsk og intellektuel dyd. Disse mennesker af moralsk og intellektuel dyd findes selvfølgelig under forskellige navne i hver tænkers arbejde, og de eksisterer indenfor forskelligartede kulturelle, filosofiske og religiøse rammer. Men de er i samklang i deres dybe essens, og det er denne essens af menneskeidealet, vi nu vil vende os til.
Selvom Kungfutse, Plato og Gülen kommer fra vidt forskellige sammenhænge og verdensanskuelser, deler de et grundlæggende syn på virkelighedens struktur. Alle tre udtrykker deres respektive visioner af et menneskesamfund med henvisning til et transcendent ideal, der er grundlaget, kilden eller forudsætningen for al verdslig realitet. Kungfutse kaldte dette transcendente ideal for Dao, eller alle tings Vej. Dao er ikke nogen gud eller personlig guddom; den er en naturkraft, princip eller energi af Realitet. Alle ting eksisterer i og af Dao, i alle tings Vej. Begge oprindelige kinesiske filosofier, konfucianisme og daoisme, antager Dao som det dybe grundlag for al væren, essens og virkelighed, og kun ved at flyde med eller integrere sig med, koble sig på eller efterligne Dao, kan harmoni komme til menneskelivet i dets sociale, politiske og kosmiske dimensioner.
Plato beskriver denne transcendente realitet som "idealet" overfor den "virkelige" verden. I de dialoger, han konstruerer af hans lærer, Sokrates, og dennes elever, udtrykker Sokrates disse to primære dimensioner af eksistensen, idealet og realiteten, eller sommetider i andre vendinger, det Virkelige og skyggen. Idealet eller det Virkelige er evigt, immaterielt, hvilket betyder ren tanke og ånd, udødelig, uforanderlig, kilden til Godhed, Sandhed og Retfærdighed, blandt andre ting. Han symboliserer det med lys eller klarhed i modsætning til det skyggeagtige mørke af erfaringsmæssig realitet, som mennesker ofte forveksler med sand, endelig realitet. Realiteten eller skyggeriget er materiel, foranderlig, dødelig, riget for forskellige goder, konkurrerende sandheder og relative opfattelser af retfærdighed. Kort sagt er idealet eller Realiteten en verden af ren sind eller ånd og dens ønsker, mens den reelle eller skyggeverdenen er kroppens verden og dennes begær. Menneskets individuelle og kollektive liv er godt, når den førstnævnte hersker over den sidstnævnte.
Endelig udtrykker Gülen sin vision af menneskelivet indenfor Islams rammer, der anlægger et verdenssyn, der på samme måde er delt op i det jordiske og de himmelske riger. Livet på Jorden får først sin fylde, mening og ægthed når det leves i bevidsthed om Gud eller Allah, som den sande Kilde og grundlag for al virkelighed. I essensen er alle eksisterende væsener muslimer, de, som har overgivet sig til Gud, for der findes overhovedet ingen eksistens udenfor Guds hånd. Når tingene går sin gang i fuldbyrdelse af deres liv og hensigter på deres medfødte måde, gør de det i "overgivelse" til Gud, som muslimer. Konkret leves livet mest fuldt når det bevidst, ikke bare ubevidst, leves med blikket mod livets evige Paradis i underkastelse til Gud.
Så i alle tre tilfælde ser vi en version af opdelt virkelighed. Virkeligheden er med sikkerhed én, men består af forskellige dimensioner, riger eller måder af væren. De, som ved dette og lever livet i bevidsthed om det, finder glæde, godhed og sandhed uanset deres omstændigheder, fordi deres retning altid er opad mod højere virkelighed. De, som er uvidende om dette, vælter sig i en sump af forvirring og kødelige lyster, gjort blinde af den begrænsede, lavere, "skyggeagtige" realitet. Sagt kort er der to grundlæggende slags mennesker, de seende og de blinde; for at livet på jord skal være godt, må det styres og vejledes af de førstnævnte.
I The Analects skelner Kungfutse og andre mellem de med "højere" eller "ædle" sind og dem med "lavere", "mindre" veje eller "mindre" sind. Ofte er de diametralt modsat hinanden:
Et menneske af ædelt sind er anderledes end andre, men i fred med dem. Et menneske med et lille sind er ligesom andre, men aldrig i fred med dem.[i]
Den ædelsindede opmuntrer det, der er smukt i mennesker og søger at forhindre det, der er grimt i dem. Små mennesker gør præcis det modsatte.[ii]
Den ædelsindede søger inde i sig selv. Små mennesker søger andet steds.[iii]
I disse passager ser vi at de ædelsindede har en retning, der er afgørende forskellig fra andres. De ædelsindede er mennesker med langt større rummelighed i alle deres indre dimensioner, hvilket lader dem leve og handle i verdenen på en måde, der er fundamentalt anderledes end andres. Teksten fortsætter:
De ædelsindede står i ærefrygt overfor tre ting: Himlens Mandat, store mennesker og en helgens ord. Små mennesker forstår ikke Himlens Mandat, så de føler ingen ærefrygt for det. De håner store mennesker og de latterliggør en helgens ord.[iv]
De ædelsindede har ni sindstilstande: for øjnene klarhed; for ørerne gennemtrængning; for ansigtsudtryk hjerteligt; for holdning ydmygt; for ord pålideligt; for tjeneste ærbødigt; for tvivl spørgende; for vrede forsigtigt; og for at øjne chancen for profit, moral.[v]
De højsindede følger en anden livsbane end de lavsindede. Deres ører er tunet ind på visdom, disciplin, værdighed og tjeneste, hvorimod almindelige eller "lave" mennesker overhovedet intet øre har for den slags sager.
