Gülen og Mill om Frihed

Humanistisk tænkning anbringer friheden til at tænke og udtrykke éns ideer som det centrale ståsted, både filosofisk og socio-politisk. Fri presse, fri og fredelig folkelig protest, religionsfrihed og forsamlingsfrihed og andre lignende institutioner i Vesten stammer alle fra det frihedsideal, der udtrykkes i moderne humanisme, hvorimod de i andre dele af verden, inkluderet de muslimske lande, stammede fra andre kilder. Filosofisk strækker frihedsidealet sig tilbage til antikken, idet filosoffer udfordrede hinanden og andre med alle slags ideer, og sad og debatterede dem på markedspladsen med alle, der ville lytte. Nogle af de største ideer i den klassiske lærdom kommer fra disse filosoffer som, selv hvis de blev dødsdømt for deres ideer, tillod sig selv tænke og tale frit og nægtede at lænke deres sind og stemme, når Staten krævede det.

I det moderne Vesten har adskillige filosoffer og forfattere kraftigt givet udtryk for dette frihedsideal. Men ifølge min mening udtrykker ingen dette ideal mere udtømmende og mere radikalt end John Stuart Mill, en britisk social og politisk teoretiker fra det nittende århundrede. I dette kapitel anbringer jeg Mill i dialog med Gülen omkring idealet om tænkningens frihed. Mill og Gülen er vidt forskellige fra hinanden på betydningsfulde og indlysende måder. På trods af deres forskellige sammenhænge og verdensanskuelser udtrykker begge mænd specifikke visioner af et samfund der, i det mindste teoretisk, ville være tolerante i sager vedrørende religiøs overbevisning og udøvelse, og ville tillade grundige undersøgelser og debat om emner, der er relaterede til sandhed på de fleste, måske alle, områder. Disse ligheder mellem deres respektive "samfund" eksisterer på grund af deres fælles forpligtelse til frihedsidealet, især hvad angår tanker og samvittighed.

Mill er måske mest kendt for sin Utilitarianisme, hans etisk filosofiske værk, og jeg vil henvise til dette arbejde senere i kapitlet. Først vil jeg dog vende mig til et andet af hans vigtige værker, On Liberty, udgivet i 1859. I denne tekst fastsætter Mill sit projekt som en artikulation af social eller borgerlig frihed, hvilket vil sige "naturen og grænserne for den magt, der legitimt kan udøves af samfundet over individet"^[i]Han forklarer at en nylig tidligere generation i Vesten beskæftigede sig med magistraters tyranni og derfor udviklede repræsentative regeringsformer, der bortkastede de despotiske kræfter, de ’guddommelige’ monarker havde ret til. Han og hans generation nyder godt af den kamp og, for størstedelen, kæmper ikke længere imod den slags tyranni.

Derimod, forsikrer Mill om, må den nuværende generation, d.v.s. hans generation i det nittende århundredes England, bekæmpe en anden slags tyranni, flertallets tyranni. Mill siger:

Derfor er beskyttelse mod magistratens tyranni ikke nok; der er også brug for en beskyttelse mod tyranniet af den fremherskende mening og følelse; imod samfundets tendens til, ved andre midler end civil straf, at påtvinge dets egne ideer og praksis som adfærdsregler på dem, der er uenige med disse; at lægge bånd på udviklingen og, hvis muligt, forhindre dannelse af noget individ, der ikke er i harmoni med dets måder, og tvinger alle skikkelser til at forme sig over dets egen model. Der er en grænse for den offentlige menings legitime indblanding i individets uafhængighed; og det er ligeså vigtigt for menneskelige affærers gode forhold at finde den grænse og forsvare den mod overtrædelser, som beskyttelse mod politisk despotisme.^[ii]

Sagt på en anden måde fornemmer Mill et subtilt tyranni, der findes i samfundet, selv når en repræsentativ regering er på plads. Dette tyranni er et socialt eller borgerligt tyranni, et pres, samfundet udsætter sine medlemmer for, for at indordne sig under ’normale’ overbevisninger og praksis på alle livets områder, simpelthen fordi disse er ’normen’ og praktiseres af flertallet af mennesker i samfundet. Derfor siger flertallets logik, at alle skal ’makke ret’, eller blive tvunget til at gøre det. Mill forkaster dette tyranni og sætter sig for at fastslå det princip, hvormed vi kan afgøre statens eller samfundets agenter legitime indblanding i et individs frihed, eftersom disse afgørelser for det meste rent ud er baseret på personlig smag eller vane. Han fastslår dette princip for borgerlig frihed tidligt i essayet:

