Hvorfor er ateisme så udbredt i dag?

Ateisme betyder at fornægte Gud, dvs. at ikke tro på Guds eksistens, at fornægte religiøse påbud og at vende sig væk fra religiøs refleksion og alvoren i religion. Dette står på så længe, at en person føler sig helt fri af religion og tror sig uafhængig af Gud. Det er klart, at for en sådan person er de religiøse forbud uden betydning. Det, der normeres som umoralsk og frastødende, ses ikke længere i dette lys, og livet leves med denne indstilling. Uvidenhed om det grundlæggende i tro og religion er den primære betingelse for ateismens vækst og udvikling i et samfund.

Mennesker, hvis sind og hjerter ikke er blevet vist vejen til sandhed, er naturligt sårbare over for ateismen. Hvis hele samfundet ikke reagerer på, at dets medlemmer er i en tilstand af uvidenhed om de mest grundlæggende spirituelle elementer i dem selv, åbnes deres sind og hjerter naturligt for anden indflydelse. En aktiv indflydelse, som vil få dem til at vende sig bort.

I begyndelsen kryber ateismen sig ind hos muslimerne som en mangel på interesse og en ligegyldighed overfor trosprincipperne. Denne indstilling foregives ofte at være positiv og påstås skabe 'uafhængighed i sindet' og 'tankefrihed'. Da troen stiller krav, vender det vage sind sig i retning af det, der er lettere. Det søger en undskyldning for ikke at anstrenge sig med en alvorlig refleksion. Ligegyldighed overfor religion samt latterliggørelse følger lige efter. Men sandheden er, at ateismen ikke har noget grundlag - den er ikke støttet af hverken erfaring, intuitiv oplevelse fra menneskets side og stik modsat de velkendte postulater. Der er absolut intet videnskabeligt belæg for den. Derfor ender ateisme med at være det samme som, det begyndte med at være, nemlig en følelsesstyret stemning. Typisk en doven men til tider aktiv og militant - ligegyldighedens stemning af selvets oprør og magtovertagelse i det enkelte menneske.

Guds utallige manifestationer, både inde i os og uden for os, bærer vidnesbyrd om den realitet, at der er én og kun én Skaber - én Forvalter af universet, Der administrerer, dirigerer og holder det i gang. Vi kan måske forestille os, at hver af disse manifestationer er tegn fra Gud til os. En refleksion til os, der sammenfatter vores menneskelige forståelse af de Guddommelige egenskaber, som Skaberen har: Hans visdom, Hans barmhjertighed, Hans viden, Hans kraft, Hans overbærenhed osv. Hans egenskaber kan spores overalt i Hans arbejde i denne store prøvelses- og læresituation, som universet er for mennesket. Men nogle mennesker arbejder med en falsk intention, og er derfor ført på vildspor i deres forståelse og betydning af disse tegn. Konsekvensen er, at de har fremstillet naturen som et selvstændigt væsen, der tænker og handler på eget initiativ ("...de stærkestes overlevelse er Naturens løsning på problemet..."), hvilket har forårsaget, at mange, især blandt de unge, er frafaldet sand tro.

Både i øst og vest er der blevet sagt og skrevet meget om den fine balance i naturen. Denne harmoniske orden kan ikke på nogen måde tilskrives andre end den Almægtige - den kræver plan og tankevirksomhed. Planeterne og solsystemerne, stjernerne og universet bevæger sig i et gensidigt afhængigt og komplekst kredsløb, uendelig meget mere præcist end nogen designet mekanisme, menneskevæsenet har kunnet konstruere. Objektiv videnskab er i virkelighed vores tydeligste bevis på en styrende intelligens. At fremsætte postulatet om, at dette ekstraordinære hårfine og velordnede univers er udfaldet af ren og skær tilfældighed, er absurd, selvmodsigende og ganske uvidenskabeligt: Alle beviser peger på det modsatte.

Teorien har et politisk men et ikke-videnskabeligt sigte. I skoler og på uddannelsesinstitutioner fremføres hypotesen om, at mennesket nedstammer fra aben som en uantastelig og bevist realitet. I virkeligheden er der mange stemmer blandt videnskabsfolk og udviklingsforskere, der argumenterer for, at Darwins teorier om arternes udvikling ikke er bygget på et empirisk videnskabeligt grundlag. Mange kritikere af høj karat og intellektuel kapacitet påpeger, at vi stadig ikke har den mindste smule bevis for eller begrundet formodning om, hvordan arterne faktisk udviklede sig. Kort sagt er der forskellige meninger blandt eksperterne om, hvordan den egentlige proces kunne have fundet sted, og alligevel fodres almindelige mennesker fortsat med en spekulativ fantasi.