Plato udtrykker en lignende opdeling af mennesker i Republikken, der er hans længste dialog. Rigtig mange værker er helliget fortolkning af bare denne dialog alene. Jeg har ingen intentioner om at dybdeanalysere nogen del af denne dialog; i stedet vil jeg fokusere udelukkende på de passager, der har betydning for os her. Som antydet før inddeler Plato virkeligheden i to riger, det evige rige af ren tanke eller ånd samt kødelighedens begrænsede rige. Meget af samtalen mellem Sokrates og hans elever i dialogen drejer sig om filosoffen, eller "elskeren af visdom", som har en dyb forståelse af denne opdeling af eksistensen, og lever både af og hen mod det ideelle, rene rige. Sent i dialogen beskriver Sokrates de, som ikke er elskere af visdom, ikke forstår Sand Realitet, og derfor ikke lever eller nyder fordelene ved et liv, levet i harmoni med visdom. Han siger:
Sådan er det med dem, som ingen erfaring har med visdom og dyd; men konstant har travlt med at feste og lignende aktiviteter. For det første virker de til at være blevet fejet ned på bunden og siden så langt op som til midten; derefter vandrer og driver de mellem disse to punkter hele livet. Da de er spærret inde af disse grænser kigger de aldrig op ad til det, der virkelig findes over dem; de er heller ikke født opadvendte. De er aldrig blevet forfriskede af realitetens essens; aldrig har de smagt nydelse, der er ren og ikke kan svige. De kigger altid ned med hovederne bøjede mod bordet. Som kvæg går de på græs, bliver fede og kopulerer. Grådighed driver dem til at sparke og stange hinanden med horn og hove af jern. Fordi de umættelige dræber de hinanden. Og de er umættelige fordi forsømmer at søge forfriskning fra den del af sjælen, der er virkelig og ren. Så de må leve med facader og forstillelse af ægte nydelse: deres nydelser må være blandet med smerte. Det er denne samstilling af følelser, som giver hver af dem dens farve og intensitet, der fører tåber ud i galskab af selvkærlighed. Og alle disse svig kæmpes der om på samme måde som Stesichorus beretter om kampene ved Troja for Helens ånd af mænd, der ikke kendte sandheden.[vi]
Ligesom i konfuciansk lære er grænsen skarp mellem disse to grupper mennesker: de, som er vise og fæstner deres opmærksomhed på højere nydelser, og de, som er uvidende og fæstner deres opmærksomhed på lavere nydelser. Som højest vil almindelige uvidende mennesker løfte hovedet til et mellemliggende punkt, men de tilbringer det meste af livet fokuseret på et område mellem det middelmådige og det lave. Som sådan er de ligesom græssende kvæg, der lever et liv fokuseret på nydelser, der passer bedre til dyr, der ikke har nogen sjæl, end til mennesker der ejer en udødelig sjæl.
Plato illustrerer forskellen mellem filosoffer og almindelige mennesker i Bog 7 af Republikken med hans berømte allegori af hulen. Her beder Sokrates os om at forestille os mennesker, der har boet i en hule siden barndommen, fastlåste i en position der gør, at de kun kan stirre ind i væggen foran dem. De ved bare ikke, at bag dem strækker sig en lang korridor, der fører ud af hulen. Bag dem er der også et klart lys, der skinner så skyggerne af genstande bag menneskene falder på væggen foran dem. Menneskene lever deres liv med ansigtet mod væggen, opfører sig overfor skyggerne på væggen som om de var ægte, virkelige genstande, og de ser ikke at de faktisk kun er skygger, kopier eller efterligninger af de virkelige genstande. De hører ekkoet af lyde i hulen og antager at lydene kommer fra skyggerne. De skaber historier om skyggerne og giver dem betydninger. Skyggerne er "virkelighed" for menneskene.
Men så bryder et af menneskene på en eller anden måde ud af sin fastlåste position og vender sig om, og ser det klare lys skinne, skyggerne det skaber og den vej, der fører opad, ud af hulen mod et endnu klarere lys. Han følger den vej, hans øjne smerter af lys, indtil han undslipper hulen og dukker op i det fulde dagslys til den "virkelige" verden. Han kan ikke se virkelighedens fulde klarhed til at begynde med; hans øjne skal vænne sig til det gennem øvelse. Men til sidst ser han klart og fuldt og vender tilbage til hulen for at fortælle de andre om deres mørke og det lys, der kan blive deres, hvis bare de vil bryde fri, vende sig bort fra skyggerne og følge vejen til lyset. De håner ham, bliver vrede på ham, og til sidst planlægger de at dræbe ham for hans ideer, som virker komplet latterlige og ude af trit med virkeligheden.[vii]
Allegorien er tydelig: Nogle få mennesker vil forarbejde hele deres karakter imod visdommens og sandhedens lys og vil give sig selv i jagten på disse, på trods af vanskelighederne. Men de fleste foretrækker hulens mørke og vil tilbringe deres liv optaget af den meget lettere jagt på "skygger", på bekostning af de højere nydelser, der er mere passende for væsener med en sjæl. Sokrates fortsætter:
Vi hævder at denne kraft allerede findes i sjælen hos enhver. Den måde, hver af os lærer på, kan sammenlignes med det, der sker med øjet: det kan ikke vende sig bort fra mørket for at møde lyset uden at vende hele kroppen. Sådan er det også med vores kapacitet til at vide; man skal, sammen med hele sjælen, vende sig bort fra de flygtige tings verden, mod den evige værens verden, indtil, til sidst, man lærer at udholde synet af dens mest strålende manifestation. Det er dette, vi kalder godhed, er det ikke?[viii]
Så mens kraften til at leve livet som en elsker af visdom ligger i alle og enhver, vil kun nogle få leve aktivt af denne kraft. At gøre det indebærer at vende éns hele retning hen mod Sand Realitet og modstå de flygtige glæders lokken, som, i deres bedste form, bare er kopier af det Sande Virkelige. Igen findes der, for Plato som for Kungfutse, to grundlæggende slags mennesker, de seende og de blinde.
Gülen slutter sig til Plato og Kungfutse, idet han peger på de ideelle menneskers karaktertræk, der adskiller dem fra de almindelige menneskemasser. Folk, der eksemplificerer det menneskelige ideal, går under forskellige navne i Gülens værk, indbefattet "jordens arvinger"[ix], "menneske med idealer"[x] og "ideelle mennesker"[xi]. Uanset benævnelsen deler de bestemte fælles træk, der skarpt adskiller dem fra verdslige mennesker. I Gülens øjne vil fornyelse og genfødsel komme til verden, generelt set, og til Tyrkiet i særdeleshed, når disse ideelle mennesker løfter sig selv åndeligt, moralsk og intellektuelt for at føre menneskeheden ind i en ny æra, gennem deres tjeneste og eksemplet fra deres eget liv. Uden sådanne mennesker fortsætter samfundet i en ubehersket dans, med alle slags opportunistiske ideologier og sanseligheder, og menneskene i sådan et samfund hæver sig knap nok til et niveau, vi kunne kalde "menneskeligt". Gülen siger:
Nogle lever uden at tænke; nogle tænker kun, men kan ikke føre deres tanker ud i livet … De, som lever uden at tænke, er genstande for andres filosofi. Sådanne mennesker løber altid fra mønster til mønster, uophørligt søger de støbeforme og modeller, i hektisk kamp livet igennem i afvigelser af tanker og følelser, i personligt kaos og i metamorfoser af karakter og fremtoning, aldrig i stand til at blive til deres egne selv … Disse mennesker minder altid om en dam med vand, der er ufrugtbart, goldt, stillestående og beskæmmet med en hæslig stank. De er langt fra at kunne udtrykke noget som helst, der i mindste måde er livsforbedrende, og det er uundgåeligt at sådanne mennesker bliver til livstruende bundter af vira eller en rede for mikrober.[xii]
Disse er Gülens ord, men de kunne ligeså let være udtalt af Plato eller Kungfutse. Gülen gør her det samme som hans parterne i trialogen havde gjort før ham ved at beskrive to slags mennesker i verden, ideelle mennesker, eller de som er bevidste og arbejder mode idealet, og de verdslige mennesker. Det, verdslige mennesker har til fælles er at de, på et eller andet plan. Glemmer at de er værdifulde mennesker. Gülen fortsætter:
Disse mennesker er så hule i deres tanker og så overfladiske i deres meninger, at de efterligner alt, de hører eller ser, ligesom børn, der driver af sted bag masserne, hid og did, uden nogensinde at få lejlighed til at lytte til sig selv eller være opmærksom på, eller undersøge, deres værdi; i virkeligheden er de aldrig klar over at de har værdier, særegne for dem. De lever livet som var de slaver, der aldrig kan tage imod frihed for deres kødelige og legemlige følelser … Bevidst eller ubevidst bliver de hver dag fanget i et eller flere dødelige net, og igen og igen slagter de deres sjæle i den mest elendige form for død.[xiii]
Ligesom indbyggerne i Platos hule, lever Gülens verdslige mennesker et liv, der er fikseret på begrænsede, kødelige nydelser på bekostning af højere nydelser af intellektuel vækst, åndelig udvikling og bidrag til samfundet. Ved at gøre således fornægter de deres menneskelighed og lever som dyr. Med hensyn til at opnå fuld menneskelighed siger Gülen:
Imidlertid er menneskene langt fra at nå dette resultat på grund af deres kødelighed og sanselighed. Derudover kan man også påstå, at når mennesker er uvidende om sig selv eller deres eksistens, da bliver de mere lavtstående end andre skabninger. Alligevel er mennesker, med deres intellekter, trossystemer, samvittigheder og ånder, iagttagere og kommentatorer af de hellige hemmeligheder, der er skjult mellem livets linier. Derfor er mennesker, så uanselige de end synes, det "højeste eksempel"; de er mere elskede end alle de andre. Islam vurderer ikke mennesket uden at gå til yderligheder. Den er den eneste religion blandt alle trossystemer, der anser menneskene som værende ophøjede væsener, der er styret mod en bestemt mission, udrustet med overlegent potentiale og talenter. Ifølge Islam er mennesker overlegne, blot fordi de er mennesker.[xiv]
Gülens pointe er tydelig, selvom nogle måske vil sætte spørgsmålstegn ved hans påstand om Islams særlige syn på mennesket. Som diskuteret i det første kapitel taler Gülen for en medfødt menneskelig værdighed og moralske værdi indenfor Islams religiøst/filosofiske system. Menneskevæsener, der lever i uvidenhed eller i trods overfor, denne medfødte værdi og løfte, vælger et mindre-end-menneskeligt liv. Uheldigvis vælger de fleste mennesker lige netop det.
Dog stiger der fra masserne nogle få individer op, som ser hinsides de flygtige, betingede glæder og jagt på dem i det verdslige liv. Disse enkeltmennesker, der beskrives forskelligt af Kungfutse, Plato og Gülen, når til det menneskelige ideal og, som sådant, er de lysende eksempler på hvad der er muligt i menneskelivets rige. For dem alle tre hviler håbet om det gode menneskelige liv på de individuelle og sociale eller politiske planer, på disse mennesker. Alle tre argumenterer derfor for, på hver sin måde, at disse individer skal indtage deres pladser som ledere i samfundet.
Som påpeget ovenfor adskiller det konfucianske overlegne menneske sig fra masserne gennem sin moralske karakter. Kungfutse og andre i den tradition taler ofte om de centrale dyder, der definerer det overlegne menneske og som virkeliggør sin dybe menneskelighed. Disse centrale dyder kaldes almindeligvis for Konfucianismens "konstante dyder". De varierer i antal, såvel som i "mindre" eller "større" betegnelse, afhængig af kommentatoren; men tjener ikke desto mindre som en grundig samling af de karaktertræk, overlegne mennesker eksemplificerer. Disse dyder indbefatter: ren – menneskelighed, godgørenhed, godhed; li – ritual, etikette, sømmelighed; yi – retfærdighed, ret; zhi – visdom; xin – trofasthed, pålidelighed; cheng – oprigtighed; og xiao – barnlig fromhed. Traditionen fortæller at Kungfutse lagde vægt på alle disse dyder og flere. Men ren og li får den mest gennemgribende behandling, og af de to rummer ren essensen af alle dyder. Ren er grundlaget for alle dyder og, som kommentatoren Laurence G. Thompson anfører "Moralsk perfektion blev samlet i begrebet ren … [F]or Mester K’ung stod det for så ophøjet et ideal, at han aldrig havde kendt noget menneske, som ordet virkelig passede til."[xv] Dette fokus på ren adskiller Konfucianismen fra religionsformer, der fremlægger et ideal med rødder i social eller politisk fornægtelse, asketisme, eller ernæringsmæssige, yogiske eller alkymistiske øvelser, der var almindelige i anden kinesisk religiøs søgen. Literati Traditionen, navnet på den Konfucianske tradition, der opfordrer til menneskers udvikling til overlegen moralsk og intellektuel dyd, understreger karakteropbygning, uden hensyn til slægtsforhold, som derpå sættes ind i statens tjeneste. Ren er det største moralske ideal af godhed, menneskelighed og velgørenhed, og ren bliver kultiveret i mennesker ved hjælp af li, udøvelse af ritual. En fortælling fra The Analects forklarer:
Yen Hui spurgte om Menneskelighed [ren] og Mesteren sagde: "Overgivelse af dig selv til Ritual [li] – det er Menneskelighed. Hvis en hersker gav sig selv til Ritual bare en enkelt dag, ville alt under Himlen vende tilbage til Menneskelighed. For finder udøvelse af Menneskelighed ikke sin kilde først i selvet, og først da i andre?"
"Kan du forklare hvordan det at give sig selv til Ritual virker?" spurgte Yen Hui.
"Se aldrig uden Ritual. Lyt aldrig uden Ritual. Tal aldrig uden Ritual. Bevæg dig aldrig uden Ritual."
"Jeg er ikke frygteligt klog," sagde Yen Hui, "men jeg vil prøve på at tjene disse ord."[xvi]
Overbevisningen her er, at en evig holden sig til former af sømmelighed, etikette og ritual i hver dimension af livet, kræver en disciplin der, på sin side, bruges til at kultivere i sig selv en karakter af velgørenhed, godhed og menneskelighed. Efterhånden som et menneske udvikler ren i sig selv, giver ham grundlaget for at udvikle alle de andre dyder, gennem den konstante udøvelse af li. Her fungerer ren ligesom den gode vilje i Kants teori om moralsk karakter, som vi beskrev i kapitel 1. Uden den gode vilje er intet andet godt muligt. På samme måde, uden ren, en grundlæggende tendens til godhed og menneskelighed, har de andre dyder ingen basis.