[A]t den eneste berettigelse, mennesket har, individuelt og kollektivt, til at blande sig i handlefriheden hos ethvert antal af dem, er selvbeskyttelse. At det eneste formål, hvormed magt retfærdigt kan udøves over noget medlem af civiliserede samfund imod vedkommendes vilje, er at forhindre skade mod andre. Hans eget bedste, enten fysisk eller moralsk, er ikke tilstrækkelig berettigelse … Individet er suveræn over sig selv, over sin krop og sit sind.^[iii]

Dette er et radikalt frihedsprincip, som sandsynligvis intet nuværende samfund implementerer ensartet. Det gør direkte og målelig skade på andre til næsten den eneste legitime grund til at staten eller de civile myndigheder kan blande sig i et individs handlinger. Dette princip er sandsynligvis alt for liberalt for Gülen; for eksempel forbyder Islam generelt at man tager sit eget liv, så Mills frihedsprincip, der kun er begrænset af skaden overfor andre, er ikke tilstrækkeligt. Gülen ville sandsynligvis, i henhold til islamisk lære, sige at folk ikke har frihed til at skade sig selv ved at tage sit eget liv. Ikke desto mindre findes der en resonans mellem Gülen og Mill om denne frihedstanke, især i tankens og diskussionernes domæne, som Mill vier et helt kapitel i sit essay.

Mill støtter utvetydigt tankens og diskussionens frihed, selvom de ideer, der udtrykkes og diskuteres i samfundet, viser sig at være falske. Han siger at en påstand, der fremsættes for samfundet til overvejelse, eksisterer enten som sand, falsk eller et sted imellem – en delvis sandhed eller delvis løgn. Uanset hvad, er samfundets interesser tjent bedst, når de tillader udtryks- og diskussionsfrihed af ideer. Hvis ideen er sand, vil folk få en frisk værdsættelse af dens sandhed ved at diskutere den, gennemse argumenterne for dens sandhed og forsvare den mod dens kritikere. På denne måde forbliver de sande ideer levende og vibrerende for mennesker i stedet for at blive fortærsket og hengemt af bare at blive accepteret som sandt i generationer. Hvis ideen er usand vil samfundet igen vinde ved en offentlig diskussion. Bevis på dens falskhed bliver gennemset eller gjort klart for alle involverede og som resultat kan folk gribe sandheden endnu mere end før, på grund af deres nylige omvendelse. Som oftest vil den ide, der udtrykkes, være en blanding af sandhed og løgn. Det er sandt at ingen har den fulde sandhed om noget som helst; menneskesindet kan ikke begribe sandheden i dens helhed om noget som helst og bestemt ikke om Gud eller det Uendelige, for vi kender ikke ting i sig selv, men kun vor stedafhængige opfattelse af ting. Desuden kan begrænsede sind ikke opfatte uendelighed. Derfor bør alle ideer udtrykkes frit i samfundet, således at delvise sandheder kan blive bestyrket til mere fulde sandheder gennem mekanismen af borgerligt engagement og debat.

Den sociale nytte af fri tænkning og diskussion er tydelige nok, men Mill går dybere ind i den faktiske virkning, fri tænkning har på de individer, der udgør samfundet. For det meste forbyder samfund, især med hensyn til religion, den frie tænkning og diskussion for at undgå kætteri, men sådanne forbud påvirker ikke kætterne ligeså meget som de rammer alle andre. Mill siger:

Den største skade sker på dem, der ikke er kættere, og hvis hele mentale udvikling er hæmmet og deres fornuft kuet, af frygt for kætteri. Hvem kan beregne hvad verdenen mister i mangfoldigheden af lovende intellekter, kombineret med feje karakterer, der ikke tør følge op på nogen dristig, livskraftig, uafhængig tankerække af frygt for at den skalføre dem til noget, der kunne betragtes som irreligiøst eller amoralsk?^[iv]