Med udgangspunkt i en fornuftig og troværdig forståelse af naturens verden, i kontrast til denne spekulativ fantasi, ledes vi til troen på en universal Skaber. Vi overdriver ikke, når vi siger, at ateismens vedholdenhed har mere at gøre med forstokkelse og barnlig hang til illusion end med den postulerede tankemæssige uafhængighedstrang. Ungdommen er sårbar i forhold til denne illusions appel. De forstår ikke til fulde deres egen natur og konsekvenserne, som denne manglende viden har for deres adfærd. De er ikke fuldt bevidste om deres spirituelle identitet og deres egne dybe behov som spirituelle væsener. De har endnu ikke udviklet balance mellem det materielle og det ikke-materielle værdigrundlag, der karakteriserer civiliseret menneskelige eksistens.

Af disse årsager er især de unge let bytte for bedrag og vildledning gennem forældede koncepter (Darwin lancerede sin teori i 1800-tallet), der præsenteres for dem, som om de er videnskabelige fakta til trods for forskernes viden om, at det ikke er tilfældet. Derfor er uddannelse i dag muslimernes mest påtrængende opgave. Hvis ikke vi tager denne udfordring op, vil vi få de værste konsekvenser at føle, konsekvenser som måske ikke i fremtiden er mulige at reparere. Og allerede nu har nogle af disse konsekvenser vist deres ansigt. Vi ser nemlig endnu et led i kæden af uheldige generationer, der ikke har haft ordentlige lærere, som kunne reflektere indad i harmonisk helhed mellem hjerte og hjerne, som roligt kunne sige, at de havde sand viden om, hvem de var i deres dybeste tanker og følelser, som kunne lære andre denne tilstand, og som var villige til at give plads til et godt og lykkeligt liv for andre end dem selv. Dette er en af de væsentligste årsager til muslimernes og resten af menneskehedens lidelser igennem det katastrofale 20. århundrede.

Det er vores håb, at sådanne ædelmodige og oplyste lærere atter vil opstå blandt os og vil komme menneskeheden til undsætning fra den moralske og spirituelle ødelæggelse, den har lidt under i så mange år. Først da vil de nuværende og fremtidige generationer opnå den fornødne stabilitet i deres tænkning i forhold til de store spørgsmål i livet. De vil da kunne undslippe usikkerheden og den konstante tvivl om livets formål og dermed se igennem falske ideer og illusioner. De vil være immune overfor ateismens infektion og dens medfølgende bagage af neurotisk og selvcentreret opførsel. Sandheden er, at ateismen kommer af mangel på viden, en manglende evne til at danne syntese mellem det indre og det ydre liv og fra underernæring af hjerte og ånd. For vi mennesker klamrer os til forsvaret af det velkendte, og vi modsætter os og bekæmper det, vi ikke kender, eller er blot uinteresserede i det, der i virkeligheden er nyt for os. Massemedierne præsenterer ideer og livsstilsidealer, der appellerer til selvoptagethed og stupid løssluppenhed. Det er derfor ingen overraskelse, at så mange unge er forledt af seneste 'stil'. Det er ingen overraskelse, at de søger en øjeblikkelig befrielse og nydelse og ikke gider kultivere deres sind og smag, men i stedet foretrækker tomhedens larmende og vulgære udtryk.

Mennesker er hurtige til at følge de veje, der fremstilles som ophidsende og attraktive. Hvad angår Islam, som de ikke har haft nogen lejlighed til at lære om, bliver det endnu mere fremmed og fjernt fra dem. Det er derfor meget væsentligt, at vi presser på for at introducere disse mennesker for en dybere forståelse for det religiøse liv, der leder bort fra utryghed og hen imod et roligt velvære - bort fra mørket og hen imod lyset.

Det er ungdommens natur, at det ophidsende og adspredende er mest tiltrækkende. Ungdommen i dag er slaver af mediefremstillet 'ubegrænset frihed', og deres velkontrollerede og bundløse behov er altid utilfredsstillede. Dette orienterer dem i retning af en materialistisk livsopfattelse, der vil føre dem på vildspor, nemlig at de foretrækker øjeblikkelige glæder. Uanset hvor kortvarige og øjeblikkelige glæderne er, leder de til forvirring snarere end til den lovede frihed. Men satan får drømmene til at fremstå uimodståelige, og på denne måde forbereder de deres egen undergang. Som møl, der flyver mod det brændende lys, flyver de mod ateismen - egoistens carte blanche.