Eftersom det overlegne menneske legemliggør de konstante dyder og påtager sig sin rolle i civil tjeneste, kommer han til at besidde en kraft i et samfund, der afgørende er moralsk. Betegnelsen for dette er te, der ofte oversættes til "moralsk styrke" eller "integritet". Det overlegne menneskes integritet civiliserer og inspirerer de, der er omkring ham, så at hans ledelse af dem bliver til en udvidelse af hans personlige karakter. Vi læser i The Analects:
Mesteren sagde: "I regering er hemmeligheden Integritet [te]. Brug den, og I vil være som Polarstjernen: den hviler altid på sin rette plads, de andre stjerner drejer sig ærbødigt omkring den."[xvii]
Mesteren sagde: "Hvis I bruger regering til at vise dem Vejen og straf til at holde dem ægte, vil folket blive undvigende og miste al anger. Men hvis I bruger Integritet til at vise dem Vejen og Ritual til at holde dem ægte, vil de opdyrke anger og altid se dybt ind i tingene."[xviii]
Herren Chi K’ang spurgte Kungfutse om regering, og sagde: "Hvad hvis jeg sikrer dem, som holder sig til Vejen, ved at dræbe dem, der ignorer Vejen, ville det virke?"
"Hvordan kan du regere ved at dræbe?" svarede Kungfutse. "Bare indstil dit hjerte på det, der er dydigt og velgørende, og folket vil være dydigt og velgørende. De ædelsindede har vindens Integritet [li], og små mennesker har græssets Integritet. Når vinden fejer hen over græsset, bøjer det sig."[xix]
Mesteren ønskede at drage hen og bo sammen med de ni vilde stammer i øst. En eller anden spurgte: "Hvordan ville du kunne udholde sådan en simpelhed?" "Hvis en ædelsindet bor der," svarede Mesteren, "hvordan skulle simpelhed blive et problem?"[xx]
Påstanden i disse passager er, at te er en kraft i og af sig selv, tilstrækkelig til at herske over andres adfærd, når den manifesteres i et overlegent menneskes liv. Et overlegent menneske, der konsekvent udstiller te har næsten intet besvær med at herske over samfundets mennesker, fordi de bliver inspireret af hans gode eksempel i så høj grad, at selv dydige kvaliteter kom frem i dem ved hans eksempel. På grund af hans dydighed kommer anger over dem over deres amoralitet. På grund af hans dydighed vil de følge hans vejledning på dydig måde på trods af dem selv. På grund af hans dydighed vil de reformere deres simple måder, og han behøver ikke at tvinge dem til at gøre det. Disse påstande bærer i sig den konfucianske tro på en grundlæggende menneskenatur, der er medfødt god. Kungfutse er ikke naiv omkring mennesker og deres anlæg for ondskab; dette ser han tydeligt nok. I stedet forbliver han overbevist om at den moralsk gode menneskenatur kan blive kultiveret med velovervejet, hengiven øvelse, på grund af dens medfødte kvaliteter, der gør den modtagelig for sådan en kultivering. Desuden betyder denne modtagelighed, at menneskenaturen svarer på forevisning af moralsk godhed ved at reformere sig selv, uanset i hvor små skridt, i retning af denne moralske godhed. Således bøjer græsset sig for vinden, og de mindre stjerner drejer omkring Polarstjernen. Således er kraften af te.
Kungfutse påstår vedholdende gennem traditionen, at uden de overlegne menneskers tjeneste, disse mønstre på moralsk og intellektuel dyd, synker samfundet ned i kaos. Samfundet bliver offer for rendyrket materialisme, tomme ritualer, snæversynethed og moralsk fordærv. Dette er virkelig sådan, Kungfutse bedømte sin samtids samfund, og hans lære har til hensigt at behandle dette alvorlige problem. For ham kan der i samfundet ikke være nogen orden eller harmoni, uden at den begynder med moralske individers indre karakter, som derpå bidrager med deres moralske dyd til samfundet gennem tjeneste i regering. Derfor er Confucianismen ligeså meget en politisk teori som den er en moralsk eller religiøs teori. Desuden er den en humanistisk eller naturalistisk teori, der fremhæver individer, der vier sig til i deres egen person at virkeliggøre det højest mulige menneskelige mål, idealet af moralsk og intellektuel fuldkommenhed.
Ligesom Kungfutse kommer Plato med en teori om moralsk udvikling og politisk ledelse i Republikken, der drejer sig om eksistensen af et ideelt menneske, der er en elsker af visdom, eller en "filosof". I Platos dialoger optræder hans ærede lærer, Sokrates, som hovedeksemplet på en sådan filosof i alle henseender. Så Sokrates legemliggør det menneskelige ideal, når han dukker op i Platos dialoger, og han lærer dette ideal til de unge mennesker, der samles om ham. Både hans liv og ideer belærer hans elever, de, der sad sammen med ham i det antikke Athen og de, der læser Platos dialoger i dag.
Den sokratiske "persona" bliver godt defineret gennem Platos dialoger; men måske belyser Apology, Crito og Phaedo denne persona mest dramatisk: I disse dialoger konfronterer Sokrates den domstol i Athen, som har anklaget og til sidst dømt ham for usømmelighed og for at ødelægge byens ungdom. Han overgiver sig derpå til sin dødsdom og, i de berømte sidste linier af Phaedo, drikker han den giftige skarntydesaft, som vagten giver ham, og dør. I sit forsvar overfor juryens beskyldninger skildrer Sokrates sin vision af det ideelle menneskeliv; d.v.s. han beskriver det højeste og bedste slags liv, man kan leve og forsvarer sig med at han har forsøgt at forstå og nå dette liv for sig selv og andre. Han fortsætter med at forklare og eksemplificere dette højeste og bedste liv i Crito og Phaedo, mens han lever sine sidste dage i fængsel og får besøg af sine elever.