Mills pointe her er, at overdreven frygt for kætteri, ikke bare udrydder kættere, men også de, der har dristige, nye ideer at dele om alt muligt, inklusive overleverede traditioner, selv de, der betragtes som ukrænkelige. Når truslen om straf for kætteri er så stærk i et samfund, eller når et samfund truer med civil straf til dem, der udtrykker ideer, der er forskellige fra de, der udtrykkeligt er tilladt af de civile "myndigheder". Lider hele samfundet. Mental styrke kommer af øvelse og udfordring. Et samfund, der slår ned på tænkning og diskussion, bliver svagt og visner hen. Mill fortsætter:

Ingen kan blive en stor tænker, hvis ikke han indser, at som tænker er det hans første pligt at følge sit intellekt, uanset hvilke konklusioner, det måtte nå frem til. Sandheden vinder mere endda af de fejl, der begås af en, der med passende studier og forberedelser, tænker for sig selv, end ved de sande meninger hos de, der har dem udelukkende fordi de ikke udsætter sig selv for at tænke.^[v]

Igen, sande ideer bliver stillestående og svage, når de ikke jævnligt bliver udfordret i debat og diskussion. De, der går ind for sande ideer, ville ikke ærligt slutte sig til disse sandheder, hvis ikke de havde tilladt sig at tænke frit, hvilket kan indebære at sætte spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder. Mill påstår dog at formålet ikke blot er at frembringe individuelle tænkere. Han siger:

Ikke at det udelukkende, eller hovedsageligt, er at skabe store tænkere, at tankefrihed kræves. Tværtimod, den er ligeså meget og endnu mere uundværlig for at få gennemsnitlige mennesker til at opnå det mentale format, de er i stand til. Der har været, og vil måske igen komme, store individuelle tænkere i den almindelige atmosfære af mentalt slaveri. Men i den atmosfære har der aldrig været, og vil aldrig komme, et intellektuelt aktivt folk.^[vi]

Her ser vi Mill udtrykke frihedsidealet af den mest humanistiske af grunde i tilgift til den nyttemæssige. Underforstået i denne passage er en overbevisning om at mennesker er væsener, der tænker, som søger efter sandheden om en myriade af ting, fra de mest hverdagsagtige til de mest sublime, som skaber kundskab, og at disse aktiviteter er del af hvad det betyder at være menneske. Frihed til tænkning, udtryk og undersøgelser er vitale, ikke alene for genier, som aldrig ville kunne dele deres genialitet til samfundets bedste, uden friheden til at arbejde; frihed er vital, måske i endnu højere grad for almindelige mennesker, der lever deres liv, mennesker med almindelig intelligens, så de kan blive til intellektuelt aktive og engagerede mennesker. Selvfølgelig giver dette en fordel for samfundet og er derfor en nyttemæssig eller funktionel påstand, men det er også en humanistisk påstand på grund af det, den rummer for almindelige mennesker. Mennesker skal generelt have frihed til at tænke, undersøge og at udtrykke sig, for det er det, der betyder at være menneske, og det er kun når vi tillades at være mennesker fuldt ud, vi kan skabe et samfund, der er gearet til det menneskelige, både som mål og som middel.

Her kan vi også bringe Gülen ind i diskussionen, for han taler som oftest om frihedsidealet i både humanistiske og nyttemæssige begreber. I sine arbejder taler Gülen ofte om frihed fra tyranni. I mange sammenhænge henviser han til de tyrannier, forskellige grupper muslimer har måttet udholde i nyere tid under sekularismens og kolonialismens magt. Men i andre sammenhænge taler han i mere universelle vendinger om den frihed, hvert individ har i kraft af at være menneske. Hans synspunkter er i samklang med Mills erklærede frihedsprincip, når han fastslår at "[f]rihed lader mennesker gøre lige hvad de vil, forudsat at de ikke skader andre og at de forbliver fuldt ud hengivne til sandheden."^[vii] Den sidste sætning – "at de forbliver fuldt ud hengivne til sandhede," – ville måske få Mill til at studse lidt først; men han kan hævde at selv de, der er fortabt eller forpligtet til løgne, er helt hengivne til sandheden; de tager bare fejl med hensyn til sandheden. At tale eller handle på en måde, der ikke er "fuldt ud hengivne til sandheden" kunne for både Mill og Gülen indbefatte ting som bagvaskelse, injurier eller at råbe "Brand!" i et tætpakket teater, når der ikke er nogen brand.