På grund af manglende viden om åbenbaringerne og for lidt næring til hjerte og ånd forøges menneskers sug mod materialisme og alt det andet, der ikke varer ved. Gradvist drejes de bort fra deres søgen mod sandhed, og deres bevægelighed mod sådanne mål lammes gradvist. Dette er meningen med Goethes Faust-fortælling, hvor Faust sælger sig selv til djævlen, der i bytte giver ham magt til, i en begrænset periode, at gøre lige hvad han lyster på jorden. Men da han så får disse kræfter, mister han sin intention om at tjene menneskeheden og forspilder sine år i jagten på adspredelser. Når åndeligheden forlades og dør, gør hjertet det også. Sindet og bevæggrundene følger med i forvirringen. Dette fortsætter, lige indtil personen er blevet et hjælpeløst offer for sine egne flygtige indfald og de værste påfund i tiden. Dermed bliver personen fuldstændigt reduceret til en slave. Enhver, der tillader sig at fyldes med de ikke-vedvarende glæder, vil vakle fra krise til krise og derfor byde enhver ny moderetning velkommen, som om det var den åbenbarede sandhed. En sådan person kan betragte sig selv som værende selvsikker, som dog samtidig på en eftermiddag kan svinge fra en ideologi til en anden. Dette menneske finder ikke Islam tiltrækkende med åbenbaringens fastlagte virkelighedsbillede, vedvarende pligter, kravet om et tålmodigt fokuseret hjerte, moralsk uddannelse, selvdisciplin, refleksion, mådehold og styrkelsen af moral og manerer. Sådan en person, der i al sin selvoptagethed har gjort sig helt afhængig af nydelsens trivialitet, vil fornægte enhver af vore forgængeres præstationer, og vil med vilje holde sig uvidende om, hvad virkelig kultur og civilisation kan muliggøre.

Det er Islams balance mellem spiritualitet og et sundt sind, mellem glæde og gode handlinger, som man bør tilstræbe. Da man ikke kan redde alle, er det klogest at rette vores anstrengelser mod uddannelse af vor ungdom, før de værste vaner er for dybt begravet i deres kroppe og sind. Uden succes i disse anstrengelser er det umuligt for et samfund eller en nation at overleve. Samfundet vil simpelthen synke dybere ned i korruption og endeligt miste alle moralske og åndelige værdier.

Andre årsager til ateismens succes er menneskets indbyggede modvilje mod tilbageholdenhed og forbud, der vil blive ved og ved, indtil det, der før var forbudt, bliver tilladt, og det, der før var modbydeligt, bliver tiltrækkende. Det er en skamløs tendens, hvor nydelsesjagt af enhver art uden mådehold fra vestens side er pumpet ind i muslimernes samfund. Det er en degenereret udgave af de franske eksistentialisters filosofi, der fornægter traditionelle værdier og forkaster religiøs uddannelse til fordel for individets absolutte frihed. Filosofiens drøm var, at dette frie individ ville modnes gennem personlige erfaringer og derefter udvikle noble og moralske egenskaber. Hverken i Vesteuropa eller hos den muslimske verdens imitatorer har denne teori resulteret i sunde, omsorgsfulde eller humane individer. I stedet har det resulteret i selvoptagne, ulykkelige og isolerede mennesker afskåret fra Gud og deres familier, deres traditioner og fra dem selv. I det store og hele lever de simpelthen et ufrugtbart privat liv uden at hverken søge eller finde sandhed men i stedet kun at overleve fra det ene øjeblik til det andet i den illusion og det håb, at de vil finde lykken et eller andet sted - det falske paradis af Hassan Sabah.

Disse få refleksioner over emnet er slet ikke fuldt ud dækkende, men det er vort håb at fremtidens lærere og vejledere vil være fremsynede og beredte, så de kan tage disse forhold med i deres overvejelser og måske være med til at standse spredningen af ateismen. Alt, hvad vi har formået at fremlægge her, er blot en overfladisk refleksion over problemet, ledsaget af vor bøn om at nogle vil formå at overvinde sig selv for derigennem at generhverve muligheden for at opnå det gode og være agtpågivende i forhold til sandheden.