Det fornemste træk ved filosoffer, som lært og eksemplificeret af Sokrates, er visdom. Ordet "filosof" betyder naturligvis "en, der elsker visdom". Men dette forklares ganske paradoksalt i Apology. For, som det viser sig, er filosoffen vis, fordi han indrømmer at han ved meget lidt eller intet. Sokrates er den mest vise fordi han ved, til forskel fra hans tids professionelle undervisere og sophister, at han ikke er vis. Visdom er præcis dette, at kende grænserne for menneskelig viden, især når indlæringsprocessen bliver bremset af arrogance eller ligegyldighed. Resultatet af denne særlige slags visdom er et liv, der leves nøjagtig for at nå kundskab, at søge den hvor end og uanset hvordan på alle mulige måder. Kort sagt levede Sokrates et liv i jagt på sandhed, og han foreslog at også andre gjorde dette, for et liv i jagt på sandhed undersøger alting igen og igen. Derfor er billedet på Platos lærer, som han fremlægger i alle dialogerne, billedet af et menneske, der er villig til at opgive alle andre bestræbelser i bytte for dybdeborende samtaler og granskning i naturen af de værdige ting: kærlighed, skønhed, godhed, retfærdighed og så videre. Sokrates trættes aldrig af sådanne samtaler, selv når han har det, der ligner afgjorte eller faste overbevisninger om de sager. Han er altid klar til at bore dybere, at forlænge undersøgelser, at afprøve selv faste overbevisninger. En sådan livsholdning frembringer det, der er en af Sokrates’s mest berømte udtalelser: "Det liv, der ikke bliver undersøgt, er ikke værd at leve."[xxi]
Sokrates legemliggør andre af det menneskelige ideals karakteristika, eller filosoffens, indbefattet at varetage sjælen mere end kroppen, at frygte gudløshed mere end døden og at blive uimodtagelig overfor massernes mening. Det sidste emne er vigtigt for vor diskussion her. Sokrates fortæller Crito at han kun skal opsøge meningen hos de gode og vidende, ikke hos masserne. Masserne er udsat for en myriade af meninger om alverdens ting og har en tendens til at koncentrere sig om øjeblikkelig, materiel vinding fremfor de evige realiteter. Derfor skulle Crito kun søge de vises mening og bifald. I kernen af alle disse udtalelser er en dyb moralsk overbevisning om at det bedste og højeste er et liv af kultiveret dyd eller fortræffelighed. Derudover skal, som Sokrates forklarer Republikken, de individer, der besidder sådan en fortrinlighed, anbringes som ansvarlige for staten; ellers er tyranni og kaos uundgåeligt.
Ideen om at orden kommer til, når dyden hersker, er det gennemgående tema i Sokrates’s lære, og det er det centrale tema i Republikken. Han hævder at den dydige del af en enhed må herske over alle de andre dele for at der skal kunne findes orden, harmoni og godhed i helheden af enheden. Dette gælder både på det individuelle som på det kollektive plan. Enkeltmenneskers liv forløber ordentligt når de leder fra den højeste og bedste del af dem selv, deres sjæl, som i sig selv er stillet ind på godhedens, sandhedens og retfærdighedens højeste dyder. På samme måde med et samfund, det finder orden, harmoni og retfærd, når samfundets højeste og bedste hersker over alle de andre. Disse højeste og bedste er filosofferne, de moralsk kultiverede individer, vi diskuterede ovenfor, som han senere identificerer som statens "vogtere". Sokrates indrømmer at nogle vil finde ideen om at filosoffer skal være konger utrolig, men ikke desto mindre insisterer han på det. Han taler til Glaucon, en af de unge mænd hos ham:
Medmindre filosoffer bliver konger i vore byer, eller medmindre de, der er konger og regenter nu bliver sande filosoffer, så deres politiske magt og filosofiske intelligens smelter sammen og medmindre de mindre naturer, der løber efter den ene uden den anden, udelukkes fra regering, tror jeg ikke der er nogen ende på vore problemer, min kære Glaucon, hverken i vore byer eller for hele menneskeheden. Først da vil vor teori om staten komme til live og se dagens lys, i al fald i den grad, det er muligt. Nu kan du se hvorfor jeg så længe holdt mig tilbage fra at tale ud om sådant et besværligt forslag. For det peger på en irriterende lære: uanset om det er i det private eller det offentlige liv, er der ingen anden måde at opnå glæde på.[xxii]
Det er vigtigt at bemærke i denne passage Sokrates’s identifikation af de af "mindre natur", der søger enten politisk magt eller filosofisk intelligens alene og ikke i kombination med hinanden. Hans påstand her er at den førstnævnte uden den sidstnævnte fører til tyranni og ødelæggelse, mens det sidste uden det første fører til trivialitet og unytte. De, der har politisk magt, men ikke har den sande filosofiske intelligens til at bruge den, vil regere over staten med blik for personlig vinding og magt til at udnytte. De, som har filosofisk intelligens, men mangler blik for den politiske brug af deres viden, vil spilde deres energier på intellektuelle indfald og bagateller, der ikke kan bruges til noget. Derfor skal disse to område kombineres, og sande filosoffer skal være herskere.
Sande filosoffer er selvfølgelig de, der blev beskrevet tidligere, de, som tænker mere på evige end de midlertidige realiteter, som søger lyset fremfor hulens mørke, som lever som de udødelige sjæle, de er, i stedet for de ædende og kopulerende dyr, de fleste mennesker vælger at efterligne. Kun sådanne individer, mænd og kvinder, der lever fælles uden bekymringer for personlig, privat rigdom selv på niveauet af personligt familieliv, kan føre statens skib så godhed, orden og sandhed vinder i alle dets arbejder.* disse sande filosoffer søger sandheden mere end noget andet og søger efter den for at kunne leve efter den både individuelt og kollektivt. Der findes ingen mulighed for social og politisk harmoni udenfor deres regering.
* Sokrates fastslår andetsteds i Republikken at udover at være filosoffer, kan vogterne være enten mænd eller kvinder, og de må ikke have privat ejendom, men skal eje alt i fællesskab, inklusive børn.
Sokrates indrømmer, at hans republikanske ideal nok aldrig bliver til virkelighed, men ikke desto mindre insisterer han på at de, som skal varetage samfundet, må forsøge at opnå det så meget som muligt. Ellers er der kun tyranni og anarki tilbage som de endelige muligheder for samfundet. Både Kungfutse og Sokrates ser i deres levetid tydeligt de dybder, samfundet kan synke ned i, når det er dem, der ikke bekymrer sig for godhed eller sandhed, kontrollerer magtens instrumenter. De muligheder for kaos, der fandtes i antikkens tid er stadig i live i vore dage i nutidens verden, og således udtrykker Gülen i dag en vision for samfundets styring, som stort set er i samklang med hans antikke kolleger. For Gülen, som for Kungfutse og Sokrates, ligger håbet for samfundet udelukkende i indflydelse fra de "ideelle mennesker".