Det er umuligt at forestille sig Gülens kamp for tolerance uden en hengivenhed til tankens g diskussionens frihed, hovedsageligt fordi tolerance er unødvendig, hvis frihed i tanke, diskussion, personligt valg og så videre, ikke er tilladt. Tolerance er en dyd, præcis fordi mennesker er frie og vil vælge forskellige trossystemer, religioner og stræben. Gülen trækker denne pointe frem mange gange, ofte i diskussioner alene om demokrati, eller demokrati og Islam, som han ikke på nogen måde anser som uforenelige. I et afsnit om tilgivelse kæder Gülen tolerance og demokrati sammen gennem frihedsbegrebet. "Demokrati er et system," siger han, "der giver alle under dets vinger mulighed for at leve og udtrykke deres egne følelser og tanker. Tolerance udgør en vigtig dimension af dette. I virkeligheden kan man sige, at demokrati er ude af billedet på et sted, hvor tolerance ikke eksisterer."^[viii]

Imidlertid bærer sådanne erklæringer ikke de radikale kanter af Mills påstande om nødvendigheden af frihed og den beskyttelse, mennesker behøver imod socialt tyranni. Det er først når Gülen forklarer sine ideer om de ideelle mennesker, eller "jordens arvinger" som han kalder dem i et værk, at vi ser ikke bare den dybe forpligtelse til frihed, men også rationalet for sådan en forpligtelse, et virkeligt humanistisk rationale. I The Statue of Our Souls fremlægger han en bred vision for et samfund og en verden anført af individer af åndelig, moralsk og intellektuel fortræffelighed. Disse mennesker kalder han for "Jordens arvinger"^[ix] og går i dybden med at beskrive deres karakter og egenskaber.^* I hans opstilling af deres centrale træk, identificerer han det femte træ som "at kunne tænke frit og have respekt for tankens frihed."^[x] Han fortsætter:

At være fri og nyde frihed er en betydningsfuld dybde af menneskets viljestyrke og en mystisk dør gennem hvilken mennesket kan trænge ind i selvets hemmeligheder. Den, der ikke kan trænge ned i denne dybde og er ude af stand til at gå gennem den dør, kan næppe kaldes for menneskelig.^[xi]

Så tænkningens frihed er centralt for at være menneske, for menneskeheden selv. Uden tankefrihed, ikke bare som et socialt eller politisk princip, men også som en evne i én selv, kan man ikke rigtig kaldes for et menneske. Med andre ord opnår man ikke menneskets kapacitet uden tankens frihed. Gülen forklarer yderligere:

Under omstændigheder, hvor der er blevet pålagt restriktioner på læsning, tænkning, følelser og liv, er det umuligt at bevare éns menneskelige evner, for ikke at tale om fornyelse og fremgang. I sådan en situation er det ret vanskeligt at bibeholde bare det almindelige menneskes niveau, for ikke at tale om at opfostre store personligheder, der kan springe fremad med ånden af fornyelse og reform, og hvis øjne er på uendeligheden. I sådant miljø eksisterer kun svage karakterer, som oplever afvigelse i deres personligheder og mennesker med sløve sjæle og lammede sanser.^[xii]

Menneskelig udvikling og, følgelig, social udvikling og vækst – alle reformer og fremgang – afhænger af frihed for tænkning og liv. Et samfund uden en sådan frihed nærer ikke mennesker med ånd og visioner, der fører det frem mod nye dimensioner. Måske endnu værre: sådan et samfund nærer ikke almindelige mennesker så de til fulde kan nå deres menneskelige kapaciteter. Her er Gülens ideer i samklang med Mills, når han kæmper for frihed på grund af dens nytte for samfundet og for dens humanistiske værdi. Egentlig har den førstnævnte sin rod i den sidste; det betyder at frihed er gavnlig for samfundet på grund af det "arbejde", den gør ved at skabe og udvikle mennesker som individer. Som vi så i det tidligere afsnit, er mennesker af højeste værdi. Derfor følger det, at det at udvikle menneskelig kapacitet, eller menneskelig "værenhed", også er af den højeste værdi.