Gülens tanker om den islamiske verden og især om Anatoliens historie og skæbne ligger parallelt med Kungfutses tanker om antikkens Kina. Begge mænd henviser til en fortidig periode af storhed, der er gået tabt og nu må vindes tilbage. Kungfutse taler jævnligt om antikke guvernører, kejsere og andre fra fortidige generationer som eksempler på ædelsind og visdom, der nu, i denne tid, skal efterlignes, hvis Kina skal genopstå i sin tidligere storhed og undgå opsplitning og tyranni. Også Gülen reflekterer over det Osmanniske Riges glorværdige fortid, en tid, da tyrkisk civilisation var på sit højeste og da Islam både som religion og som kultur nåede globalt herredømme i betydeligt mål. Efter hans bedømmelse fandtes osmannernes sande storhed i deres forpligtelse til høje idealer, der søgte samfundets bedste for tiden såvel som for fremtiden, og i deres islamiske essens i den grad at de efterlignede den tidlige Islams fire kaliffer efter Profeten Muhammads død. Gülen påstår at mens bemærkelsesværdige mennesker som Faraonerne, Cæsar og Napoleon er berygtede for deres handlinger, har deres arbejde ingen vedvarende karakter, fordi de i deres essens var motiveret, ikke af høje idealer for hele menneskeheden og for fremtiden, men af personlig ambition, grådighed og magtbegær. Gülen siger om dem:
[D]eres støjende og hektiske liv, som forblændede så mange, blev aldrig og kan aldrig blive lovende for fremtiden på nogen måde. For disse mennesker var de fattige, de fornedrede, som undertrykte sandheden på magtens befaling, som altid søgte bånd og overensstemmelse omkring selvinteresse og profit, og som lever livet som slaver og aldrig tage mod frihed fra ondskab, selviskhed og sanselighed.[xxiii]
Mangelen på høje idealer og evige værdier for nuet og fremtiden forhindrer værket af disse mindeværdige skikkelser i at få nogen varig, positiv indflydelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet med kalifferne og osmannerne i henhold til Gülen. Han siger:
Som kontrast fremlagde de Fire Retledte Kaliffer og senere osmannerne så store arbejder, hvis konsekvenser overskrider denne verden og når ind i den næste, at disse arbejder, essentielt set, er i stand til t konkurrere med århundrederne; selvfølgelig kun for dem, der ikke er forblændede af midlertidige formørkelser. Selvom de levede deres liv og pligter til fulde og gik bort vil de altid blive husket, omtalt og finde plads i vore hjerter som det gode og beundringsværdige. I hvert et hjørne af vort land svæver ånden og essensen af sådanne mennesker som Alparslan, Meliksah, Osman Gazi, Fatih og mange andre rundt som duften af røgelse, og håb og godt nyt strømmer ind i vore ånder fra deres vision.[xxiv]
For Gülen eksisterer der en kvalitativ forskel mellem folk som Cæsar, Napoleon og Faraonerne på den ene side, og Fatih, Suleyman den Storslåede og de Fire Kaliffer på den anden. Forskellen ligger i deres respektive legemliggørelse af, eller underkastelse til, høje idealer af godhed, sandhed, moral og retfærdighed. Sådanne idealer er den eneste legitime basis for en social, politisk eller kulturel agenda, der vil skabe godt i sin egen tid og for fremtiden. Gülen ser en genoptagelse af disse idealer i nutidens Tyrkiet, mens en ny generation af mennesker, helliget disse høje idealer, begynder at bære frugt. Han siger "der er nu i stort antal højsindede repræsentanter – eller kommende kandidater – indenfor videnskab, viden, kunst, moral og dyd, som er arvtagere af alle værdierne fra vor glorværdige fortid."[xxv]
Gülen beskriver sit ideelle menneske grundigt gennem hele sit arbejde, men måske ikke noget sted tydeligere end i The Statue of Our Souls. I dette værk bruger han udtrykkene "person af idealer" eller "jordens arvtagere" for at henvise til de intellektuelt og moralsk fortræffelige mennesker, der virkeliggør sand menneskelighed og, af denne grund, må lede samfundet for at det skal være godt. Sådan som Gülen udlægger det, er ideen her faktisk om et folk og den åndelige kultur, de legemliggør, der kommer til at få en fremtrædende plads i det jordiske liv på grund af deres retfærdighed. Gud giver dem denne fremstående stilling som en gave, og den er deres som en ret og en pligt indtil deres egen uhæderlighed forlanger at Gud tager den fra dem. Gülen citerer en passage fra Koranen, som her henviser til Torah’en, hvori Gud siger "Mine Tjenere, de retfærdige, skal arve jorden."[xxvi] Gülen fortsætter:
Uden tvivl vil dette løfte, garanteret i dette vers ved en ed, blive opfyldt en dag. Der er heller ingen tvivl om at det kun drejer sig om at arve Jorden: for at arve Jorden betyder også at herske over og administrere himlens og rummets ressourcer. Det vil være et næsten universelt "herredømme". Da dette herredømme er et, der vil blive uddelegeret til en regent eller styrmand på vegne af Herren, er det yderst vigtigt, virkeligt essentielt, at de egenskaber, der er passende for at arve Jorden og himlene, bliver opfyldt. Det er virkelig kun så langt som de krævede egenskaber er virkeliggjort og praktiseres, at drømmen kan blive til virkelighed.[xxvii]
Gülen fortsætter med at forklare at i tidligere perioder bar Islam titlen "jordens arving", men mistede denne plads på grund af fejl i både indre og ydre dimensioner, d.v.s. hjertets og sjælens indre rige og i det ydre rige af samtidens viden. Muslimske samfund mistede deres måder af åndelighed og intellekt og mistede således deres plads som "jordens arvinger", som derefter blev båret af andre enheder i Vesten. Gennem sit værk opfordrer Gülen vedvarende til en fornyelse af Islam i åndelige og intellektuelle henseender, for at den skal blive sig selv igen, så at hele menneskeheden og jorden selv vil træde ind i en glorværdig ny tidsalder af tolerance og fred. Gennem et hold af fremragende individer kan Islam og, håber Gülen, Tyrkiet, blive genrejst til en position af globalt kendskab for at føre verden ind i den nye tidsalder.
Det er vigtigt at bemærke her, at intet sted i sit arbejde opfordrer Gülen til nogen slags politisk eller regeringsmæssig aktivitet for at fremkalde denne nye æra. Gülen er ikke politiker eller en politisk teoretiker og, til forskel fra Kungfutse og Plato, efterlyser han ikke en ny generation af politiske ledere. Dette er en central forskel mellem Gülen og hans trialog-partnere i dette kapitel og det næste. Gülens ideer, som er gentagelser af større islamiske idealer, er ikke afhængige af regeringsmagt for at blive gennemført. Tværtimod, Gülen fokuserer på genetableringen af en kulturel, intellektuel og humanistisk forståelse, der kommer gennem almindelige mennesker af dyd og tjeneste, der udlever deres liv i deres forskelligartede professionelle, samfundsmæssige og familiemæssige roller. Det "herredømme" Gülen taler om her, er ikke herredømmet af elite politiske ledere over alle andre; tværtimod er det dominansen og fremmelsen af et verdenssyn, der er karakteriseret ved fred, viden, åndelighed, tolerance og kærlighed. Derudover kommer dette verdenssyn i forgrunden på grund af den hærskare af mennesker, som gennem deres dyd og lederevner bliver kvalificerede som jordens arvtagere.
Gülen bruger et helt kapitel i The Statue of Our Souls til at opremse karaktertrækkene hos jordens arvtagere, og det er i denne opremsning vi ser Gülens mest kortfattede udtryk for det menneskeideal, han ser for sig indenfor et islamisk perspektiv. Han identificerer otte centrale attributter af jordens arvinger,[xxviii] eller, som han kalder dem et andet sted "mennesker af idealer." Disse træk er perfekt tro, kærlighed, videnskabelig tænkning, passeret gennem Islams prisme, selvvurdering og kritik af synspunkter og perspektiver, fri tænkning og respekt for tankens frihed, social samvittighed og en forkærlighed til rådslagning i beslutninger, matematisk tænkning og kunstnerisk følsomhed.
På overfladen virker denne liste ret forskellig fra den liste af dyder, som Kungfutses overlegne menneske besad, eller fra Sokrates’s dyder; men en nærmere undersøgelse åbenbarer stærke paralleller mellem alle tre. Perfekt tro og kærlighed har for Gülens person af idealer rødder i et islamisk perspektiv, fast forankret i overgivelse til Gud. Den tro og kærlighed, der er på denne liste, er i sammenhæng indenfor den større ramme af evig reference, som overgivelse til Gud giver. Denne tro og kærlighed vil ikke blive fejlanbragt på, eller søge sin endelige opfyldelse, i verdslige eller materielle ting og således føre al civilisation ned ad en vej til rå materialisme og sanselighed. Den holder øjnene fikseret på evige realiteter, på samme måde som Sokrates’s vogtere gør. Den videnskabelige og matematiske tænkning hos Gülens arvinger til jorden er et perspektiv, der har rod i overbevisningen om at Sandheden er Én, at den ikke er delt op i usammenhængende kategorier af religiøs sandhed overfor videnskabelige sandheder, eller troens sandheder overfor fornuftens sandheder. Sandheden er udelelig for jordens arvinger og de forsøger at forstå al sandhed med videnskabelig og matematisk strenghed, ivrige efter at fremme videnskabelig forståelse af kosmos som en uendeligt indviklet "hellig bog" om Skaberens værker. Ligesom Kungfutses overlegne mennesker udmærker de sig indenfor mange discipliner af viden, ikke bare indenfor "religiøs" viden. I regeringsanliggender og beslutningstagen handler jordens arvinger med blikket rettet mod fællesskabets bedste, ikke bare personlig vinding. Derudover sætter de pris på rådslagning og dialog som den bedste vej til gode beslutninger. Ligesom Sokrates’s vogterklasse underkaster de sig hinandens udspørgen og analyse for at komme frem med en konsensus, der er god for alle. Ligesom både Sokrates’s vogtere og Kungfutses overlegne mennesker er jordens arvinger hårde mod sig selv på den måde, at de er åbne for intens granskning, udfordrer deres egne ideer og perspektiver, til stadighed renser og forfiner de sig selv og deres ideer i tørsten efter sandhed og dyd. Endelig. ligesom vogterne og de overlegne mennesker, værdsætter jordens arvinger skønhed, hvor end den findes og de ved, at kun i den frie udøvelse af tænkning og kreativitet kan kultiverede sjæle skabe nye visioner af verdenen og menneskeheden, det være sig indenfor æstetik, filosofi, regering eller andet.
Den centrale forskel mellem Gülens arvinger til jorden og Kungfutses overlegne mennesker eller Sokrates’s vogtere er, at de førstnævnte er muslimer og frembringer deres hele væsen og verdensanskuelse fra indenfor et islamisk perspektiv. Det, der afholder de muslimske arvinger af jordens regime fra at blive til et undertrykkende tyranni er nøjagtigt det samme, som afholder regeringer af Sokrates’s vogtere eller Kungfutses overlegne mennesker fra at blive til undertrykkende tyrannier, nemlig en varetagelse af hele menneskehedens gode og en grundlæggende erkendelse af alle menneskers medfødte værdighed, på grund af deres lighed med det guddommelige, som diskuteret i kapitel 1. Gülen beskriver disse jordens arvinger i stor udstrækning. Han siger:
En person med en sådan karakter vil altid løbe fra sejr til sejr. Men ikke for at ødelægge lande og bygge hovedstæder på ruinerne, men snarere for at bevæge og aktivere menneskelige tanker, følelser og evner, at styrke os med så megen kærlighed, lidenskab og godgørenhed, at vi vil blive i stand til at omfavne alting og alle og enhver, at genopbygge og reparere ødelagte steder, at blæse liv ind i døde områder af samfundet, at blive til blodet og livet og således strømme i væsnernes vener og tilværelse og få os til at mærke eksistensens udstrakte nydelser. Med alt det, sådan en person har, er vedkommende et menneske af Gud og som Hans tjener er en sådan altid i kontakt med skaberværket. Alle deres handlinger og holdninger bliver kontrollerede og overvågede, Alt hvad de gør, gør de som om det skal lægges frem for Hans inspektion; de føler ved det, Han føler; de ser ved Hans blik; de uddrager deres måder at tale på fra Hans Åbenbaring; de er som det døde menneske i hænderne på ghassal * foran Hans vilje; deres største kraftkilde er deres opmærksomhed på deres egen svaghed, mangel på evne og fattigdom foran Ham, og de prøver altid på at gøre deres yderste og at ikke gøre nogen fejltagelse for at gøre den bedste brug af denne endeløse skat.[xxix]
* Den person, der leder det rituelle bad for døde i Islam.
Gülens arvinger af jorden er tydeligt nok ikke erobrere i Guds eller Islams navn. De er ikke jihadister, der fører krig mod de vantro. I stedet er de mennesker af utrolig dyd, godhed og kærlighed, som giver sig selv fuldt ud til de højeste idealer og forsøger at skabe en verden, hvor mennesker har mulighed for at virkeliggøre deres fuldeste menneskelige potentiale i ethvert af livets områder, fra det mest verdslige til det mest transcendente. Derudover er det en verden hvor samfundets medlemmer selv giver et inspirerende eksempel på den fuldt virkeliggjorte menneskehed.