Gülen begræder Tyrkiets og andre islamiske områders nyere historie, hvor befolkningerne har været underlagt, og sommetider stadig fortsætter at udholde sociale strukturer, hvor frihed for tænkning og læring er forbudt, enten gennem direkte censur, eller gennem statsunderstøttede ideologier. Med hensyn til den islamiske verden af lærdom, i særdeleshed, taler han om en vibrerende fortid med lærdom og undervisning, der var åben overfor forskellige kundskabsområder og videnskabelig undersøgelse. I sådan en civilisation fastslog man grænserne for frihed gennem Profeten Muhammads Sunna^* og andre islamiske kilder, der i sig selv tilskriver menneskets frihed høj værdi. Men denne ånd af lærdom veg pladsen for snæversynethed og mekanisk udenadslære af godkendte værker. Ved det punkt begyndte al menneskeligt potentiale dets langsomme forfald, et let offer for opportunistiske tyranner, ideologer og kolonialister.

Han længes efter en fornyelse blandt muslimerne, således at islamisk civilisation atter en gang kan få plads ved roret for globalt lederskab, som den havde det i tidligere århundreder, da meget af det, der udgjorde "civilisation" kom fra den islamiske verden. For at dette skal kunne ske, siger han:

[V]i bliver nødt til at være mere frit tænkende og frit villende. Vi behøver hine enorme hjerter, der kan rumme upartisk fri tænkning, som er åbne for viden, videnskaber og videnskabelig forskning, og som kan opfatte overensstemmelsen mellem Koranen og Sunnatullah^* i det store spekter fra universet til livet.^[xiii]

Uden at forny kapaciteten for tankefrihed, både individuelt og kollektivt, er islamisk civilisation, ja, al civilisation fortabt. Der er ingen mulighed for en ægte, robust menneskehed uden tankefrihed. Der findes ingen mulighed for nogen stor civilisation uden ægte menneskelighed.

Så Gülen og Mill er i samklang i menge henseender, om den vitale rolle, frihed spiller i samfundet, både med hensyn til dets egne funktioner og med hensyn til almindelig menneskelig forpligtelse. Et samfund, der undertrykker fri tænkning, er ikke et virksomt samfund i vækst, ej heller er det et samfund, der sætter pris på det menneskelige, uanset hvor meget det forsøger at forsvare sin undertrykkelse ved at appellere til menneskelig interesse.

Nu vil jeg imidlertid behandle frihed både hos Mill og Gülen, fra en lidt anden vinkel. Den har at gøre med den kvalitet af frihed, som begge tillader i deres respektive værker. Vi vil se, at den kvalitet af frihed, hver hævder for mennesker, er af en type, som kun mennesker besidder og derfor bekræfter den særlige værdighed, mennesker har i verden, som afspejles i humanistisk debat.

Med hensyn til temaet frihed, er Mill mest kendt for sit essay On Liberty, hvilket er grunden til at jeg har fokuseret på det i dette kapitel. Hans andet store værk er Utilitarianism, et værk om etisk filosofi, der forkaster Kants etik, og forsøger at udtrykke en etisk filosofi med rod i glæde eller nydelse. Utilitarianisme er en filosofi, der selvfølgelig er tidligere end Mill, og har mange navne gennem historien, indbefattet Epikuræisme. I Mills tid var det almindeligste navn for den "det store glædesprincip". Mill definerer utilitarianisme i sin bog:

Den trosbekendelse, der accepterer "anvendelighed" eller "det store glædesprincip" som fundamentet for moral, anser at handlinger er rigtige i proportion til hvor meget de fremmer glæde; forkerte i forhold til hvor meget de fremmer det omvendte af glæde. Ved glæde er hensigten nydelse og fravær af smerte; ved ulykkelighed, smerte og berøvelse af nydelse … [N]ydelse og frihed for smerte er de eneste ting, man kan ønske som resultater; og … alle ønskelige ting (som er ligeså talrige i nyttefilosofien som i ethvert andet system) er ønskværdige enten for den nydelse, der ligger i dem selv, eller som midler til fremmelse af glæde og forebyggelse af smerte.^[xiv]

I utilitarianisme bliver, ligesom hos antikkens epikuræere, nydelse og smerte prøvestenen for hvad der er godt og ønskværdigt, og i sidste ende for rigtigt og forkert. Her definerer Mill nyttefilosofien på en måde, der er helt i overensstemmelse med antikkens græske filosofi. Han fortsætter med at fortælle om hvordan han og andre utilitarianske tænkere af deres modstandere beskyldes for at fostre en filosofi, der kun er værdig til svin, for den har intet bedre eller mere ædelt formål end nydelse, og dette forekommer "tarvelig og krybende, som en doktrin, der kun er svin værdige."^[xv] Mill besvarer sine kritikere på samme måde som de gamle epikuræere besvarede det, nemlig ved at sige at det ikke er nyttefilosofferne, men deres kritikere, der sætter et "svinsk" niveau for menneskene, fordi de antager at mennesker kun er i stand til "svinagtige" nydelser. Med andre ord, folk forkaster Epikuræisme (ofte kaldt for etisk hedonisme) eller princippet om den største nydelse fordi, i deres sind, får ord som "nydelse" og "glæde" billeder af udsvævelser, sanselighed og fordærv til at dukke op. Hvis dette er hvad "nydelse" betyder, vil mennesker naturligvis forkaste det som et etisk pejlemærke. Men Mill tilbageviser denne kritik, ligesom epikuræerne, primært fordi han anser mennesker som væsener med højere kapacitet end dyr og, derfor, mere egnede og "skabte" til højere nydelser. Han forklarer:

Sammenligningen mellem det epikuræiske liv og dyrenes føles som en nedværdigelse, netop fordi et dyrs nydelser ikke tilfredsstiller et menneskes begreber om glæde. Mennesker har evner, der er mere ophøjede end de dyriske lyster og som, når først de er blevet opmærksomme på dem, betragter de intet som tilfredsstillende, hvis ikke det inkluderer deres tilfredsstillelse… [D]er er intet kendt epikuræisk livssystem, der ikke tilskriver intellektets glæder, følelsernes og fantasiens glæder og de moralske følelser et langt højere værdi som nydelser, end de af blot og bar sanselighed.^[xvi]

Så vi ser her en stærk skelnen mellem menneskelige og dyriske nydelser, og en påstand om højere menneskelige evner og rummelighed, der naturgivent finder nydelse i mere ædle ting. Disse mere ædle ting findes i sindets, følelsernes og samvittighedens riger, fremfor i legemets eller sanselighedens rige. Mill nægter ikke menneskenes evne til sanselige eller kropslige nydelser, langt fra. Han forsvarer sig simpelthen mod beskyldninger for at fremføre en etik, der bruger sanselige nydelser hjørnesten. Mennesker, de eneste væsener der har en moralsk evne og som udvikler moralfilosofier, har højere evner for nydelse end dyrene, så de nydelser, der bruges som hjørnesten i sådan en filosofi, vil være af en mere ædel natur.

Mill fortsætter med at sige at folk, der har rigeligt med erfaringer af både højere og lavere nydelser, sætter større pris på den førstnævnte slags og foretrækker en levevis, der prioriterer højere nydelser. Intet menneske ved sine fulde fem, hævder han, ville bytte plads med et dyr til gengæld for det højeste mål af dyriske nydelser. Det højeste mål af dyrisk nydelse, som er instinktive og kropslige, tåler ikke sammenligning med menneskets højere nydelser i sindet, følelserne og samvittigheden, selv hvis disse højere nydelser er mærket af nogen smerte. Mill siger:

Et væsen med højere evner kræver mere for at blive glad, kan muligvis rumme mere akut lidelse, og denne har med sikkerhed større adgang på flere punkter, end et, der står lavere; men på trods af disse svagheder, kan det aldrig rigtigt ønske sig at synke ned i hvad det fornemmer er en lavere grad af eksistens.^[xvii]