Disse mennesker af idealer er centrale for ethvert funktionsdygtigt, godt og varigt samfund. Uden dem bliver både idealerne og de mennesker, der legemliggør dem, et samfunds arv, i bedste tilfælde dæmpet ned og det gode, det synes at opnå, er flygtigt og lever kun kort. Gülen siger:
Hvis de embedsmænd, der kører en god og dydig stat bliver valgt på grund af deres ånds, idealers og følelser ædelhed, vil staten være god og stærk. En regering, der køres af embedsmænd, der mangler disse høje kvaliteter er stadig en regering, men den er hverken god eller varer længe. Før eller siden vil dens embedsmænds dårlige opførsel vise sig som sorte pletter på dens ansigt og formørker det i folkets øjne.[xxx]
Magtens dominans er midlertidig, mens sandhedens og retfærdighedens herredømme er evigt. Selvom de ikke eksisterer i dag, vil de sejre i den meget nære fremtid. Af denne grund burde oprigtige politikere rette sig selv og deres politikker ind efter sandhed og retfærdighed.[xxxi]
Gülen insisterer på, ligesom hans partnere i trialogen, at samfundets godhed direkte er afhængig af godheden hos de, der leder det; desuden ofrer lederne og de andre medlemmer af fællesskabet, som legemliggør disse træk, alle personlige ambitioner til helhedens bedste. De giver hele deres selv i tjeneste for menneskeheden, uden ophør med tanke for fremtiden. De baserer sig på evige, spirituelle værdier, og de bedømmer fortjenesten ved alle videnskabelige og teknologiske fremskridt med et blik mod disse evige værdier. Gülen siger om dem:
De vil være fuldstændigt sandhedselskere og pålidelige og, i støtte for sandheden overalt, altid klar til at forlade deres familier og hjem, når det er nødvendigt. Idet de ikke er tilknyttet verdslige ting, behageligheder eller luksus, vil de bruge deres Gudgivne talenter til gavn for menneskeheden og så frøene til en glædelig fremtid. Idet de konstant søger hjælp og succes hos Gud vil de dernæst gøre deres bedste for at beskytte disse frø mod skader, ligesom en høne, der beskytter sine æg. Deres hele liv bliver viet til sandhedens vej… Disse nye mennesker vil forene dyb spiritualitet, forskelligartet viden, sund tænkning, et videnskabeligt temperament samt vis aktivisme. Da de aldrig er tilfredse med det, de ved, vil de til stadighed forøge deres viden: viden om selvet, om naturen og om Gud.[xxxii]
Her beskriver Gülen de ideelle mennesker som dem, der undslipper de evige fristelser, Sokrates nævner i Republikken, nemlig fristelsen til verdslige nydelser, rigdom og private behageligheder. Gülens ideelle mennesker, som Sokrates’s vogtere, giver ikke efter for sådanne fristelser fordi deres naturer er skruet sådan sammen at de altid søger evige nydelser og sandheder, på bekostning af de forgængelige. Ligesom også hos Sokrates og vogterne er de aldrig tilfredse med sig selv og deres kundskaber. De presser sig altid længere og højere, sultne efter nye højder af viden, dyd, godhed og sandhed. For Gülen er det når det tyrkiske samfund, og alle samfund, er sammensat af eller påvirket af sådanne individer, at menneskelig civilisation vil blive vendt mod liv, vitalitet og helse i stedet for død og forfald.
Igen, Gülens vision for lederskab er omfattende og den fungerer på en udpræget apolitisk måde. Hans prædikener og lære udgør ikke, i sig selv, noget regeringssystem eller nogen politisk teori, ligesom Kungfutses lære og Platos ideer i Republikken. Gülen er en muslims prædikant og teolog, ikke en politisk videnskabsmand eller aktivist. Han opfordrer ikke sine lyttere til specielt at søge embeder eller overtage regeringskontrollen. Han opfordrer ikke til opløsning af nuværende regeringssystemer. Mens hans vision for samfundet visselig inkludrer ideelle mennesker, der har stillinger af autoritet i regering, taler han for det meste ikke i så specifikke udtryk. I stedet taler Gülen om et samfundslederskab spredt udover hele samfundet i en mangfoldighed af professioner. Mennesker af idealer vil forme samfundet idet de giver sig fuldt ud til deres respektive virksomheder som forskere, undervisere, forretningsmænd, servicearbejdere, forældre, offentlige tjenestefolk, arbejdere og lignende. Billedet er mere af en masse, en græsrodsbevægelse af mennesker der derpå vælger, gennem demokratisk proces, mennesker der legemliggør dydige idealer til at tjene og lede staten. Slutresultatet er imidlertid det samme for Kungfutse, Plato og Gülen: eksistensen af et stabilt, godt samfund der eksisterer som sådant for dets borgere, fordi det bliver kørt af mennesker, der virkeliggør i sig selv de højeste menneskelige idealer af dyd og godhed.
Så alle vore deltagere i trialogen har udkrystalliseret for os - udfra deres egne adskilte verdensanskuelser og historiske æraer - et centralt træk af det, der kræves for at leve et godt menneskeliv på det individuelle og kollektive plan. Dette centrale træk er dyd, både intellektuel og moralsk. Folk vil leve det mest fulde, og derfor gladeste, menneskeliv, når de retter deres blik mod at udvikle sig til at blive mennesker af intellektuel og moralsk dyd. Derudover når samfundet som helhed sin højeste og mest velgørende udvikling, når det bliver styret af disse individer af høj moral og intellektuel dyd, som er dem, der er bedst i stand til at se det fælles bedste, i stedet for hvad der er godt for de få priviligerede eller kun dem selv. Disse dydige mennesker vil lede samfundet, således at alle dets medlemmer vil have rigelige muligheder for at udvikle sig til den mest fulde menneskelige kapacitet, de kan.
Nu bliver spørgsmålet: Hvor kommer disse mennesker af dyd fra? Hvor skal vi finde disse mennesker med højsindet karakter og lederskab, som vil føre vor sociale og kollektive eksistens imod godhed, sandhed og retfærdighed? Vil disse mennesker komme ned til os fra himlen, fuldt færdige og klar til at herske? Er de guddommelige væsener, der vandrer iblandt os? Nej, de mennesker er helt igennem mennesker, ikke guddommelige væsener, de er født af menneskelige mødre og fædre, og de skal opfostres og opdrages til at blive til de mønstre af dyd, samfundet for dets mest fulde eksistens. Alle vore tre trialogdeltagere er enige om at uddannelse er midlet, hvorved vi som samfund af mennesker udvikler disse dydige mennesker blandt vore egne. Så i det næste kapitel vil vi vende os til deres respektive teorier om uddannelse.
[i] Kungfutse, The Analects, 146.
[ii] Ibid., 132.
[iii] Ibid., 176.
[iv] Ibid., 188-9.
[v] Ibid., 189.
[vi] Plato, Republikken, 277-8.
[vii] Ibid., 209-11.
[viii] Ibid., 212.
[ix] Gülen, The Statue of Our Souls, 5ff.
[x] Ibid., 125-6.
[xi] Gülen, Toward a Global Civilization of Love and Tolerance, 128-30.
[xii] Gülen, The Statue of Our Souls, 135.
[xiii] Ibid., 135-6.
[xiv] Gülen, Toward a Global Civilization of Love and Tolerance, 113.
[xv] Thompson, Chinese Religions, 13.
[xvi] Kungfutse, The Analects, 127.
[xvii] Ibid., 11.
[xviii] Ibid.
[xix] Ibid.
[xx] Ibid., 95.
[xxi] Plato, Republikken, 41.
[xxii] Ibid., 165.
[xxiii] Gülen, The Statue of Our Souls, 124.
[xxiv] Ibid.
[xxv] Ibid., 119.
[xxvi] Ibid., 5.
[xxvii] Ibid.
[xxviii] Ibid., 31-42.
[xxix] Ibid., 89.
[xxx] Gülen, Visdommens Perler, 71-2.
[xxxi] Ibid., 73.
[xxxii] Gülen, Toward a Global Civilization of Love and Tolerance, 82.
- Oprettet den .