Væsener med større kapacitet bliver i sidste ende ikke ægte lykkelige af laverestående nydelser. Den glæde, der passer til mennesker er en, man ikke opnår hovedsageligt i sanselighedens og legemlighedens domæner, men primært i den intellektuelle, følelsesmæssige og etisk/åndelige domæner. Ifølge Mill bliver denne sandhed ikke mindre af den iøjefaldende kendsgerning, at folk ofte vælger lavere nydelser til fordel for de højere. Han erkender at folk ofte vælger imod deres eget bedste for at opnå en midlertidig, mindre nydelse. For eksempel er der nogle, der vælger overdreven indtagelse af mad og drikke på bekostning af deres helbred, der er et større gode og giver mere vedvarende nydelse. Andre vil forlade højere stræben og gå efter lavtrangerende selviskhed og ugidelighed. Mill forklarer dette ved at henvise til menneskets karakter og siger, at af ukendte årsager vil nogle mennesker, på et punkt, miste forbindelsen med deres medfødte kapacitet for højere nydelser. Han forklarer:

Kapaciteten for de ædlere følelser er i de fleste naturer en meget skrøbelig plante, der let bliver dræbt, ikke bare af fjendtlige påvirkninger, men af ren og skær underernæring; og i flertallet af unge mennesker dør den hastigt hen, hvis de er viet til deres position i livet og det samfund, den har anbragt dem i, ikke er venligt stemt overfor at holde denne højere kapacitet i træning. Mennesker mister deres højere stræben ligesom de mister deres intellektuelle smag, fordi de ikke har nogen tid eller lejlighed til at hengive sig til dem; og de bliver afhængige af laverestående nydelser – ikke fordi de egentlig foretrækker dem, men fordi de enten er de eneste, de har adgang til, eller er,, de eneste, som de endnu er i stand til at nyde.^[xviii]

Mill, socialteoretikeren, dukker op i denne passage. Han brugte meget af livet på at skrive om social reform og tog del i politisk aktivisme for at frembringe positive forandringer i uddannelse, civile institutioner, kvinders rettigheder og strafferet, hvoraf mange ville blive bifaldt af Gülen i dag. Desuden ville de udstrakte uddannelsesmæssige, kulturelle og sociale aktiviteter af Gülens bevægelse også modtage Mills fulde anerkendelse. Mills aktiviteter på alle disse områder er drevet af hans tro, som Gülen deler, på menneskets nedarvede værdighed, manifesteret her i evnen til højere nydelser i de intellektuelle, følelsesmæssige og etiske domæner. Han var fast overbevist om at alle samfundets dele burde afspejle dette faktum, og skulle indrettes således at man bevarer og kultiverer den nedarvede værdigheds kapaciteter fra tidligste alder. Ikke at prøve på at ordne samfundet på denne måde er at begå en alvorlig menneskelig og social uretfærdighed eller, i Gülens øjne måske, en synd.

I disse passager definerer Mill nydelse på en specifik måde, så man kan adskille den fra den påståede nydelse ved utæmmet frihed i de udelukkende sanselige og kødelige riger. Mens et princip for social frihed, som han udformer i On Liberty giver bestemt mennesker plads til at spilde deres liv afhængige af lavere nydelser på bekostning af deres højeste og dybeste selv, påstår hverken princippet eller hans utilitarianisme at sådan en "frihed" er menneskelivets højeste mål. Faktisk kan man påstå at dette overhovedet ikke er "frihed", men i stedet en specifik form for slaveri eller afhængighed. Gülen kan slutte sig til samtalen her, for gennem hele sit arbejde trækker han en skillelinje mellem det liv, der leves i søgen efter det gode, sande, smukke og ædle og et liv spildt på det midlertidige, flyvske og rent kødelige. Vi vil diskutere denne skillelinje yderligere i næste kapitel, men for nuværende lad os sige at Gülen definerer frihed parallelt med Mill med hensyn til menneskelig værdighed og kapacitet. Gülen siger:

De, som betragter frihed som absolut frisind, forveksler menneskelig frihed med dyrisk frihed. Dyr bliver ikke spurgt om moralske spørgsmål, og de er således fri af moralske begrænsninger. Nogle mennesker ønsker sig den slags frihed og, hvis de kan, bruge den til at svælge i de mørkeste af kødets lyster. Sådan en frihed er værre end dyrisk. Den sande frihed, den moralske ansvars frihed, derimod viser at man er menneske, for den motiverer og opliver samvittigheden og fjerner forhindringer for ånden.^[xix]

Så både Mill og Gülen teoretiserer menneskelig frihed på en måde, der anbringer den i en større filosofi af menneskelig blomstring. Ingen af dem anser frisindet som det højeste mål af frihed. Tværtimod, begge forklarer at frihed er det, der giver grund til den mest fyldige udvikling og udtryk for den højeste og bedste af menneskelige evner, hvis fuldbyrdelse giver mennesker den mest varige nydelse. Disse nydelser findes i de intellektuelle, åndelige, følelsesmæssige og etiske domæner.

Som jeg sagde tidligere kommer Gülen og Mill fra meget forskellige sociale, politiske og religiøse sammenhænge. De ville uden tvivl, hvis de kunne snakke med hinanden ansigt til ansigt, være uenige om nogle af deres afgørelser om grænserne for frihed og tolerance i samfundet. Men de er begge enige i et punkt der, efter min mening, er langt mere fundamentalt for menneskets liv og blomstring, hvilket er tankens frihed og udtryksfrihed, sat i sammenhæng i en større forpligtelse overfor det generelle frihedsideal. Mens folk skal overveje mulige konsekvenser af deres udtalelser, må de stadig kunne tænke frit og udtrykke disse tanker i verden, uden frygt for straf. Efter min mening sker der ingen direkte eller målbar skade på nogen fra det enkle udtryk i tale eller nedskrivning af ideer. Tværtimod, der kommer stor sundhed og gavn til enkeltindivider og samfundet som helhed, når samfundet indretter sig på at tillade fri tænkning, udspørgen og udtryk. Gennem denne frihed tillader mennesker sig det maksimale rum til at udvikle deres medfødte evner til samvittighed, forestillingsevne, følelser, åndelighed og intellekt. Kun når disse er udviklede og får plads til at udvikle sig ved passende sociale og politiske strukturer, vil mennesker trives og nå de højest mulige grænser for deres kunnen.

Mill og Gülen er lige forpligtede på dette frihedsideal indenfor deres respektive sammenhænge, primært fordi de begge er humanister i begrebets bredeste forstand, og frihedsidealet er centralt for humanistisk tænkning. Desuden, som forkæmpere for menneskelig frihed, er de også begge forkæmpere for menneskelig storhed – ikke bare som et abstrakt ideal, men som en nødvendig del af menneskets kollektive liv i den konkrete verden. Som mange andre har Gülen en klar vision om menneskelig storhed, af de træk, der definerer store mennesker, de, som virkeliggør sig selv i det højeste og bedste af menneskets potentiale. Det er denne vision af menneskelig storhed, det menneskelige ideal, der skal gøres konkret i tid og rum, vi nu vil vende os til.

* Jeg vil behandle begrebet "Jordens arvinger" såvel som Gülens sociale vision i større dybde i kapitel 3.
* Profeten Muhammads eksemplariske liv og det sæt normer han fastlagde for tænkning, livet og tilbedelse i overensstemmelse med Islam.
* Sunnatullah henviser til de uforanderlige mønstre af Guds handlinger i universet.
[i] Mill, On Liberty, 41.
[ii] Ibid., 44.
[iii] Ibid., 48.
[iv] Ibid., 67.
[v] Ibid.
[vi] Ibid.
[vii] Gülen, Pearls of Wisdom, 55.
[viii] Gülen, Toward a Global Civilization of Love and Tolerance, 44.
[ix] Gülen, The Statue of Our Souls, 5-10. 31-42.
[x] Ibid., 38.
[xi] Ibid., 38-9.
[xii] Ibid., 39.
[xiii] Ibid., 40.
[xiv] Mill, Utilitarianism, 7.
[xv] Ibid.
[xvi] Ibid., 8.
[xvii] Ibid., 9.
[xviii] Ibid., 10.
[xix] Gülen, Pearls of Wisdom, 55.